Anden Samuelsbog 12 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Og Herren sendte Natan til David. Da han kom ind til ham, sagde han: »Der boede to mænd i samme by, en rig og en fattig. | 1 XII. Capitel. OC HErren sendte Nathan til David : Oc der hand kom til hannem / ds aagde hand til hannem : Der vare to Mænd i en Stad / en Rjg oc en Fattig. | 1 And the LORD sent Nathan unto David. And he came unto him, and said unto him, There were two men in one city; the one rich, and the other poor. |
| 2 Den rige havde småkvæg og hornkvæg i mængde, | 2 Den Rjge hafde Faar oc Fæ / saare meget: | 2 The rich man had exceeding many flocks and herds: |
| 3 medens den fattige ikke ejede andet end et eneste lille lam, som han havde købt og opdrættet, og som var vokset op hos ham sammen med hans børn; det åd af hans brød, drak af hans bæger og lå i hans skød og var ham som en datter. | 3 Men den Fattige hafde intet / uden et lidet Faar / som hand hafde kiøbt / oc hand hafde født det op / oc det var blefvet stoort / hos hannem oc hos hans Børn tilljge / det aad af hans styrcke Brød / oc drack af hans Beggere / oc sof i hans Skiød / oc hand holt det som en Daatter. | 3 But the poor man had nothing, save one little ewe lamb, which he had bought and nourished up: and it grew up together with him, and with his children; it did eat of his own meat, and drank of his own cup, and lay in his bosom, and was unto him as a daughter. |
| 4 Men da den rige mand engang fik besøg, ømmede han sig ved at tage noget af sit eget småkvæg eller hornkvæg og tillave det til den vejfarende mand, som var kommet til ham, men tog den fattige mands lam og tillavede det til sin gæst!« | 4 Men der er en Giæst kom til den rjge Mand / da sparde hand / ad tage af sine Faar oc sine Øxne / ad rede noget til Giæsten / som kom til hannem / oc hand toog den fattige Mands Faar / oc ridde til den Mand som var kommen til hannem. | 4 And there came a traveller unto the rich man, and he spared to take of his own flock and of his own herd, to dress for the wayfaring man that was come unto him; but took the poor man's lamb, and dressed it for the man that was come to him. |
| 5 Da blussede Davids vrede heftigt op mod den mand, og han sagde til Natan: »Så sandt Herren lever: den mand, som gjorde det, er dødsens, | 5 Da optædtis Davids vrede saa imod den Mand / oc hand sagde til Nathan: Saa sandelig som HErren lefver / den Mand er Dødsens Barn som det giorde. | 5 And David's anger was greatly kindled against the man; and he said to Nathan, As the LORD liveth, the man that hath done this thing shall surely die: |
| 6 og lammet skal han erstatte trefold, fordi han handlede så hjerteløst!« | 6 Oc hand skal betale det Faar firedobbelt / fordi hand det giorde / oc icke sparde det. | 6 And he shall restore the lamb fourfold, because he did this thing, and because he had no pity. |
| 7 Men Natan sagde til David: »Du er manden! Så siger Herren, Israels Gud: Jeg salvede dig til konge over Israel, og jeg friede dig af Sauls hånd; | 7 Da sagde Nathan til David : Du (est) Manden : Saa sagde HErren Jsraels Gud : Jeg salvede dig til Konge ofver Jsrael / oc jeg udfrjde dig af Sauls haand. | 7 And Nathan said to David, Thou art the man. Thus saith the LORD God of Israel, I anointed thee king over Israel, and I delivered thee out of the hand of Saul; |
| 8 jeg gav dig din herres hus, lagde din herres hustruer i din favn og gav dig Israels og Judas hus; og var det for lidet, ville jeg have givet dig endnu mere, både det ene og det andet. | 8 Oc gaf dig din Herris huus / oc din Herris Hustruer i dit Skiød / oc jeg gaf dig Jsrael oc Juda huus / Oc er det lidet / da vilde jeg endnu lagt dig saadant oc saadant der til. | 8 And I gave thee thy master's house, and thy master's wives into thy bosom, and gave thee the house of Israel and of Judah; and if that had been too little, I would moreover have given unto thee such and such things. |
