Apostlenes Gerninger 27 |
1948 | 1647 | King James Version |
| 1 Da det nu var afgjort, at vi skulle sejle til Italien, overgav de både Paulus og nogle andre fanger til en høvedsmand ved navn Julius, som tilhørte dem kejserlige hærafdeling«. | 1 XXVII.Capitel MEn der det var besluttet / ad vi skulde seyle der fra tiL Italien / da antvordede de en Høfvizmand ofver hundrede / ved nafn Julio / ofver Keyserens roode / baade Paulum oc nogle andre Fanger. | 1 And when it was determined that we should sail into Italy, they delivered Paul and certain other prisoners unto one named Julius, a centurion of Augustus' band. |
| 2 Vi gik om bord på et skib fra Adramyttium, som skulle anløbe kystbyerne i provinsen Asien, og afsejlede så; Aristarkus, en makedoner fra Tessalonika, var med os. | 2 Men der vi traadde ind i et Adramyteniske Skib / ad vi skulde seyle hen ved Asiæ side / da foore vi ud / Oc Aristarchus / en macedonier af Thessalonice / var med os. | 2 And entering into a ship of Adramyttium, we launched, meaning to sail by the coasts of Asia; one Aristarchus, a Macedonian of Thessalonica, being with us. |
| 3 Næste dag lagde vi til i Zidon, og Julius, som behandlede Paulus ned velvilje, gav ham lov til at gå hen til vennerne og nyde godt af deres omsorg. | 3 Oc anden Dagen komme vi til Sidonem. Oc Julius holt sig venlig mod Paulum / oc tilstedde hannem ad gaa til Venner / oc lade giøre sig til gode. | 3 And the next day we touched at Sidon. And Julius courteously entreated Paul, and gave him liberty to go unto his friends to refresh himself. |
| 4 Da vi var sejlet ud derfra, holdt vi ind under Kypern, fordi vi havde modvind. | 4 Oc vi foore der fra / oc seylede bort under Cypern / fordi ad Væjret var imod. | 4 And when we had launched from thence, we sailed under Cyprus, because the winds were contrary. |
| 5 Derefter sejlede vi over farvandet ved Kilikien og Panfylien og kom til Myra i Lykien. | 5 Oc vi seylede ofver hafvit / ved Ciliciam oc Pamphyliam / oc komme til Myra i Lycia / | 5 And when we had sailed over the sea of Cilicia and Pamphylia, we came to Myra, a city of Lycia. |
| 6 Der fandt høvedsmanden et aleksandrinsk skib, som skulle til Italien, og indskibede os i det. | 6 Oc der fant Høfvizmanden ofver hundrede / et Skib af Alexandria / som seylede til Itralien / oc sætte os ind i det. | 6 And there the centurion found a ship of Alexandria sailing into Italy; and he put us therein. |
| 7 Men efter at sejladsen i adskillige dage var gået langsomt, og vi med nød og næppe var nået ud for Knidus (vinden var os nemlig ikke gunstig), holdt vi ned under Kreta ved Salmone. | 7 Men der vi seylede seenligen / i mange dage / oc komme neppeligen mod Cnidum / thi Væiret føyede os icke / da seylede vi fræm ud med Creta / hoos Salmonem / | 7 And when we had sailed slowly many days, and scarce were come over against Cnidus, the wind not suffering us, we sailed under Crete, over against Salmone; |
| 8 Med nød og næppe kom vi der forbi og nåede frem til et sted, som kaldes »Gode Havne«, i nærheden af byen Lasæa. | 8 Oc vi droge den besværligen forbj / oc komme til en sted / som kaldis Godhaun / der var den Stad Lasæa nær hoos. | 8 And, hardly passing it, came unto a place which is called The fair havens; nigh whereunto was the city of Lasea. |
| 9 Da der nu var gået en rum tid, og sejladsen allerede var usikker, fordi fastedagen allerede var ovre, advarede Paulus dem og sagde: | 9 Men der megen tjd var forløben / oc det var nu meere farligt at seyle / fordi ad Fasten var oc nu forgangen / da formanede Paulus (dem/) oc sagde til dem / | 9 Now when much time was spent, and when sailing was now dangerous, because the fast was now already past, Paul admonished them, |
| 10 »Folk! jeg ser, at denne sejlads vil medføre ulykke og store tab, ikke blot af ladning og skib, men også af menneskeliv.« | 10 I Mænd / jeg seer / ad denne Seylaz vil skee med Modgang / oc stoor Skade / icke alleeniste paa Ladning oc Skib / men ocsaa paa vore Ljf. | 10 And said unto them, Sirs, I perceive that this voyage will be with hurt and much damage, not only of the lading and ship, but also of our lives. |
