Esajas bog 10 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Ve dem, der giver ulykkeslove og ivrigt fører uret til bogs | 1 X. Capitel. VEE dem / som skicke uretfærdig Skick / Oc dem som lade skrifve / (thi) de loode skrifve Møye / | 1 Woe unto them that decree unrighteous decrees, and that write grievousness which they have prescribed; |
| 2 for at trænge de ringe fra retten og røve de armes ret i mit folk, at enker kan blive deres bytte og faderløse kan plyndres. | 2 Ad forvendede de Fattiges Sag / oc borttage de Ælendiges Ræt iblant mit Folck ad Enckerne mue være deres Rof / oc de kunde berøfve de Faderløse. | 2 To turn aside the needy from judgment, and to take away the right from the poor of my people, that widows may be their prey, and that they may rob the fatherless! |
| 3 Hvad gør i på straffens dag, når undergang kommer fra det fjerne? Til hvem vil i ty om hjælp, hvor gemmer i da eders rigdom? | 3 Men hvad ville J giøre paa Hiemsøgelses Dag oc i den ulycke (som) skal komme langt fra? Thi ville J flye om hielp? Oc hvor ville J lade eders Herlighed? | 3 And what will ye do in the day of visitation, and in the desolation which shall come from far? to whom will ye flee for help? and where will ye leave your glory? |
| 4 Enten må i knæle blandt fanger, eller også falde på valen! Men trods alt har hans vrede ej lagt sig, hans hånd er fremdeles rakt ud. | 4 Ad enhver icke skulle blifve bøyet under de Fangne / oc falde under de Jhielslagne? J alt dett er hans Vrede icke afvendt / men hans Haand er endnu udrackt. | 4 Without me they shall bow down under the prisoners, and they shall fall under the slain. For all this his anger is not turned away, but his hand is stretched out still. |
| 5 Ve Assur, min harmes kæp, min vrede er stokken i hans hånd. | 5 See Assur / som er mjn Vredis Rjs / oc mjn Grumhed den er en Kiep i deres Haand. | 5 O Assyrian, the rod of mine anger, and the staff in their hand is mine indignation. |
| 6 Jeg sender ham mod et vanhelligt folk, opbyder ham mod min vredes, folk til at gøre bytte og røve og trampe det ned som skarn på gaden. | 6 Jeg vil sende hannem til et skrymtende Folck / oc gifve hannem Befaling ofver mjn hafnge Vredis Folck / ad røfve Rof oc ad bede Bytte / oc træde det under Fødder / som Skaren paa Gader. | 6 I will send him against an hypocritical nation, and against the people of my wrath will I give him a charge, to take the spoil, and to take the prey, and to tread them down like the mire of the streets. |
| 7 Men han, han mener det ej så, hans hjerte tænker ej så. Nej, at ødelægge, det er hans attrå, at udrydde folk, ikke få. | 7 Men hand skal icke meene saa / oc hans Hierte skal icke tæncke saa / Men det er i hans Hierte / ad udslette oc ad udrydde icke saa Folck. | 7 Howbeit he meaneth not so, neither doth his heart think so; but it is in his heart to destroy and cut off nations not a few. |
| 8 Thi han siger: »Er ej mine høvedsmænd konger til hobe? | 8 Thi hand skal sige / Ere ine Fyrster icke Konger til lige? | 8 For he saith, Are not my princes altogether kings? |
| 9 Gik det ej Kalno som Karkemisj, mon ikke Hamat som Arpad, Samaria som Damaskus? | 9 Er icke Calno som Charchemis? Er icke Hamath som Arpad? Er icke Samaria som Damascus? | 9 Is not Calno as Carchemish? is not Hamath as Arpad? is not Samaria as Damascus? |