| 9 Hvorfor har du da ringeagtet Herrens ord og gjort, hvad der er ondt i hans øjne? Hetiten Urias har du dræbt med sværdet; hans hustru har du taget til ægte, og ham har du slået ihjel med ammoniternes sværd. | 9 Hvi hafver du da foractit herrenss Ord / ad du giorde saadant Ont for hans Øyne? Uriam den Hethiter hafver du slagit med Sverdet / oc hans Hustru hafver du tagit dig til Hustru / Men hannem hafver du slagit ihiel med Ammons Børns Sverd. | 9 Wherefore hast thou despised the commandment of the LORD, to do evil in his sight? thou hast killed Uriah the Hittite with the sword, and hast taken his wife to be thy wife, and hast slain him with the sword of the children of Ammon. |
| 10 Så skal nu sværdet aldrig vige fra dit hus, fordi du ringeagtede mig og tog hetiten Urias's hustru til ægte. | 10 Saa skal nu Sverdet icke vige fra dit huus ævindeligen / fordi ad du foractede mig / oc togist Uriæ den hethiters hustru / ad hun skulde være din Hustru. | 10 Now therefore the sword shall never depart from thine house; because thou hast despised me, and hast taken the wife of Uriah the Hittite to be thy wife. |
| 11 Så siger Herren: se, jeg lader ulykke komme over dig fra dit eget hus, og jeg tager dine hustruer bort for øjnene af dig og giver dem til en anden, som skal ligge hos dine hustruer ved højlys dag. | 11 Saa sagde HErren . See / Jeg vil opvæcke ulycke ofver dig / af dit (eget) huus / oc jeg vil tage dine Hustruer for dine Øyne / oc gifve din Næste dem / ad hand skal sofve hos dine Hustruer / i den klare Sool | 11 Thus saith the LORD, Behold, I will raise up evil against thee out of thine own house, and I will take thy wives before thine eyes, and give them unto thy neighbour, and he shall lie with thy wives in the sight of this sun. |
| 12 Thi du handlede i det skjulte, men jeg vil opfylde dette ord i hele Israels påsyn og ved højlys dag!« | 12 Thi du giorde (det) i Løndom / Men jeg vil giøre det for all Jsrael / oc for Solen. | 12 For thou didst it secretly: but I will do this thing before all Israel, and before the sun. |
| 13 Da sagde David til Natan: »Jeg har syndet mod Herren!« Og Natan sagde til David: »Så har Herren også tilgivet dig din synd; du skal ikke dø. | 13 Da sagde David til nathan : Jeg hafver syndit imod HErren. Oc Nathan sagde til David : Saa hafver oc HErren borttagit din Synd / du skalt icke døø. | 13 And David said unto Nathan, I have sinned against the LORD. And Nathan said unto David, The LORD also hath put away thy sin; thou shalt not die. |
| 14 Men fordi du ved denne gerning har vist foragt for Herren, skal sønnen, som er født dig, visselig dø!« | 14 Dog efterdi ad du hafver jo kommit HErrens Fiender til ad bespotte saa saare ve denne Gierning / skal den søn som dig er født / visseligen døø. | 14 Howbeit, because by this deed thou hast given great occasion to the enemies of the LORD to blaspheme, the child also that is born unto thee shall surely die. |
| 15 Derpå gik Natan til sit hus. Og Herren ramte det barn, Urias's hustru havde født David, med sygdom. | 15 Saa gick nathan him. Oc HErren slog Barnet / som Uriæ Hustru hafde født David / ad det blev dødflugt. | 15 And Nathan departed unto his house. And the LORD struck the child that Uriah's wife bare unto David, and it was very sick. |
| 14 Da søgte David Gud for barnet, holdt faste og gik hen og lagde sig om natten på jorden i sæk. | 14 Oc David besøgte Gud for Drengen / oc David fastede saare / oc gick ind oc blef der Natten ofver / oc laa paa Jorden. | 14 David therefore besought God for the child; and David fasted, and went in, and lay all night upon the earth. |