| 11 Høvedsmanden stolede imidlertid mere på styrmanden og skipperen end på det, Paulus sagde. | 11 Men Høfvizmanden ofver hundrede / troode Skipperen oc Styrmanden meere / end det som af Paulo blef sagt. | 11 Nevertheless the centurion believed the master and the owner of the ship, more than those things which were spoken by Paul. |
| 12 Og da havnen ikke egnede sig til overvintring, holdt de fleste på, at man skulle sejle derfra og forsøge, om man kunne nå frem og overvintre i Føniks, en havn på Kreta, som er beskyttet mod sydvest og nordvest. | 12 Oc der hafnen var icke beqvem til Vinterlag / da lagde de fleeste et Raad op / ad de vilde fare der fra / om de nogenlunde kunde komme hen til Phænica / ad ligge Vinterlag / hvilcken som er en hafn i Creta / mod Sudvest oc Nordvest. | 12 And because the haven was not commodious to winter in, the more part advised to depart thence also, if by any means they might attain to Phenice, and there to winter; which is an haven of Crete, and lieth toward the south west and north west. |
| 13 Da der nu blæste en svag søndenvind op, mente de at være sikre på at opnå, hvad de ville; de lettede anker og sejlede langs med Kreta. | 13 Men der Søndervæjr blæste op / oc de meente / ad de hafde nu faaet deres Forsæt / da sloe de løøs / oc foore nærmere omkring ved Cretam. | 13 And when the south wind blew softly, supposing that they had obtained their purpose, loosing thence, they sailed close by Crete. |
| 14 Men ikke længe efter kom en heftig hvirvelvind farende ned fra øen; det var den såkaldte »Eurakvilo«. | 14 Oc icke længe der efter / kom der mod den i et hastigt Væjr / som kaldis Nordost. | 14 But not long after there arose against it a tempestuous wind, called Euroclydon. |
| 15 Og da skibet blev revet med og ikke kunne holdes op imod vinden, drejede vi af og lod os drive. | 15 Men der Skibet blef forført der med / oc kunde icke opholde sig mod væjret / da gafve vi det ofver / oc drefve saa. | 15 And when the ship was caught, and could not bear up into the wind, we let her drive. |
| 16 Da vi løb i læ af en lille ø, som hedder Klauda, lykkedes det os, om end med nød og næppe, at bjærge båden. | 16 Men vi løbe under en liden Øø / som kaldis Clauda / oc kunde neppeligen faa fat paa Baaden. | 16 And running under a certain island which is called Clauda, we had much work to come by the boat: |
| 17 Efter at de havde halet den om bord, anvendte de nødmidler og surrede tov om skibet; og af frygt for at de skulle blive forslået helt ned i Syrtem, firede de sejlene ned og lod sig således drive. | 17 Hvilcken der de hafde opdraget / brugte de Hielp / oc opbunde Skibet / oc som de fryctede / ad de skulde icke udfalde i Syrten / lode de Redskabet falde / oc drefve saa. | 17 Which when they had taken up, they used helps, undergirding the ship; and, fearing lest they should fall into the quicksands, struck sail, and so were driven. |
| 18 Og da vi måtte kæmpe hårdt med stormen, begyndte de næste dag at kaste over bord;« | 18 Oc der vi ljdde stoor Storm / kaste de den næste Dag for borde. | 18 And we being exceedingly tossed with a tempest, the next day they lightened the ship; |
| 19 og på den tredje dag kastede de med egne hænder skibets redskaber ud. | 19 Oc paa den tredie Dag kaste vi ud med vore Hænder / Skibets redskab. | 19 And the third day we cast out with our own hands the tackling of the ship. |
| 20 Da hverken sol eller stjerner lod sig se i flere dage, og et hårdt vejr var over os, mistede vi til sidst alt håb om redning. | 20 Men der hvercken Sool eller Stierner lode sig see i nogle mange Dage / oc icke en liden Storm hengde os ofver / Da var ald haabet / ad vi skulde frelsis / borte. | 20 And when neither sun nor stars in many days appeared, and no small tempest lay on us, all hope that we should be saved was then taken away. |
| 21 Da de nu længe ikke havde kunnet tage føde til sig, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: »Folk! I burde have adlydt mig og ikke være sejlet bort fra Kreta, så havde I sparet os for sådan ulykke og tab. | 21 Oc der mand icke hafde ædet i lang tjd / da stood Paulus midt iblant dem / oc sagde / O j Mænd / mand burde ad hafve lydt mig ad / oc icke ad hafve seylet fra Creta / oc ad hafve værit qvjt for denne Modgang oc Skade. | 21 But after long abstinence Paul stood forth in the midst of them, and said, Sirs, ye should have hearkened unto me, and not have loosed from Crete, and to have gained this harm and loss. |
