Apostlenes Gerninger 7 |
1948 | 1647 | King James Version |
| 1 Men ypperstepræsten spurgte: »Forholder dette sig således?« | 1 VII. Capitel. MEn den ypperste Præst sagde / Mon det da hafve sig saa? | 1 Then said the high priest, Are these things so? |
| 2 Da svarede Stefanus: »Brødre og fædre, hør på mig! Herlighedens Gud åbenbarede sig for vor fader Abraham, medens han endnu var i Mesopotanien, førend han bosatte sig i Karan, | 2 Men hand sagde / I Mænd / Brødre oc Fædre / hører til. Herlighedsens Gud obenbaredis vor Fader Abraham / der hand var i Mesopotamia / før end hand boode i Charran: | 2 And he said, Men, brethren, and fathers, hearken; The God of glory appeared unto our father Abraham, when he was in Mesopotamia, before he dwelt in Charran, |
| 3 og sagde til ham: »Drag ud fra dit land og fra din slægt, og gå til det land, jeg vil vise dig.« | 3 Oc sagde til hannem / Gack ud af dit Land oc fra dit Fredskab / oc kom til et Land / som jeg vil vise dig. | 3 And said unto him, Get thee out of thy country, and from thy kindred, and come into the land which I shall show thee. |
| 4 Da drog han ud fra kaldæernes land og bosatte sig i Karan; og efter at hans fader var død, bød Gud ham flytte derfra hen i dette land, hvor I nu bor. | 4 Da udgick hand af de Chaldæers Land / oc boode i Charran. Oc Hand førde hannem der fra / der hans Fader var død / hen ofver i dette Land / som j nu boe udi. | 4 Then came he out of the land of the Chaldaeans, and dwelt in Charran: and from thence, when his father was dead, he removed him into this land, wherein ye now dwell. |
| 5 Og han gav ham ikke ejendom deri, ikke så meget som en fodsbred; dog lovede han at give ham det i eje og hans afkom efter han, skønt ham endnu intet barn havde. | 5 Oc hand gaf hannem icke Arfvedeel der udi / icke end een Foods breed / oc hand hafde (dog) lofvid hannem / ad hand vilde gifve hannem det ad besidde / oc hans Sæd efter hannem / dog hand hafde icke Barn. | 5 And he gave him none inheritance in it, no, not so much as to set his foot on: yet he promised that he would give it to him for a possession, and to his seed after him, when as yet he had no child. |
| 6 Således talte Gud: »Hans afkom skal bo som fremmede i et land, der ikke er deres eget, og dér skal de gøre dem til trælle og mishandle dem i 400 år.« | 6 Men Gud hafde sagt saa / Ad hans Sæd skulde boo hoos andre / udi et fremmed Land / oc de skulde giøre den til Trælle / oc fare ilde der med i fire hundrede Aar. | 6 And God spake on this wise, That his seed should sojourn in a strange land; and that they should bring them into bondage, and entreat them evil four hundred years. |
| 7 »Dog vil jeg dømme det folk, de skal trælle for,« sagde Gud; »og siden skal de drage ud og dyrke mig på dette sted.« | 7 Oc det Folck som de skulle tiene / vil jeg dømme / sagde Gud. Oc der efter skulle de drage ud / oc dyrcke mig paa denne Sted. | 7 And the nation to whom they shall be in bondage will I judge, said God: and after that shall they come forth, and serve me in this place. |
| 8 Og han oprettede omskærelsens pagt med han. Så blev Abraham fader til Isak og omskar ham på den ottende dag, og Isak blev fader til Jakob, og Jakob til vore tolv stamfædre. | 8 Oc hand gaf hannem Omskærelsens Pact: Oc saa aflede hand Jsaac / oc omskaaar hannem den ottende Dag: Oc Jsaac Jacob / oc Jacob de tolf Patriacher. | 8 And he gave him the covenant of circumcision: and so Abraham begat Isaac, and circumcised him the eighth day; and Isaac begat Jacob; and Jacob begat the twelve patriarchs. |
| 9 Og vore stamfædre blev misundelige på Josef og solgte han til Ægypten. Men Gud var med ham | 9 Oc Patriarcherne hadede Joseph / oc solde hannem til Ægypten. Men Gud var med hannem / | 9 And the patriarchs, moved with envy, sold Joseph into Egypt: but God was with him, |
