Anden Samuelsbog 14 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 da Nu Joab, Zerujas søn, mærkede, at kongens hjerte hang ved Absalon, | 1 XIV. Capitel. OC Joab ZeruJa Søn vidste /ad Kongens Hierte var til Absalom. | 1 Now Joab the son of Zeruiah perceived that the king's heart was toward Absalom. |
| 2 sendte han bud til tekoa efter en klog kvinde og sagde til hende: »Lad, som om du har sorg, ifør dig sørgeklæder, lad være at salve dig med olie, men bær dig ad som en kvinde, der alt i lang tid har sørget over en afdød; | 2 Oc Joab sendte hen til Thekoa / oc lod hente en vjs Qvinde derfra / oc sagde til hende : Kiere / holt dig sorgfuld / oc før dig i Sørgeklæder / oc salve dig icke med Olie /oc blif som en Qvinde der længe hafver sørgit for en død. | 2 And Joab sent to Tekoah, and fetched thence a wise woman, and said unto her, I pray thee, feign thyself to be a mourner, and put on now mourning apparel, and anoint not thyself with oil, but be as a woman that had a long time mourned for the dead: |
| 3 gå så til kongen og sig således til ham« - og Joab lagde hende ordene i munden. | 3 Oc du skalt gaa ind til Kongen / oc tale med hannem efter denne maade : Oc Joab lagde Ordene i hendis Mund. | 3 And come to the king, and speak on this manner unto him. So Joab put the words in her mouth. |
| 4 Kvinden fra Tekoa gik så til kongen, faldt til jorden på sit ansigt, bøjede sig og sagde: »Hjælp konge!« | 4 Oc den Thekolitiske Qvinde sagde til Kongen / oc falt ned til Jorden paa sit ansict / oc tilbad / oc sagde : Hielp Konge. | 4 And when the woman of Tekoah spake to the king, she fell on her face to the ground, and did obeisance, and said, Help, O king. |
| 5 Kongen spurgte hende: »Hvad fattes dig?« Og hun sagde: »Jo, jeg er enke, min mand er død. | 5 Oc Kongen sagde til hende : Hvad skader dig? Oc hun sagde : Jeg er dog en Encke / oc min Huusbonde er død. | 5 And the king said unto her, What aileth thee? And she answered, I am indeed a widow woman, and mine husband is dead. |
| 6 Din trælkvinde havde to sønner; de kom i klammeri ude på marken, og der var ingen til at bilægge deres tvist; så slog den ene den anden ihjel. | 6 Oc din Tienerinde hafde to Sønner / oc de trættede begge tilsammen paa Marcken / oc for der var ingen som kunde redde imedlem dem / slog den eene den anden /oc dræbte hannem. | 6 And thy handmaid had two sons, and they two strove together in the field, and there was none to part them, but the one smote the other, and slew him. |
| 7 Men nu træder hele slægten op imod din trælkvinde og siger: udlever brodermorderen, for at vi kan slå ham ihjel og hævne broderen, som han dræbte! Således siger de for at få arvingen ryddet af vejen og slukke den sidste glød, jeg har tilbage, så at min mand ikke får eftermæle eller efterkommere på jorden!« | 7 Oc see / nu staar den gandske Fredskab op mod din Tienerinde /oc siger : Antvord os den / som slog sin Broder ihiel / ad vi slaae hannem ihiel for hans Broders Siel / som hand ihielslog / oc ødelegge ocsaa hans Arf : oc de ville udflycke min Gnist som endnu igien er / ad min Huusbonde skal icke hafve et Nafn / oc noget efter sig paa Jorden. | 7 And, behold, the whole family is risen against thine handmaid, and they said, Deliver him that smote his brother, that we may kill him, for the life of his brother whom he slew; and we will destroy the heir also: and so they shall quench my coal which is left, and shall not leave to my husband neither name nor remainder upon the earth. |
| 8 Da sagde kongen til kvinden: »Gå kun hjem, jeg skal jævne sagen for dig!« | 8 Da sagde Kongen til Qvinden : Gack til dit Huus / oc jeg vil gifve Befaling i din Sag. | 8 And the king said unto the woman, Go to thine house, and I will give charge concerning thee. |
| 9 Men kvinden fra tekoa sagde til kongen: »Lad skylden komme over mig og mit fædrenehus, herre konge, men kongen og hans trone skal være skyldfri!« | 9 Oc den Thekoitiske Qvinde sagde til Kongen : Min Herre Konge / den Misgierning være paa mig /oc paa min Faders huus / Men Kongen oc hans Stool skal være uskyldig. | 9 And the woman of Tekoah said unto the king, My lord, O king, the iniquity be on me, and on my father's house: and the king and his throne be guiltless. |