| 10 Som min hånd fandt hen til afgudernes riger, der dog havde flere Gudebilleder end Jerusalem og Samaria | 10 Lige som mjn Haand hafver fundet paa Afgudernes Kongerige / dog dere udkaarne Billeder vare ypperligere / end de i Jerusalem oc Samaria. | 10 As my hand hath found the kingdoms of the idols, and whose graven images did excel them of Jerusalem and of Samaria: |
| 11 mon jeg da ikke skal handle med Jerusalem og dets gudebilleder, som jeg handlede med Samaria og dets afguder?« | 11 Mon jeg icke saa skal giøre ved Jerusalem oc dens Afguder / som jeg giorde ved Samaria oc ved dens Afguder? | 11 Shall I not, as I have done unto Samaria and her idols, so do to Jerusalem and her idols? |
| 12 Men når Herren fuldbyrder alt sit værk på Zions bjerg og i Jerusalem, vil jeg hjemsøge assyrerkongens hjertes hovmodsfrugt og hans øjnes trodsige pral, | 12 Oc det skal skee / naar HErren hafver udret all sin Gierning / paa Zions Bierg oc i Jerusalem / da vil jeg hiemsøge ofver Kongens af Afsyrien store Moods Frudt / oc hans Øyens stolte Herlighed / | 12 Wherefore it shall come to pass, that when the Lord hath performed his whole work upon mount Zion and on Jerusalem, I will punish the fruit of the stout heart of the king of Assyria, and the glory of his high looks. |
| 13 fordi han siger: »Med min, stærke hånd greb jeg ind, med min visdom, thi jeg er klog. Jeg flyttede folkeslags grænser og rev deres skatte til mig, stødte folk fra tronen i almagt; | 13 Thi hans sagde / Jeg hafver giort det ved mjn Haands Kraft / oc ved mjn Vjsdom / Thi jeg var klog : Oc jeg hafver borttagit Folckenes Landemercke / oc røfvit deres Forraad / oc nedkast Jndbyggerne i grund / som den Veldige. | 13 For he saith, By the strength of my hand I have done it, and by my wisdom; for I am prudent: and I have removed the bounds of the people, and have robbed their treasures, and I have put down the inhabitants like a valiant man: |
| 14 min hånd fandt til folkenes rigdom som hen til en fuglerede; som man sanker forladte æg, har jeg sanket den vide jord, og ingen rørte en vinge, åbnede næbbet og peb.« | 14 Oc mjn Haand hafver fundit paa Folckets Gods / som en Fugle Rede / oc jeg hafver tilhobe sancket alle Land / som mand opsancker Æg / der ere forladne / oc der var ingen som rørde en Vinge / oc oplood Næb oc skreeg. | 14 And my hand hath found as a nest the riches of the people: and as one gathereth eggs that are left, have I gathered all the earth; and there was none that moved the wing, or opened the mouth, or peeped. |
| 15 Mon øksen bryster sig mod den, som hugger, gør saven sig til mod den, som saver? Som om kæppen kan svinge den, der løfter den, stokken løfte, hvad ikke er træ! | 15 Kand oc Øxen rose sig mod den / som hugger med den? Eller kand Saven trodze imod den / som drager den? Det var lige som et Rjs vilde ryste dem som opløfte det / eller en Kiep løste dem / lige som den icke var et stycke Træ. | 15 Shall the ax boast itself against him that heweth therewith? or shall the saw magnify itself against him that shaketh it? as if the rod should shake itself against them that lift it up, or as if the staff should lift up itself, as if it were no wood. |
| 16 Derfor sender Herren Hærskares Herre, svindsot i hans fedme, og under hans herlighed luer en lue som luende ild; | 16 Derfor skal HErren / den HErre Zebaoth / sende Magerhed iblant hnas Feede / oc hand skal optænde under hans herlighed / et Bool som et brændende Bool. | 16 Therefore shall the Lord, the Lord of hosts, send among his fat ones leanness; and under his glory he shall kindle a burning like the burning of a fire. |