| 10 og udfriede han af alle hans trængsler og gav ham yndest og visdom, da han stod for Farao, kongen af Ægypten, så han satte ham til at styre Ægypten og hele sit hus. | 10 Oc frelste hannem af alle hans Trængsler / Oc gaf hannem Naade oc Vjsdom for Pharao / Konge i Ægypten / oc sætte hannem til en Første ofver Ægypten / oc hans gandske Huus. | 10 And delivered him out of all his afflictions, and gave him favour and wisdom in the sight of Pharaoh king of Egypt; and he made him governor over Egypt and all his house. |
| 11 Men der kom hungersnød over hele Ægypten og Kana'an, en stor trængsel, og vore fædre kunne ikke finde føde. | 11 Men der som Hunger ofver det gandske Land Ægypten oc Canaan / oc en stor Trængsel: Oc vore Fædre funde icke Mad. | 11 Now there came a dearth over all the land of Egypt and Chanaan, and great affliction: and our fathers found no sustenance. |
| 12 Men da Jakob hørte, at der var korn at få i Ægypten, sendte han vore fædre ud første gang. | 12 Men Jacob hørde / ad der var Korn i Ægypten / oc hand sende vore Fædre ud første gang. | 12 But when Jacob heard that there was corn in Egypt, he sent out our fathers first. |
| 13 Og anden gang gav Josef sig til kende for sine brødre, og Farao blev klar over Josefs herkomst. | 13 Oc anden gang blef Joseph kient af sine Brødre / oc Josephs Slect blef obenbaret for Pharao. | 13 And at the second time Joseph was made known to his brethren; and Joseph's kindred was made known unto Pharaoh. |
| 14 Så sendte Josef bud og lod sin fader Jakob og hele sin slægt kalde til sig, i alt femoghalvfjerdsindstyve sjæle. | 14 Men Joseph sende ud / oc lood hente sin Fader Jacob / oc all sin Slect / fem oc halffieerdesindstive Siele. | 14 Then sent Joseph, and called his father Jacob to him, and all his kindred, threescore and fifteen souls. |
| 15 Og Jakob drog ned til Ægypten. Og dér døde han og vore fædre, | 15 Men Jacob drog need i Ægypten: Oc hand døde / oc vore Fædre. | 15 So Jacob went down into Egypt, and died, he, and our fathers, |
| 16 og de blev ført til Sikem og lagt i den grav, som Abraham havde købt for en sum penge af Hamors sønner i Sikem. | 16 Oc de ere ofverførde til Sichem / oc lagde i den Graf / som Abraham kiøbte for Pendinges værd fra dem af Emmors Børn Sichems. | 16 And were carried over into Sychem, and laid in the sepulchre that Abraham bought for a sum of money of the sons of Emmor the father of Sychem. |
| 17 Efterhånden som tiden nu nærmede sig, da den forjættelse, som Gud havde tilsagt Abraham, skulle opfyldes, voksede folket og blev talrigt i Ægypten, | 17 Men der Forjættelsens tjd kom / som Gud hafde soret Abraham / da voxte Folcket oc formeerede sig i Ægypten / | 17 But when the time of the promise drew nigh, which God had sworn to Abraham, the people grew and multiplied in Egypt, |
| 18 indtil der kom en anden konge over Ægypten, som ikke kendte noget til Josef. | 18 Indtil der opstood en anden Konge / som icke hafde kiend Joseph. | 18 Till another king arose, which knew not Joseph. |
| 19 Han gik listigt til værks mod vort folk og plagede vore fædre, så de måtte sætte deres spædbørn ud, for at de ikke skulle blive i live. | 19 Hand trædskeligen undertrycte vor Slect / oc foer ilde med vore Fædre / ad de skulde kaste deres unge Børn bort / ad de icke skulde formeeres. | 19 The same dealt subtly with our kindred, and evil entreated our fathers, so that they cast out their young children, to the end they might not live. |
| 20 På den tid blev Moses født, og han var et dejligt barn for Gud; han blev opfostret tre måneder i sin faders hus. | 20 Paa den tjd blef Moses født / oc var deylig for Gud / som blef opforstret i tre Maanede i sin Faders Huus. | 20 In which time Moses was born, and was exceeding fair, and nourished up in his father's house three months: |
