Daniels bog 6 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 og mederen Darius overtog riget i en alder af to og tresindstyve år. | 1 VI. Capitel. OC Darius den Meder indtog Riget der hand var nu to oc tresinds tive Aar (gammel:) | 1 And Darius the Median took the kingdom, being about threescore and two years old. |
| 2 Darius fandt for godt at lægge riget under 120 satraper, fordelt over hele riget; | 2 Det siuntis Dario got / oc hand sætte ofver Kongeriget Lands-Fogeder / hundrede oc tive / | 2 It pleased Darius to set over the kingdom an hundred and twenty princes, which should be over the whole kingdom; |
| 3 og over dem satte han tre rigsråder, af hvilke Daniel var den ene, for at satraperne skulle aflægge regnskab for dem, så kongen intet tab led. | 3 Oc som skulde være ofver dem / i det gandske Rige / Tre Fyrster / (af hvilcke den eene var Daniel/) hvilcke Landsfogederne skulle giøre Regnskab / ad Kongen icke skulde lide skade. | 3 And over these three presidents; of whom Daniel was first: that the princes might give accounts unto them, and the king should have no damage. |
| 4 Da nu Daniel udmærkede sig fremfor de andre rigsråder og satraperne, eftersom der var en ypperlig ånd i ham, og kongen derfor tænkte på at sætte ham over hele riget, | 4 Da ofvergick Daniel Fyrsterne oc Landsfogederne / Thi der var en ypperslig Aand i hannem / oc Kongen tænckte ad sætte hannem ofver det gandske Rige. | 4 Then this Daniel was preferred above the presidents and princes, because an excellent spirit was in him; and the king thought to set him over the whole realm. |
| 5 søgte rigsråderne og satraperne at finde en eller anden brøde i hans embedsførelse; men de kunne ikke finde nogen brøde eller brist, da han var tro og der ingen efterladenhed eller brist var at finde hos ham. | 5 Da søgte Fyrsterne oc landsfogederne efter / ad finde Aarsag mod Daniel / Riget anlangendis. Men de kunde ingen Sag eller ond Gierning finde / fordi hand var trofast / oc ingen skyld eller ond Gierning kunde findis i hannem. | 5 Then the presidents and princes sought to find occasion against Daniel concerning the kingdom; but they could find none occasion nor fault; forasmuch as he was faithful, neither was there any error or fault found in him. |
| 6 Så sagde disse mænd: »vi finder ingen sag mod denne Daniel, medmindre vi kan finde noget i hans Gudsdyrkelse.« | 6 Da sagde samme Mænd / Vi finde dog ingen Sag mod denne Daniel / uden vi kunde finde (den ) mod hannem i hns Guds Lov. | 6 Then said these men, We shall not find any occasion against this Daniel, except we find it against him concerning the law of his God. |
| 7 Derfor stormede disse rigsråder og satraper til kongen og talte således til ham: »Kong Darius leve evindelig! | 7 Da komme samme Fyrster oc landsfogeder i hobetal til Kongen / oc sagde saa til hannem / Kong Darius lefve længe. | 7 Then these presidents and princes assembled together to the king, and said thus unto him, King Darius, live for ever. |
| 8 Alle rigsråderne, landshøvdingerne, satraperne, rådsherrerne og statholderne er enedes om, at et kongebud bør udstedes og et forbud udgå om, at enhver, som i tredive dage beder en bøn til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et menneske, skal kastes i løvekulen. | 8 Alle Rigens Fyrster / Herrer / oc Landsfogeder / Raadsherrer oc Høfvezmænd / hafve raadslaget / ad mand skal lade udgaa en Kongelig Befaling / oc skicke et strengt Bud / Ad hver som beder en Bøn af nogen Gud eller Menniske i tredive Dage / hand skal kastis i Løvekulen. | 8 All the presidents of the kingdom, the governors, and the princes, the counsellors, and the captains, have consulted together to establish a royal statute, and to make a firm decree, that whosoever shall ask a petition of any God or man for thirty days, save of thee, O king, he shall be cast into the den of lions. |