| 17 Israels lys bliver til ild og dets hellige til en flamme, og den brænder og fortærer hans tidsel og torn på een dag; | 17 Oc Jsraels Lius skal være en Jld / oc hans Hellige skal være en Lue / oc hand skal opbrænde oc fortære hans Torne oc hans Rjs paa een Dag. | 17 And the light of Israel shall be for a fire, and his Holy One for a flame: and it shall burn and devour his thorns and his briers in one day; |
| 18 hans skovs og frugthaves herlighed skal den rydde rub og stub, og han bliver som en syg, der hentæres. | 18 Oc hans Skovis oc hans Mazckis herlighed skal hand fortære / fra Siæl oc indtil Kiød / oc hand skal være som en Fænickedrager der forsmæctis / | 18 And shall consume the glory of his forest, and of his fruitful field, both soul and body: and they shall be as when a standardbearer fainteth. |
| 19 De træer, som levnes i hans skov, bliver det let at tælle; et barn kan skrive dem op. | 19 Oc de Træer som oferblifve i hans Skou / skulle kunde lættelig tællis / oc et Barn skrifve dem. | 19 And the rest of the trees of his forest shall be few, that a child may write them. |
| 20 På hin dag skal Israels rest og det, som undslipper af Jakobs hus, ikke mere støtte sig til den, der slår det, men til Herren, Israels hellige, i sandhed. | 20 Oc det skal skee / paa den tjd skal det som er ofver blefvet i Jsrael / oc det som er undkommet af Jacobs Huus / icke meere forlade sig paa den / som slaar det / men forlade sig paa HErren / Jsraels Hellige / i Sandhed. | 20 And it shall come to pass in that day, that the remnant of Israel, and such as are escaped of the house of Jacob, shall no more again stay upon him that smote them; but shall stay upon the LORD, the Holy One of Israel, in truth. |
| 21 En rest skal omvende sig, Jakobs rest, til den vældige Gud. | 21 Det ofverblefvet skal omvendis / ja det Ofverblefvet af Jacob / til den stercke Gud. | 21 The remnant shall return, even the remnant of Jacob, unto the mighty God. |
| 22 Thi var end dit folk som sandet ved havet, Israel, kun en rest deraf skal omvende sig. Ødelæggelse er fastslået, og med retfærdighed vælter den frem; | 22 Thi om dit Folck / O Jsrael / var som Hafs Sand / da skal alleeniste det Ofverblefvet omvendis der af. Fordærfvelse som var bestemt / løber ofver med Retfærdighed. | 22 For though thy people Israel be as the sand of the sea, yet a remnant of them shall return: the consumption decreed shall overflow with righteousness. |
| 23 thi ødelæggelse og fastslået råd fuldbyrder Herren, Hærskares Herre, over al jorden. | 23 Thi en bestemt Fordærfvelse giør HErren den HErre Zebaoth / tudi alt Landet. | 23 For the Lord GOD of hosts shall make a consumption, even determined, in the midst of all the land. |
| 24 Derfor, så siger Herren, Hærskares Herre: Frygt ikke, mit folk, som bor i Zion, for Assyrien, når det slår dig med kæppen og løfter sin stok imod dig som fordum Ægypten! | 24 Derfor saa sagde HErren / den HErre Zebaoth / Fryct dig icke mit Folck / som boer i Zion / for Assur / hand skal slaa dig med Rjset / op opløfte sin Kiep ofver dig / paa Ægyptens Vey. | 24 Therefore thus saith the Lord GOD of hosts, O my people that dwellest in Zion, be not afraid of the Assyrian: he shall smite thee with a rod, and shall lift up his staff against thee, after the manner of Egypt. |
| 25 Thi end om en føje stund er vreden ovre, og min harme vender sig til deres fordærv. | 25 Thi det er endnu et lidet / at føye / ad Grumhed skal endis / oc mjn Vrede skal komme ad omkaste dem. | 25 For yet a very little while, and the indignation shall cease, and mine anger in their destruction. |