| 21 Så blev han sat ud, men Faraos datter tog ham op og opfostrede ham som sin egen søn. | 21 Men der hand var bortkast / da tog Pharaos Datter hannem op / oc fostrede hannem op / sig self til en Søn. | 21 And when he was cast out, Pharaoh's daughter took him up, and nourished him for her own son. |
| 22 Og Moses blev oplært i al ægypternes visdom; og han var mægtig både i ord og gerning. | 22 Oc Moses blef Oplært i all Ægypten Vjsdom : Oc hand var mæctig i Ord oc Gierninger. | 22 And Moses was learned in all the wisdom of the Egyptians, and was mighty in words and in deeds. |
| 23 Men da han blev fyrretyve år gammel, opkom det i hans hjerte, at han ville besøge sine brødre, Israels børn. | 23 Men der hand blef fyrretive Aar gammel / fick hand i sinde / ad besøge sine Brødre / de Jsraels Børn. | 23 And when he was full forty years old, it came into his heart to visit his brethren the children of Israel. |
| 24 Og da han så, at en af dem led uret, tog han den mishandlede i forsvar og hævnede ham ved at slå ægypteren ihjel. | 24 Oc der hand saa een ljde uret / beskæmede hand (hannem/) oc hefnede hans uret som var ofverfalden / oc slog Ægypteren. | 24 And seeing one of them suffer wrong, he defended him, and avenged him that was oppressed, and smote the Egyptian: |
| 25 Nu mente han, at hans brødre ville forstå, at Gud ved hans hånd ville give dem frelse; men det forstod de ikke. | 25 Men hand meente / ad hans Brødre skulde forstaait / ad Gud gaf dem saliggiørelse ved hans Haand: Men de forstoode det icke. | 25 For he supposed his brethren would have understood how that God by his hand would deliver them: but they understood not. |
| 26 Næste dag viste han sig iblandt dem, mens de stredes, og han ville forlige dem, så de holdt fred, og sagde: »Mænd! I er jo brødre, hvorfor gør I hinanden uret?« | 26 Men den anden Dag b lef hand seet af dem / som trættede / oc kom dem til ad holde Fred / oc sagde / I Mænd / j ere Brødre: Hvi giøre j hver andre uret? | 26 And the next day he showed himself unto them as they strove, and would have set them at one again, saying, Sirs, ye are brethren; why do ye wrong one to another? |
| 27 Men han, som havde gjort sin landsmand uret, stødte ham fra sig og sagde: »Hvem har sat dig til hersker og dommer over os? | 27 Men den som giorde (sin) Næste uret / støtte hannem fra sig / oc sagde / Hvo hafver sæt dig til en Øfverste oc Dommere ofver os? | 27 But he that did his neighbour wrong thrust him away, saying, Who made thee a ruler and a judge over us? |
| 28 Vil du måske slå mig ihjel, ligesom du i går slog ægypteren ihjel?« | 28 Vilt du oc slaa mig ihiel / som du i Gaar ihielslog den Ægypter? | 28 Wilt thou kill me, as thou diddest the Egyptian yesterday? |
| 29 Da Moses hørte det, flygtede han bort og boede som fremmed i Midians land, hvor han blev fader til to sønner. | 29 Da flydde Moses for denne Tale / oc blef en udlænding i Madians Land: Hvor hand aulede to Sønner. | 29 Then fled Moses at this saying, and was a stranger in the land of Madian, where he begat two sons. |
| 30 Og efter fyrretyve års forløb åbenbarede en engel sig for ham i ørkenen ved bjerget Sinaj, i en tornebusk, der stod i lys lue. | 30 Oc der fyrretive Aar vare fuldkomne / blef HErrens Engel seet af hannem i Sina Biergs Ørcke / i en Tornbuskes gloende Lue. | 30 And when forty years were expired, there appeared to him in the wilderness of mount Sina an angel of the Lord in a flame of fire in a bush. |
| 31 Men da Moses så det, undrede han sig over dette syn, og da han gik hen for at se, hvad det var, lød Herrens røst: | 31 Men der Moses det saa / forundrede hand sig paa den Siun: men der hand gick hen ad acte der paa / skeede HErrens Røst til hannem / | 31 When Moses saw it, he wondered at the sight: and as he drew near to behold it, the voice of the Lord came unto him, |