| 9 Derfor skal du, o konge, udstede forbudet og lade en skrivelse udgå, som efter medernes og persernes ubryddelige lov ikke kan tages tilbage.« | 9 Derfor / O konge / skalt du stadfæste samme Bud / oc lade besatte det Skriftlig / Ad det skal icke forandris / efter de Meders oc Persers Lov / som icke maa ofvertrædis. | 9 Now, O king, establish the decree, and sign the writing, that it be not changed, according to the law of the Medes and Persians, which altereth not. |
| 10 Derfor lod kong Darius en skrivelse udgå med dette forbud. | 10 Hvorfor Kong Darius lod forsætte den Skrift oc Befaling. | 10 Wherefore king Darius signed the writing and the decree. |
| 11 Men så snart Daniel fik at vide, at skrivelsen var udgået, gik han ind i sit hus; i dets stue på taget havde han åbne vinduer i retning mod Jerusalem, og han faldt på knæ tre gange om dagen og bad og priste sin Gud, ganske som han tilforn havde gjort. | 11 Der nu Daniel fick ad vide / ad det var Skriftlig befattet / gick hand op i sit Huus / (oc hafde aabne Vindver i sit Sommerhuus mod Jerusalem /) oc hand knælede tre gange hver Dag paa sine Knæ / oc bad / oc bekiende for Gud / i alle maade / som hand giorde tilforn. | 11 Now when Daniel knew that the writing was signed, he went into his house; and his windows being open in his chamber toward Jerusalem, he kneeled upon his knees three times a day, and prayed, and gave thanks before his God, as he did aforetime. |
| 12 Da stormede hine mænd ind og fandt Daniel i færd med at bede og bønfalde sin Gud. | 12 Da komme disse Mænd i hobetal / oc funde Daniel / som bad / oc formanede for sin Gud. | 12 Then these men assembled, and found Daniel praying and making supplication before his God. |
| 13 Så gik de til kongen og bragte det kongelige forbud på tale, idet de spurgte: »Har du ikke udstedt et forbud om, at enhver, som i tredive dage beder til nogen anden end dig, o konge, det være sig til en Gud eller et menneske, skalkastes i løvekulen?« Kongen svarede: »Sagen står fast efter medernes og persernes ubryddelige lov.« | 13 Da ginge de fræm / oc sagde for Kongen / om Kongens Bud: Hafver du icke ladit befatte et Bud / ad hvert Menniske som beder (noget) af nogen Gud eller Menniske / i tredive Dage / uden af dig Konge / hand skulde kastis i Løvekulen? Kongen svarede oc sagde / Det er sandt / efter de Meders oc Persers lov / som icke maa ofvertrædis. | 13 Then they came near, and spake before the king concerning the king's decree; Hast thou not signed a decree, that every man that shall ask a petition of any God or man within thirty days, save of thee, O king, shall be cast into the den of lions? The king answered and said, The thing is true, according to the law of the Medes and Persians, which altereth not. |
| 14 Så svarede de kongen: »Daniel, en af de bortførte judæere, ænser hverken dig, o konge, eller forbudet, du udstedte, men beder sin bøn tre gange om dagen!« | 14 Da svarede de oc sagde for Kongen / Daniel / som er af de udførde af Juda / hafver icke actit dig Konge eller dit Bud / som du hafver ladit befatte : Men hand giør sin Bøn tre gange om dagen. | 14 Then answered they and said before the king, That Daniel, which is of the children of the captivity of Judah, regardeth not thee, O king, nor the decree that thou hast signed, but maketh his petition three times a day. |