| 22 Men nu formaner jeg jer til at være ved godt mod. Intet menneskeliv skal gå tabt, kun skibet. | 22 Oc nu formaner jeg eder / ad j blifve ved et got Mood / thi der skal ingen Mands Ljf af os forkastis / mee aleene Skibet. | 22 And now I exhort you to be of good cheer: for there shall be no loss of any man's life among you, but of the ship. |
| 23 Thi en engel fra den Gud, som jeg tilhører, og som jeg også tjener, stod hos mig i nat og sagde: | 23 Thi ad denne Nat stood en Guds Engel hos mig / hvis jeg er / oc hvilcken jeg dyrcker / | 23 For there stood by me this night the angel of God, whose I am, and whom I serve, |
| 24 »Frygt ikke, Paulus! du skal blive stillet for kejseren; og se, Gud har også skænket dig alle dem, som sejler med dig.« | 24 Oc sagde / Fryct dig icke Paule / der bør dig ad stillis for Keyseren: Oc see / Gud hafver gifvit dig alle dem som seyle med dig. | 24 Saying, Fear not, Paul; thou must be brought before Caesar: and, lo, God hath given thee all them that sail with thee. |
| 25 Vær derfor ved godt mod, folk! thi jeg har den tillid til Gud, at det vil gå sådan, som det er sagt mig. | 25 Derfor j Mænd / værer ved got Mood / thi jeg troor Gud / ad det skal saa vorde / lige som mig er sagt. | 25 Wherefore, sirs, be of good cheer: for I believe God, that it shall be even as it was told me. |
| 26 Men vi må strande på en ø.« | 26 Men os bør ad fare til en Øø. | 26 Howbeit we must be cast upon a certain island. |
| 27 Da vi nu på fjortende nat drev omkring i Adriaterhavet, forekom det søfolkene ved midnatstid, at der var land i nærheden. | 27 Men der den fiortende Nat kom / oc vi drefve hid oc did i Adria ved midnat / da meene Skibsmændene / ad der var et Land nær mod dem. | 27 But when the fourteenth night was come, as we were driven up and down in Adria, about midnight the shipmen deemed that they drew near to some country; |
| 28 Og da de loddede dybden, fik de tyve favne, og da de lidt længere fremme loddede igen, fik de femten favne. | 28 Oc de kaste et Blylod need / oc funde tive Faune dyb / men som de vare komne lidet der fra / kaste de oc atter / oc funde femten Faune.) | 28 And sounded, and found it twenty fathoms: and when they had gone a little further, they sounded again, and found it fifteen fathoms. |
| 29 Så blev de bange for, at vi skulle støde på et skær, og de kastede fire ankre ud fra bagstavnen og ønskede blot, det måtte blive dag. | 29 Oc de fryctede / ad de maa skee fulde støde paa haarde ujefne steder / oc de kaste fire Anckere af Bagstafnen / oc ynskede ad det vilde vorde Dag. | 29 Then fearing lest we should have fallen upon rocks, they cast four anchors out of the stern, and wished for the day. |
| 30 Men søfolkene gjorde forsøg på at flygte fra skibet; de firede båden ned i søen under påskud af at ville lægge ankre ud fra forstavnen. | 30 Men der Skibsmændene søgte efter ad fly af Skibet / oc sætte Baaden need i Hafvit / oc lode som de vilde udføre Anckere af Forstafnen. | 30 And as the shipmen were about to flee out of the ship, when they had let down the boat into the sea, under colour as though they would have cast anchors out of the foreship, |
| 31 Da sagde Paulus til høvedsmanden og soldaterne: »Hvis de folk der ikke bliver om bord, kan I ikke blive reddet.« | 31 Da sagde Paulus til Høfvizmanden ofver hundrede / oc til Sktridsmændene / Dersom disse icke blifve i SKibet / da kunde j icke blifve frelst. | 31 Paul said to the centurion and to the soldiers, Except these abide in the ship, ye cannot be saved. |
| 32 Så kappede soldaterne bådens tove og lod den drive bort. | 32 Da hugge Strjdsmændene Baaden løs / oc lode den falde ud. | 32 Then the soldiers cut off the ropes of the boat, and let her fall off. |
| 33 Mens det nu var ved at dages, opmuntrede Paulus alle til at tage føde til sig og sagde: »I har i dag i fjorten dage holdt ud og fastet uden at tage noget til jer. | 33 Men dis imellem indtil det blef Dag / formanede Paulus alle / ad de skulde faa Mad / oc sagde / Det er i Dag den fiortende Dag / ad j hafve tøfvet oc icke ædet / oc intet taget til eder. | 33 And while the day was coming on, Paul besought them all to take meat, saying, This day is the fourteenth day that ye have tarried and continued fasting, having taken nothing. |