| 32 »Jeg er dine fædres Gud, Abrahams, Isaks og Jakobs Gud.« Da skælvede Moses og vovede ikke at se derhen. | 32 Jeg er dine Fædres Gud / Abrahams Gud / oc Jsaacs Gud / oc Jacobs Gud. Da befvede Moses / oc torde icke acte der paa. | 32 Saying, I am the God of thy fathers, the God of Abraham, and the God of Isaac, and the God of Jacob. Then Moses trembled, and durst not behold. |
| 33 Men Herren sagde til ham: »Drag skoene af dine fødder; thi det sted, du står på, er hellig jord. | 33 Men HErren sagde til hannem / Løs dine Sko af dine Fødder. Thi den Sted / der som du staar / er hellig Jord. | 33 Then said the Lord to him, Put off thy shoes from thy feet: for the place where thou standest is holy ground. |
| 34 Grant har jeg set mishandlingen af mit folk i Ægypten, og jeg har hørt deres suk og er steget ned for at udfri dem; og nu, kom! jeg vil sende dig til Ægypten.« | 34 Jeg hafver vel seet det onde mit Folck ljder / som er i Ægypten / oc jeg hafver hørt deres Suck / oc er nedkommen ad udfrj dem: Oc (kom) nu hjd / Jeg vil sende dig til Ægypten. | 34 I have seen, I have seen the affliction of my people which is in Egypt, and I have heard their groaning, and am come down to deliver them. And now come, I will send thee into Egypt. |
| 35 Denne Moses, som de fornægtede ved at sige: »Hvem har sat dig til hersker og dommer?« ham sendte Gud til at være både hersker og befrier, hjulpen af den engel, som åbenbarede sig for ham i tornebusken. | 35 Denne Mosen / hvilcken de nectede / oc sagde / Hvo hafver sæt dig til en Øfverste oc Dommere? Denne hensende Gud til (ad være) en Øfverste oc Frelsere / ved Engelens Haand / som blef seet af hannem i Tornbusken. | 35 This Moses whom they refused, saying, Who made thee a ruler and a judge? the same did God send to be a ruler and a deliverer by the hand of the angel which appeared to him in the bush. |
| 36 Ham var det, som førte dem ud, idet han gjorde undere og tegn i Ægyptens land og i det røde Hav og i ørkenen i fyrretyve år. | 36 Denne udførde dem / der hand hafde giort underlige Gierninger oc Tegn i Ægypti Land / oc i det røde Haf / oc i Ørcken i fyrretive Aar. | 36 He brought them out, after that he had showed wonders and signs in the land of Egypt, and in the Red sea, and in the wilderness forty years. |
| 37 Det var denne Moses, som sagde til Israels børn: »En profet som mig vil Gud lade fremstå for jer, en af jeres brødre.« | 37 Denne er den Moses / som sagde til de Jsraels Børn / HErren eders Gud skal opreise eder en prophete af eders Brødre / som mig / Den skulle j høre. | 37 This is that Moses, which said unto the children of Israel, A prophet shall the Lord your God raise up unto you of your brethren, like unto me; him shall ye hear. |
| 38 Det var også ham, som dengang menigheden var i ørkenen, både færdedes sammen med engelen, der talte til ham på bjerget Sinaj, og sammen med vore fædre; og han modtog levende ord, som ham skulle give til jer. | 38 Denne er den / som var i Mennigheden udi Ørcken / med Englen / som talde med hannem paa Sina Bierg / oc (med) vore Fædre / som annammede de lefvende Ord / ad gifve os. | 38 This is he, that was in the church in the wilderness with the angel which spake to him in the mount Sina, and with our fathers: who received the lively oracles to give unto us: |
| 39 Men vore fædre ville ikke adlyde han; de stødte ham fra sig og vendte sig med deres hjerter til Ægypten og sagde til Aron: | 39 Hvilcken eders Fædre vilde icke væe lydige / Men støtte (hannem) fra sig / oc vende sig om i deres Hierter til Ægypten. | 39 To whom our fathers would not obey, but thrust him from them, and in their hearts turned back again into Egypt, |