| 15 Da kongen hørte dette, blev han såre nedslået og overvejede, hvorledes han kunne redde Daniel, og lige til solens nedgang søgte han at finde en udvej til at hjælpe ham. | 15 Der Kongen da hørde det / blef hand meget bedrøfvit derfor / oc hafde omsorrig for Daniel / ad frj hannem / oc indtil Solen gick ned / giorde hand sig umage / ad redde hannem. | 15 Then the king, when he heard these words, was sore displeased with himself, and set his heart on Daniel to deliver him: and he laboured till the going down of the sun to deliver him. |
| 16 Men så stormede hine mænd til kongen og sagde: »Vid, o konge, at det er medisk og persisk ret, at intet forbud og ingen lov, som kongen udsteder, kan tages tilbage!« | 16 Da komme de Mænd i hobetal til Kongen / oc sagde til hannem: Du skalt vide konge / Ad det er Meders oc Persers Ræt / ad all Bud oc befaling / som Kongen hafver befalit / maa icke forandris. | 16 Then these men assembled unto the king, and said unto the king, Know, O king, that the law of the Medes and Persians is, That no decree nor statute which the king establisheth may be changed. |
| 17 Da blev Daniel på kongens bud hentet og kastet i løvekulen; men kongen sagde til Daniel: »Din Gud, som du vedblivende dyrker, redde dig!« | 17 Da befalede Kongen / oc de hente Daniel / oc kaste hannem i Løvekulen: (Men) Kongen begynte / oc sagde til Daniel / Djn Gud / som du tiener med jdelig fljd / hand skal udfrj dig. | 17 Then the king commanded, and they brought Daniel, and cast him into the den of lions. Now the king spake and said unto Daniel, Thy God whom thou servest continually, he will deliver thee. |
| 18 Så blev der hentet en sten og lagt over kulens åbning; og kongen forseglede den med sin egen og sine stormænds seglring, at der ingen ændring skulle ske i Daniels sag. | 18 Oc der blef hent en Steen / oc blef lagt ofver Munden af Kulen / oc Kongen beseglede den med sin ring / oc med sine Veldiges RInge / ad hans Villie mod Daniel skulle icke forandris. | 18 And a stone was brought, and laid upon the mouth of the den; and the king sealed it with his own signet, and with the signet of his lords; that the purpose might not be changed concerning Daniel. |
| 19 Derpå gik kongen til sit palads, hvor han fastede hele natten. Han lod ingen kvinder komme ind til sig, og søvnen veg fra ham. | 19 Da gick Kongen bort til sit Slot / oc aad intet den nat / oc lod ingen Spil bære for sig / oc hand kunde icke sofve. | 19 Then the king went to his palace, and passed the night fasting: neither were instruments of music brought before him: and his sleep went from him. |
| 20 Ved daggry, da det lysnede, stod han op og skyndte sig hen til løvekulen. | 20 Da stood Kongen op om Morgenen / i dagningen / oc gick hasteligen til Løvekulen. | 20 Then the king arose very early in the morning, and went in haste unto the den of lions. |
| 21 Og da han nærmede sig den, råbte han klagende til Daniel. Kongen tog til orde og sagde til Daniel: »Daniel, du den levende Guds tjener! Mon din Gud, som du vedblivende dyrker, kunne redde dig fra løverne?« | 21 Oc der hans kom til Kulen til daniel / taabte hand med sørgelig Røst / Ja Kongen begynte oc sagde til Daniel / Daniel du lefvende Guds Tienere / Mon djn Gud / som du hafver tient med jdelig fljd / kunde udfrj dig fra Løverdne? | 21 And when he came to the den, he cried with a lamentable voice unto Daniel: and the king spake and said to Daniel, O Daniel, servant of the living God, is thy God, whom thou servest continually, able to deliver thee from the lions? |
| 22 Da svarede Daniel kongen: »kongen leve evindelig! | 22 Da talte Daniel med Kongen / Kongen lefve længe: | 22 Then said Daniel unto the king, O king, live for ever. |