| 17 De ældste i hans hus kom til ham for at få ham til at rejse sig, men han ville ikke, og han holdt ikke måltid sammen med dem. | 17 Da opkomme de Ældste af hans huus til hannem / oc vilde opreise hannem fra Jorden / men hand vilde icke oc hand aad icke Brød med dem. | 17 And the elders of his house arose, and went to him, to raise him up from the earth: but he would not, neither did he eat bread with them. |
| 18 Syvendedagen døde barnet; men Davids folk turde ikke lade ham vide, at barnet var død, thi de tænkte: »Da barnet levede, ville han ikke låne os øre, når vi talte til ham; hvor kan vi da nu sige til ham, at barnet er død? Han kunne gøre en ulykke!« | 18 Oc det skeede paa den sivende Dag / da døde Barnet / oc Davids Tienere befryctede sig / ad gifve hannem tilkiende / ad Barnet var døt: Thi de tænckte : See / der Barnet var endnu lefvende / talede vi med hannem / oc hand lydde icke vor røst / hvorlunde skulde vi sige til hannem / Barnet er dødt / thi hand skulde gremme sig. | 18 And it came to pass on the seventh day, that the child died. And the servants of David feared to tell him that the child was dead: for they said, Behold, while the child was yet alive, we spake unto him, and he would not hearken unto our voice: how will he then vex himself, if we tell him that the child is dead? |
| 19 Men da David så, at hans folk hviskede sammen, skønnede han, at barnet var død. Så spurgte David sine folk: »Er barnet død?« Og de svarede: »Ja, han er død!« | 19 Men David saa / ad hans Tienere hviskede / oc David Marckte / ad Barnet var døt / Oc David sagde til sine Tienere : Er Barnet døt? Oc de sagde / det er døt. | 19 But when David saw that his servants whispered, David perceived that the child was dead: therefore David said unto his servants, Is the child dead? And they said, He is dead. |
| 20 Da rejste David sig fra jorden, tvættede og salvede sig, tog andre klæder på og gik ind i Herrens hus og bad; så gik han hjem, forlangte at få mad sat frem og spiste. | 20 Da stood David op af Jorden /oc toode sig oc salvede sig / oc tog andre Klæder paa sig / oc gick ind i HErrens huus oc tilbad: Oc der hand kom hiem igien da begærede hand (Mad/) oc de første Brød for hannem / oc han aad | 20 Then David arose from the earth, and washed, and anointed himself, and changed his apparel, and came into the house of the LORD, and worshipped: then he came to his own house; and when he required, they set bread before him, and he did eat. |
| 21 Da sagde hans folk til ham: »Hvorledes er det dog, du bærer dig ad? Medens barnet endnu levede, fastede du og græd; og nu da barnet er død, rejser du dig og spiser!« | 21 Da sagde hans Tienere til hannem Hvad er det for en ting / som du hafver giort? Der Barnet lefde / da fastede du oc grædst / Men nu barnet er døt / stoodst du op / oc aad Brød? | 21 Then said his servants unto him, What thing is this that thou hast done? thou didst fast and weep for the child, while it was alive; but when the child was dead, thou didst rise and eat bread. |
| 22 Han svarede: »Så længe barnet levede, fastede jeg og græd; thi jeg tænkte: måske er Herren mig nådig, så barnet bliver i live. | 22 Oc hand sagde : Der Barnet endnu lefde / fastede oc græd jeg / thi jeg tænckte : Hvo veed / HErren tør vorde mig naadig / ad Barnet maa lefve. | 22 And he said, While the child was yet alive, I fasted and wept: for I said, Who can tell whether GOD will be gracious to me, that the child may live? |