| 40 »Lav os guder, som kan drage foran os; thi denne Moses, som førte os ud af Ægyptens land, ham ved vi ikke, hvad der er blevet af.« | 40 Oc sagde til Aaron / Giør os Guder / som kunde gaae for os: Thi vi vide icke hvad denne Mose / som udførde os af Ægypti Land / er skeed. | 40 Saying unto Aaron, Make us gods to go before us: for as for this Moses, which brought us out of the land of Egypt, we wot not what is become of him. |
| 41 Og i de dage lavede de en kalv og bragte offer til afgudsbilledet og frydede sig over deres hænders værk. | 41 Oc de giorde en Kalf i de samme Dage / oc fremførde Offer for Afguden / oc vare lystige i deres Hænders gierninger. | 41 And they made a calf in those days, and offered sacrifice unto the idol, and rejoiced in the works of their own hands. |
| 42 Da vendte Gud sig fra dem og gav dem hen til at dyrke himmelens hærskare, således som der står skrevet i profeternes bog: »Har I vel, Israels hus! bragt mig slagtofre og andre ofre i de fyrretyve år i ørkenen? | 42 Men Gud vende sig / oc gaf dem hen ad tiene Himmelens Hær / som skrefvit er i Propheternes Bog / Mon j (som ere) Jsraels Huus / hafve ofret mig Slact Offer oc (anden) Offer / i fyrretive Aar i Ørcken? | 42 Then God turned, and gave them up to worship the host of heaven; as it is written in the book of the prophets, O ye house of Israel, have ye offered to me slain beasts and sacrifices by the space of forty years in the wilderness? |
| 43 Nej, I bar Moloks' telt og guden Remfans stjerne, de billeder, som I havde lavet for at tilbede dem; nu vil jeg flytte jer bort hinsides Babylon.« | 43 Oc j annammede Molochs Bolig / oc Remphans eders Guds Stierne / de Billeder som j hafve giort / ad tilbede dem: Oc jeg vil forflytte eder bort paa hjn side Babylon. | 43 Yea, ye took up the tabernacle of Moloch, and the star of your god Remphan, figures which ye made to worship them: and I will carry you away beyond Babylon. |
| 44 Vore fædre i ørkenen havde vidnesbyrdets telt, indrettet således som han, der talte til Moses, havde befalet, efter det forbillede, som han havde set. | 44 Vidnisbyrdens Tabernackel var iblant vore Fædre i Ørcken / som hand hafde beskickit / der talde til Mose / Ad hand skulde giøre det efter den Lignelse som hand hafde seet. | 44 Our fathers had the tabernacle of witness in the wilderness, as he had appointed, speaking unto Moses, that he should make it according to the fashion that he had seen. |
| 45 Dette tog vore fædre i arv og bragte det under Josua med ind, dengang de tog landet i besiddelse efter hedningerne, som Gud fordrev fra vore fædres åsyn; og således var det indtil Davids tid. | 45 Hvilcket vore Fædre annammede / oc indførde det med JEsu i Landet / som Hedningene hafde inde / hvilcke Gud uddref fra vore Fædres Ansict / indctil Davids dage. | 45 Which also our fathers that came after brought in with Jesus into the possession of the Gentiles, whom God drave out before the face of our fathers, unto the days of David; |
| 46 Han fandt nåde for Gud og bad om, at han måtte finde en bolig for Jakobs Gud. | 46 Som fant Naade for Gud / oc begærde ad finde et Tabernackel for Jacobs Gud. | 46 Who found favour before God, and desired to find a tabernacle for the God of Jacob. |
| 47 Men det blev Salomon, som byggede ham et hus. | 47 Men Salomon bygde hannem et Huus. | 47 But Solomon built him an house. |
| 48 Dog, den Højeste bor ikke i huse, gjorte med hænder, men som profeten siger: | 48 Men de høyeste boor icke i Temple / som ere giorde med Hænder / som Propheten siger / | 48 Howbeit the most High dwelleth not in temples made with hands; as saith the prophet, |
| 49 »Himlen er min trone og jorden mine fødders skammel. Hvad for et hus vil I bygge mig? siger Herren, eller hvor er stedet, jeg skulle hvile på? | 49 Himmelen er mig en Stool / men Jorden mine Fødders Fodskammel. Hvad for et Huus ville j bygge mig? siger HErren: eller hvilcken er min Hvilis sted? | 49 Heaven is my throne, and earth is my footstool: what house will ye build me? saith the Lord: or what is the place of my rest? |