| 23 Min Gud sendte sin engel og lukkede løvernes gab, så de ikke har gjort mig nogen men, fordi jeg er fundet skyldfri for hans åsyn og heller ikke har forbrudt mig imod dig, o konge!« | 23 Mjn Gud sende sin Engel / oc holt Løvernes mund til hobe / ad (de kunde) icke skde mig / Thi der er funden uskyldighed i mig for hannem / Saa hafver jeg oc intet ont giort for dig / O Konge. | 23 My God hath sent his angel, and hath shut the lions' mouths, that they have not hurt me: forasmuch as before him innocency was found in me; and also before thee, O king, have I done no hurt. |
| 24 Og kongen blev såre glad og lod Daniel drage op af kulen; og da det var sket, viste det sig, at han ikke havde lidt nogen som helst men, eftersom han havde troet på sin Gud. | 24 Da blef Kongen gandske glad derfor / oc bad / ad de skulde drage Daniel op af Kulen / oc Daniel blef opdragen af Kulden / oc der blef ingen Skade funden paa hannem / Thi hand troode paa sin Gud. | 24 Then was the king exceeding glad for him, and commanded that they should take Daniel up out of the den. So Daniel was taken up out of the den, and no manner of hurt was found upon him, because he believed in his God. |
| 25 Men hine mænd, som havde bagtalt Daniel, blev på kongens bud hentet og kastet i løvekulen tillige med deres børn og hustruer, og næppe havde de nået kulens bund, før løverne kastede sig over dem og knuste alle ben i dem. | 25 Da befool Kongen / oc der blefve hentet de Mænd / som hafde saa hart forklaget Daniel / oc de blefve kaste i Løvekulen / De / deres Børn oc deres Hustruer / Oc de komme icke til bonden i Kulen / før end Løverne blefve mæctige (ofver dem/) oc sønderknusede alle deres Been. | 25 And the king commanded, and they brought those men which had accused Daniel, and they cast them into the den of lions, them, their children, and their wives; and the lions had the mastery of them, and brake all their bones in pieces or ever they came at the bottom of the den. |
| 26 Derpå skrev kong Darius til alle folk, stammer og tungemål på hele jorden: »Fred være med eder i rigt mål! | 26 Da lod Kong Darius skrifve til alle Folck / Almue oc Tungemaal / som boede i det gandske Land / Megen Fred vorde eder. | 26 Then king Darius wrote unto all people, nations, and languages, that dwell in all the earth; Peace be multiplied unto you. |
| 27 Hermed byder jeg, at man, så vidt mit rige strækker sig, skal frygte og bæve for Daniels Gud. Thi han er den levende Gud og bliver i evighed: Hans rige kan ikke forgå, og hans herredømme er uden ende. | 27 Af mig er gifvit Befalnig / ad de udi mit gandske Kongerigis Mæctighed skulle ræddis oc frycte for den Gud som er Daniels / Thi hand er den lefvende Gud / oc som blifver ævindelig / oc hans Kongerige kand icke fordærfvis / oc hans Mact hafver ingen ende. | 27 I make a decree, That in every dominion of my kingdom men tremble and fear before the God of Daniel: for he is the living God, and stedfast for ever, and his kingdom that which shall not be destroyed, and his dominion shall be even unto the end. |
| 28 Det er ham, der redder og udfrier, og han gør tegn og, undere i himmelen og på jorden, han, som reddede Daniel af løvernes vold!« | 28 Hand er den som udfrjer oc redder / oc giør Tegen oc underlige Ting / i Himmelen oc paa Jorden / som udfrjde Daniel af Løvernes vold. | 28 He delivereth and rescueth, and he worketh signs and wonders in heaven and in earth, who hath delivered Daniel from the power of the lions. |
| 29 Og Daniel vedblev at have lykken med sig under Dariuss og perseren Kyroses regering. | 29 Oc Daniel hafde lycke i Darij Kongerige / oc udi Cyri den persers Kongerige. | 29 So this Daniel prospered in the reign of Darius, and in the reign of Cyrus the Persian. |