| 23 Men hvorfor skulle jeg faste, nu han er død? Kan jeg bringe ham tilbage igen? Jeg går til ham, men han kommer ikke tilbage til mig!« | 23 Men nu det er døt / hvad skal jeg da faste? Kand jeg endnu hente det igien? Jeg far til det / oc det kommer icke tilbage til mig. | 23 But now he is dead, wherefore should I fast? can I bring him back again? I shall go to him, but he shall not return to me. |
| 24 Derpå trøstede David sin hustru Batseba, og efter at han var gået ind til hende og havde ligget hos hende, fødte hun en søn, som han kaldte Salomo, og ham elskede Herren. | 24 Der efter husvalede David BathSeba sin Hustru / oc gick ind til hende oc sof hos hende / oc hun fødde en Søn / oc hand kaldede hans nafn Salomo / oc HErren elskte hannem. | 24 And David comforted Bathsheba his wife, and went in unto her, and lay with her: and she bare a son, and he called his name Solomon: and the LORD loved him. |
| 25 Han overgav ham til profeten Natan, og på Herrens ord kaldte denne ham Jedidja. | 25 Oc hand sendte Bud ved Nathan Propheten / ochand kaldede hans nafn JebidJa / for HErrens skyld. | 25 And he sent by the hand of Nathan the prophet; and he called his name Jedidiah, because of the LORD. |
| 26 Joab angreb imidlertid Rabba i Ammon og indtog vandbyen. | 26 Saa skridde Joab mod Ammons Børns Rabba / oc indtog den Kongelige Stad. | 26 And Joab fought against Rabbah of the children of Ammon, and took the royal city. |
| 27 Derpå sendte Joab bud til David og lod sige: »Jeg har angrebet Rabba og indtaget vandbyen; | 27 Oc Joab sendte Bud til David / oc lod hannem sige : jeg hafver stridit mod Rabba / oc jeg hafver ocsaa indtagit vandstaden. | 27 And Joab sent messengers to David, and said, I have fought against Rabbah, and have taken the city of waters. |
| 28 kald nu resten af hæren sammen, så du kan belejre byen og indtage den, for at det ikke skal blive mig, der indtager den og får mit navn udråbt over den!« | 28 Saa tag nu det Folck tilsammen som er igien / oc beleg Staden / oc indtag den / ad jeg skal icke / maa skee indtage Staden / oc det skullde kaldis efter mit nafn | 28 Now therefore gather the rest of the people together, and encamp against the city, and take it: lest I take the city, and it be called after my name. |
| 29 Da samlede David hele hæren og drog til Rabba, angreb og indtog det. | 29 Saa tog David alt Folcket tilsammen / oc drog til Rabba / oc stridde mod den / oc indtog den. | 29 And David gathered all the people together, and went to Rabbah, and fought against it, and took it. |
| 30 Og han tog kronen af Milkoms hoved; den var af guld og vejede en talent; der var en ædelsten på den, og den blev sat på Davids hoved. Et vældigt bytte fra byen førte han med sig, | 30 Oc tog deres Kongis Krone af hans Hofvet / hvis Vect var et Pund Guld / oc dyrbare Steene / oc den var paa Davids Hofvet : oc hand førde der af Staden saare megt Rof : | 30 And he took their king's crown from off his head, the weight whereof was a talent of gold with the precious stones: and it was set on David's head. And he brought forth the spoil of the city in great abundance. |
| 31 og indbyggerne slæbte han bort, satte dem til savene, jernhakkerne - og jernøkserne og lod dem trælle ved teglovnene. Således gjorde han ved alle ammoniternes byer. Derpå vendte David og hele hæren tilbage til Jerusalem. | 31 Men Folcket som der var udi / føde hand ud / oc lagde dem under Safver / oc Jernsluffer / oc Jernøxer / oc lod dem gaa igiennem i Malchen / oc saa giorde hand ved alle Ammons Børns Stæder : Siden vende David / oc alt Folcket / sig om igien til Jerusalem. | 31 And he brought forth the people that were therein, and put them under saws, and under harrows of iron, and under axes of iron, and made them pass through the brickkiln: and thus did he unto all the cities of the children of Ammon. So David and all the people returned unto Jerusalem. |