| 50 Er det ikke min hånd, som har skabt alt dette?« | 50 Hafver icke miin Haand giort alle disse Ting. | 50 Hath not my hand made all these things? |
| 51 I stivnakkede og uomskårne på hjerter og øren t Altid sætter I jer op imod Helligånden som jeres fædre, således I. | 51 I haarde Halse oc uomskaarne i Hierte oc Øren / j imodstaae altjd den Hellig-Aand / som eders Fædre (saa) oc j. | 51 Ye stiffnecked and uncircumcised in heart and ears, ye do always resist the Holy Ghost: as your fathers did, so do ye. |
| 52 Hvem af profeterne har jeres fædre ikke forfulgt? de dræbte dem, som forud forkyndte, at den Retfærdige skulle komme, og hans forrædere og mordere er I blevet. | 52 Hvilcken af Propheterne forfulde icke eders Fædre? oc de ihielsloge dem / som før forkyndede den Retfærdigis tilkommelse / hves Forrædere oc Mordere j erer nu blefne. | 52 Which of the prophets have not your fathers persecuted? and they have slain them which showed before of the coming of the Just One; of whom ye have been now the betrayers and murderers: |
| 53 I modtog loven, formidlet ved engle, men I har ikke holdt den!« | 53 I som annammede Loven / ved Englenes beskickelser / oc hafve icke huldet (den.) | 53 Who have received the law by the disposition of angels, and have not kept it. |
| 54 Da de hørte dette, blev de forbitrede i deres hjerter og skar tænder. | 54 Mender de dette hørde / da skar det dem i deres Hierter / oc de beede Tænderne tilsammen ofver hannem. | 54 When they heard these things, they were cut to the heart, and they gnashed on him with their teeth. |
| 55 Men fuld af Helligånden stirrede han op imod Himmelen og så Guds herlighed og Jesus stående ved Guds højre hånd. | 55 Men som hand var fuld af den Hellig-Aand / saa hand fast til Himmelen / oc saa Guds Herlighed / oc JEsum som stood hoos Guds høyre Haand / | 55 But he, being full of the Holy Ghost, looked up stedfastly into heaven, and saw the glory of God, and Jesus standing on the right hand of God, |
| 56 Og han sagde: »Se, jeg skuer Himlene åbne og Menneskesønnen stående ved Guds højre hånd.« | 56 Oc sagde / See / jeg seer Himlene obnede / oc den Menniskens Søn staa hoos Guds høyre Haand. | 56 And said, Behold, I see the heavens opened, and the Son of man standing on the right hand of God. |
| 57 Da skreg de med høj røst og holdt sig for ørene og stormede alle som én ind på ham; | 57 Men de raabte med stoor Røst / oc hulde for deres Øren / oc stormede samdrecteligen ind paa hannem / | 57 Then they cried out with a loud voice, and stopped their ears, and ran upon him with one accord, |
| 58 og de slæbte ham uden for byen og stenede ham. Og vidnerne lagde deres klæder ved fødderne af en ung mand, som hed Saulus. | 58 Oc støtte hannem ud af Staden / oc steenede (hannem:) Oc Vidnesbyrdene aflagde deres Klæder / hoos en ung Karls Fødder / som kaltis Saulus. | 58 And cast him out of the city, and stoned him: and the witnesses laid down their clothes at a young man's feet, whose name was Saul. |
| 59 Så stenede de Stefanus, medens han bad og sagde: »Herre Jesus, tag imod min ånd!« | 59 Oc de steenede Stephanum / som paakaldede / oc sagde / oc HErris JEsu annam min Aand. | 59 And they stoned Stephen, calling upon God, and saying, Lord Jesus, receive my spirit. |
| 60 Og han faldt på knæ og råbte ned høj røst: »Herre, tilregn dem ikke denne synd!« Og da han havde sagt dette, sov han hen. | 60 Men hand falt need paa Knæ / oc raabte med stoor Røst / HErris / tilretn dem icke denne synd. Oc som hand det hafde sagdt / sof hand hen. | 60 And he kneeled down, and cried with a loud voice, Lord, lay not this sin to their charge. And when he had said this, he fell asleep. |