| 10 kongen sagde da: »Enhver, som vil dig noget, skal du bringe til mig, så skal han ikke mere volde dig men!« | 10 Oc Kongen sagde : Hvo som taler imod dig / før den til mig / saa skal hand icke meere røre ved dig. | 10 And the king said, Whosoever saith ought unto thee, bring him to me, and he shall not touch thee any more. |
| 11 Men kvinden sagde: »Ville dog kongen nævne Herren din Guds navn, for at blodhævneren ikke skal volde endnu mere ulykke og min søn blive ryddet af vejen!« Da sagde han: »Så sandt Herren lever, der skal ikke krummes et hår på din søns hoved!« | 11 Oc hun sagde : Konge / tænck nu paa HErren din Gud / ad Bloodhæfnere skulle icke blifve for mange / til ad fordærfve / oc ad de icke ødelegge min Søn. Oc hand sagde : Saa sandeligen som HErren lefver / der skal icke falde noget af din Søns Haar paa Jorden. | 11 Then said she, I pray thee, let the king remember the LORD thy God, that thou wouldest not suffer the revengers of blood to destroy any more, lest they destroy my son. And he said, As the LORD liveth, there shall not one hair of thy son fall to the earth. |
| 12 Da sagde kvinden: »Må din trælkvinde sige min herre kongen et ord?« Han svarede: »Tal!« | 12 Da sagde Qvinden : Lad din Tienerinde tle nu til min Herre Kongen noget: Oc hand sagde : Sjg til. | 12 Then the woman said, Let thine handmaid, I pray thee, speak one word unto my lord the king. And he said, Say on. |
| 13 Og kvinden sagde: »Hvor kan du da tænke på at gøre det samme ved Guds folk - når kongen taler således, dømmer han jo sig selv- og det gør kongen, når han ikke vil lade sin forstødte søn vende tilbage. | 13 Oc Qvinden sagde : Hvi hafver du saadant tænckt imod Guds Folck / ad Kongen hafver talt saadanne Ord / ad hand blifver skyldig / oc ike lader hente sin udstøtte igien? | 13 And the woman said, Wherefore then hast thou thought such a thing against the people of God? for the king doth speak this thing as one which is faulty, in that the king doth not fetch home again his banished. |
| 14 Thi vi skal visselig alle dø, vi er som vandet, der ikke kan samles op igen, når det hældes ud på jorden; men Gud vil ikke tage det menneskes liv, der omgås med den tanke, at en forstødt ikke skal være forstødt for stedse. | 14 Thi vi de visseligen / oc (ere) som Vand der udøses paa Jorden / som icke samles / oc Gud vil icke tage Ljfvet bort / men hand betæncker sig jo / ad hand skal icke udstøde fra sig den udstøtte? | 14 For we must needs die, and are as water spilled on the ground, which cannot be gathered up again; neither doth God respect any person: yet doth he devise means, that his banished be not expelled from him. |
| 15 Når jeg nu er kommet for at tale om denne sag til min herre kongen, så er det, fordi de folk har gjort mig bange; din trælkvinde tænkte: Jeg vil tale til kongen, måske opfylder kongen sin trælkvindes bøn; | 15 Saa er jeg nu kommen / ad tale saadant til min HErre Kongen / Thi Folcket giør mig bange / thi din Tienerinde tænckte : Jeg vil nu tale til Kongen / kand skee / ad Kongen giør / det hans Tienerinde siger. | 15 Now therefore that I am come to speak of this thing unto my lord the king, it is because the people have made me afraid: and thy handmaid said, I will now speak unto the king; it may be that the king will perform the request of his handmaid. |
| 16 thi kongen vil bønhøre mig og fri sin trælkvinde af den mands hånd, som tragter efter at udrydde mig tillige med min søn af Guds arvelod. | 16 Thi Kongen skal høre det / ad redde sin Tienerinde / af den Mand haand som vil fordærfve mig / oc min Søn tilljge fra Guds Arf. | 16 For the king will hear, to deliver his handmaid out of the hand of the man that would destroy me and my son together out of the inheritance of God. |
| 17 Og din trælkvinde tænkte: min herre kongens ord vil være mig en lindring; thi min herre kongen er som en Guds engel til at skønne over godt og ondt! Herren din Gud være med dig!« | 17 Oc din Tienerinde tænckte : Min Herre Kongens Ord skal være mig til Trøst / Thi som en Guds Engel / saa er min Herre Kongen / til ad høre det gode oc det onde / oc HErren din Gud være med dig. | 17 Then thine handmaid said, The word of my lord the king shall now be comfortable: for as an angel of God, so is my lord the king to discern good and bad: therefore the LORD thy God will be with thee. |