| 34 Derfor opfordrer jeg jer til at tage føde til jer, thi det hører med til jeres redning; ingen af jer skal miste så meget som et hovedhår.« | 34 Derfor formaner jeg eder / ad j faae mad / thi der hør til eders velfært / Thi der skal icke falde et Haar af nogen eders Hofvit. | 34 Wherefore I pray you to take some meat: for this is for your health: for there shall not an hair fall from the head of any of you. |
| 35 Efter at han havde sagt dette, tog han brød og takkede Gud for alles øjne og brød det og begyndte at spise. | 35 Men der hand hafde det sagt / oc hafde tagit Brød / tackede hand Gud / for alles Øyne / oc brødt det / oc begynte ad æde. | 35 And when he had thus spoken, he took bread, and gave thanks to God in presence of them all: and when he had broken it, he began to eat. |
| 36 Så fik de alle nyt mod, og de tog føde til sig. | 36 Men de blefve alle frjmodige / oc sfinge dem ocsaa Mad. | 36 Then were they all of good cheer, and they also took some meat. |
| 37 (Vi var i alt 276 sjæle om bord). | 37 Men vi vare i Skibet / alle Siele tu hundrede halffierdesinds tive oc sex. | 37 And we were in all in the ship two hundred threescore and sixteen souls. |
| 38 Og da de havde spist sig mætte, kastede de hvedeladningen over bord og lettede således skibet. | 38 Oc der de blefve mætte / forlaassede de Skibet / kaste Kornet i Hafvet. | 38 And when they had eaten enough, they lightened the ship, and cast out the wheat into the sea. |
| 39 Da det nu blev dag, kendte de ikke landet; men de lagde mærke til en vig med en forstrand, hvor de besluttede, om muligt, at sætte skibet på grund. | 39 Men der det nu blef Dag / kiende de Landet icke. Men de blefve en Vjg var / som hafde en (stoor) Hafbræd / i hvilcken de vilde hafve drefvit SKibet hen / oc de hafde kundt. | 39 And when it was day, they knew not the land: but they discovered a certain creek with a shore, into the which they were minded, if it were possible, to thrust in the ship. |
| 40 Derpå kappede de ankrene og lod dem blive i søen, og samtidig løste de rortovene og satte forsejlet til for vinden og holdt ind mod strandbredden. | 40 Oc der de hafde taget Anckerne op / ofvergafve de (Skibet) for Hafvet / oc løste Rorbondene af / oc ophizede Raaen for Væjret / oc lagde til Hafbredden. | 40 And when they had taken up the anchors, they committed themselves unto the sea, and loosed the rudder bands, and hoisted up the mainsail to the wind, and made toward shore. |
| 41 De stødte da på et rev med dybt vand på begge sider, og der lod de skibet løbe på grund, og forstavnen borede sig fast og var ikke til at rokke, men bagstavnen sloges efterhånden i stykker af brændingen. | 41 Men der vi falt ind i en sted / som hafde Hafvet paa baade sider / da satte de Skibet der / oc den fremmer Stafn Sanck i oc blef urørlig / men Bagstafnen slois sønder af Bølgeres mact. | 41 And falling into a place where two seas met, they ran the ship aground; and the forepart stuck fast, and remained unmoveable, but the hinder part was broken with the violence of the waves. |
| 42 Soldaterne besluttede nu at slå fangerne ihjel, for at ingen skulle svømme bort og undkomme. | 42 Men det var Stridsmændenes Raad / ad de skulde ihielslaa Fangerne / ad der skulde icke nogen unkdomme / om hand svømmede bort. | 42 And the soldiers' counsel was to kill the prisoners, lest any of them should swim out, and escape. |
| 43 Men høvedsmanden, der ville redde Paulus, hindrede dem i at udføre deres beslutning; han bød, at først skulle de, som kunne svømme, springe i vandet og søge at slippe i land, | 43 Men Høfvizmanden ofver hundrede / som vilde bevare Paulum / forhindrede dem i dette Raad, Oc hand bød / ad de som kunde svømme / fkulde først kaste sig ud / ad undkomme til Landet / | 43 But the centurion, willing to save Paul, kept them from their purpose; and commanded that they which could swim should cast themselves first into the sea, and get to land: |
| 44 og så skulle de andre følge efter, nogle på planker, andre på vragstumper. Og således skete det, at de alle reddede sig i land. | 44 Oc de andre svomme paa Fiæle / men somme paa nogle (stycker) af Skibet. Oc saa skeede det / ad de komme alle frelste til Landet. | 44 And the rest, some on boards, and some on broken pieces of the ship. And so it came to pass, that they escaped all safe to land. |