| 26 Så svinger Hærskares Herre svøben imod det, som da midjan blev slået ved Orebs klippe; hans stok er udrakt imod havet, og han løfter den som fordum mod Ægypten. | 26 Oc den HErre Zebaoth skal opvæcke en Svøbe ofver hannem / som i Midians Slag / paa Ords Klippe / oc sin Straf / (som hand brugte) hos Hafvet / oc den skal hand opløfte paa Ægyptens Vey. | 26 And the LORD of hosts shall stir up a scourge for him according to the slaughter of Midian at the rock of Oreb: and as his rod was upon the sea, so shall he lift it up after the manner of Egypt. |
| 27 På hin dag tager han byrden af din skulder og åget af din nakke, ja, åget brister for fedme. | 27 Oc det skal skee / paa den Tjd skal hans Byrde tagis fra dine Skuldre / oc hans Aag fra djn hals / oc Aaget skal fordærfvis for Olie skyld. | 27 And it shall come to pass in that day, that his burden shall be taken away from off thy shoulder, and his yoke from off thy neck, and the yoke shall be destroyed because of the anointing. |
| 28 Han rykker mod Ajjat, drager uden om Migron, i Mikmas lader han trosset blive; | 28 Hand kom til Ajath / hand drog igiennem Migron / hand vil ofversee sit Krjgstøy i Michmas. | 28 He is come to Aiath, he is passed to Migron; at Michmash he hath laid up his carriages: |
| 29 de går over passet: »i Geba holder vi natterast!« Rama ryster, Sauls Gibea flyr. | 29 De fore deres fart / de hvilede ofver i Geba / Rama befvede / Sauls Gibeath flyde. | 29 They are gone over the passage: they have taken up their lodging at Geba; Ramah is afraid; Gibeah of Saul is fled. |
| 30 Skrig højt, Gallims datter! Lyt til, Lajsja! Stem i, Anatot! | 30 Du Gallim Datter i krjg høyt / Du Laisa gif act der paa / du ælendige Anathoth / | 30 Lift up thy voice, O daughter of Gallim: cause it to be heard unto Laish, O poor Anathoth. |
| 31 Madmena flyr, Gebims folk bjærger deres gods. | 31 Medmena vigede bort / De Borgere i Gebim samlede sig til Fluct. | 31 Madmenah is removed; the inhabitants of Gebim gather themselves to flee. |
| 32 Endnu i dag står han i Nob; han svinger hånden mod Zions datters bjerg, Jerusalems høj -33 se, Herren, Hærskares Herre, afhugger hans grene med gru; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. | 32 Det kand vel skee / ad mand endnu blifver en dag i Nob / hand skal røre sin Haand (imod dig) Zions Husis Bierge / Jerusalems Høy. | 32 As yet shall he remain at Nob that day: he shall shake his hand against the mount of the daughter of Zion, the hill of Jerusalem. Behold, the Lord, the LORD of hosts, shall lop the bough with terror: and the high ones of stature shall be hewn down, and the haughty shall be humbled. |
| 33 se, Herren, Hærskares Herre, afhugger hans grene med gru; de knejsende stammer fældes, de stolte træer må segne. | 33 See / HErren / den HErre Zebaoth / skal afhugge Greennene med Vold / oc de Høye paa Vexten ere afhugne / oc de OPhøyede skulle nedtryckes / | 33 As yet shall he remain at Nob that day: he shall shake his hand against the mount of the daughter of Zion, the hill of Jerusalem. Behold, the Lord, the LORD of hosts, shall lop the bough with terror: and the high ones of stature shall be hewn down, and the haughty shall be humbled. |
| 34 Med jernet gør han lyst i skovens tykning, og Libanon falder for den herlige. | 34 Oc hand skal afhugge den tycke Skov med Øxen / oc Libanon skal falde ved en Mæctige. | 34 And he shall cut down the thickets of the forest with iron, and Lebanon shall fall by a mighty one. |