| 18 Da sagde kongen til kvinden: »Svar mig på det spørgsmål, jeg nu stiller dig, dølg ikke noget!« Kvinden sagde: »Min herre kongen tale!« | 18 Oc Kongen svarde / oc sagde til Qvinden: Døl icke for mig / hvad jeg vil spørie dig ad : Oc Qvvinden sagde : Min HErre Konge tale sig nu. | 18 Then the king answered and said unto the woman, Hide not from me, I pray thee, the thing that I shall ask thee. And the woman said, Let my lord the king now speak. |
| 19 Da sagde kongen: »Har Joab en finger med i alt dette?« Og kvinden svarede: »Så sandt du lever, herre konge, det er umuligt at slippe uden om, hvad min herre kongen siger. Ja, det var din træl Joab, som pålagde mig dette og lagde din trælkvinde alle disse ord i munden. | 19 Oc Kongen sagde : Er icke Joabs Haand med dig i alt dette? Oc Qvinden svarede / oc sagde : Saa vist som din Siel lefver / min HErre Konge / der er ingen anden / hvercken paa den høyre eller venstre side / i alt dette / som min Herre / Kongen / sagde : Thi din Tienere Joab bød mig det /oc hand lagde alle disse Ord i din Tienerindis Mund : | 19 And the king said, Is not the hand of Joab with thee in all this? And the woman answered and said, As thy soul liveth, my lord the king, none can turn to the right hand or to the left from ought that my lord the king hath spoken: for thy servant Joab, he bade me, and he put all these words in the mouth of thine handmaid: |
| 20 For at give sagen et andet udseende har din træl Joab gjort således. Men min herre er viis som en Guds engel, så han ved alle ting på jorden!« | 20 Ad jeg skulde saa forblumme denne Sag / det hafver din Tienere Joab giort / Men min HErre er vjs / efter en Guds Engels vjsdom / ad forstaa alle Ting som ere paa Jorden. | 20 To fetch about this form of speech hath thy servant Joab done this thing: and my lord is wise, according to the wisdom of an angel of God, to know all things that are in the earth. |
| 21 Derpå sagde kongen til Joab: »Vel, jeg vil gøre det! Gå hen og bring den unge mand, Absalon, tilbage!« | 21 Da sagde Kongen til Joab : See nu / Jeg hfaver giort det / saa gack bort / oc hent Drengen Absalom igien. | 21 And the king said unto Joab, Behold now, I have done this thing: go therefore, bring the young man Absalom again. |
| 22 Da faldt Joab på sit ansigt til jorden og bøjede sig og velsignede kongen og sagde: »Nu ved din træl, at jeg har fundet nåde for dine øjne, herre konge, siden kongen har opfyldt sin træls bøn!« | 22 Da falt Joab paa sit Ansict til Jorden / oc tilbad / oc velsignede Kongen / oc Joab sagde : J dag mercker din Tienere / ad jeg hafver fundit Naade for dine Øyne / min HErre Konge / ad Kongen giør / hvad hans Tienere siger. | 22 And Joab fell to the ground on his face, and bowed himself, and thanked the king: and Joab said, To day thy servant knoweth that I have found grace in thy sight, my lord, O king, in that the king hath fulfilled the request of his servant. |
| 23 Derpå begav Joab sig til Gesjur og hentedeAbsalon tilbage til Jerusalem. | 23 Saa giorde Joab sig rede / oc drog til Gesur / oc hente Absalom til Jerusalem. | 23 So Joab arose and went to Geshur, and brought Absalom to Jerusalem. |
| 24 Men kongen sagde: »Lad ham gå hjem til sit hus; for mit åsyn bliver han ikke stedet!« Da gik Absalon hjem til sit hus, og for kongens åsyn blev han ikke stedet. | 24 Men Kongen sagde : Lader hannem gaa i sit Huus igien /oc icke see mit Ansict : Saa kom Absalom til sit huus / oc saa icke Kongens Ansict. | 24 And the king said, Let him turn to his own house, and let him not see my face. So Absalom returned to his own house, and saw not the king's face. |
| 25 Men ingen mand i hele Israel blev beundret så højt for sin skønhed som Absalon; fra fodsål til isse var der ikke en lyde ved ham. | 25 Der var icke saa deylig en Mand i all Jsrael som Absalom / ad hand blef roost saare : Der var ingen vanske paa hannem / fra hans Fodsool oc indtil hans Jsse. | 25 But in all Israel there was none to be so much praised as Absalom for his beauty: from the sole of his foot even to the crown of his head there was no blemish in him. |
| 26 Og når han lod sit hår klippe - han lod det klippe, hver gang der var gået et år, fordi det blev ham for tungt, derfor måtte han lade det klippe - vejede det 200 sekel efter kongelig vægt. | 26 Oc naar hand ragede sit Hofvet / (som skeede almindeligen hvert Aar/ ad hand ragede det / thi det var hannem for svart / ad hand motte det afrage) da veyede hand sit Hofvethaar / to hundrede Seckel / med Kongens Vect. | 26 And when he polled his head, (for it was at every year's end that he polled it: because the hair was heavy on him, therefore he polled it:) he weighed the hair of his head at two hundred shekels after the king's weight. |
| 27 Der fødtes Absalon tre sønner og een datter ved navn Tamar; hun var en smuk kvinde. | 27 Oc Absalom hafde tre Sønner oc een Datter / oc hendis nafn var Thamar / hun var en deylig Qvinde paa sin Skickelse. | 27 And unto Absalom there were born three sons, and one daughter, whose name was Tamar: she was a woman of a fair countenance. |
| 28 Absalon boede nu to år i Jerusalem uden at blive stedet for kongen. | 28 Sa blef Absalom to Aar i Jerusalem / ad hand icke saa Kongens Ansict. | 28 So Absalom dwelt two full years in Jerusalem, and saw not the king's face. |
| 29 Da sendte Absalon bud efter Joab for at få ham til at gå til kongen; men han ville ikke komme. Han sendte bud een gang til, men han ville ikke komme. | 29 Oc Absalom sendte efter Joab / ad hand kunde sende hannem til Kongen / oc hand vilde icke komme til hannem : Oc hand sendte end anden gang / dog vile hand icke komme. | 29 Therefore Absalom sent for Joab, to have sent him to the king; but he would not come to him: and when he sent again the second time, he would not come. |
| 30 Da sagde han til sine folk »Se den bygmark, Joab har der ved siden af min! Gå hen og stik ild på den!« Og Absalons folk stak ild på marken. | 30 Da sagde hand til sine Svenne: Seer det stycke Joabs Agger hos min / hvr hand hafver Byg paa / gaar hen oc sætter Jld de paa : Da sætte Absaloms Svenne Jld paa det Stycke. | 30 Therefore he said unto his servants, See, Joab's field is near mine, and he hath barley there; go and set it on fire. And Absalom's servants set the field on fire. |
| 31 Da begav Joab sig ind til Absalon og sagde til ham: »Hvorfor har dine folk stukket ild på min mark?« | 31 Da stood Joab op / oc kom til Absalom i Huuset / oc sagde til hannem: Hvi sætte dine Svenne Jld paa det Stycke som hør mig til? Oc Absalom sagde til Joab: | 31 Then Joab arose, and came to Absalom unto his house, and said unto him, Wherefore have thy servants set my field on fire? |
| 32 Absalon svarede Joab: »Se, jeg sendte bud efter dig og bad dig komme herhen, for at jeg kunne sende dig til kongen og sige: hvorfor kom jeg tilbage fra gesjur? Det havde været bedre for mig, om jeg var blevet der! Men nu vil jeg stedes for kongen; er der skyld hos mig så lad ham dræbe mig!« | 32 See / Jeg sendte efter dig / oc lod dig sige : Kom hjd / ad jeg kand sende dig til Kongen / oc lade sige Hvorfor er jeg kommen fra Gesur? Det var mig bedre / ad jeg var der endnu / saa lad mig nu see Kongens Ansict / er der oc en Misgierning hos mig / da slaa hand mig ihiel. | 32 And Absalom answered Joab, Behold, I sent unto thee, saying, Come hither, that I may send thee to the king, to say, Wherefore am I come from Geshur? it had been good for me to have been there still: now therefore let me see the king's face; and if there be any iniquity in me, let him kill me. |
| 33 Joab gik da til kongen og overbragte ham disse ord. Så lod han Absalon kalde, og han kom ind til kongen; og han bøjede sig for ham og faldt på sit ansigt til jorden for kongen. Så kyssede kongen Absalon. | 33 Oc Joab gick hen ind til Kongen / oc gaf hannem det tilkiende / oc hand kaldede ad Absalom / ad hand kom ind til Kongen / oc hand tilbad paa sit Ansict til Jorden / for Kongen . Oc Kongen kyste Absalom. | 33 So Joab came to the king, and told him: and when he had called for Absalom, he came to the king, and bowed himself on his face to the ground before the king: and the king kissed Absalom. |