Esajas bog 51 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Hør mig, I, som jager efter retfærd, som søger Herren! Se til klippen, i huggedes af, til gruben, af hvilken i brødes, | 1 Dette skeer eder af mjn Haand / J skulle ligge i Sorrig. LI. Capitel. HØrer mig / J som efterfølge retfærdighed / j som adspørge HERREN: Seer til den Klippe / af hvilcken J ere udhugne / oc tilbrøndens hull / af hvilcke J ere udgrafne / | 1 Hearken to me, ye that follow after righteousness, ye that seek the LORD: look unto the rock whence ye are hewn, and to the hole of the pit whence ye are digged. |
| 2 se til eders fader Abraham, til sara, der fødte eder: Da jeg kaldte ham, var han kun een, jeg velsigned ham, gjorde ham til mange. | 2 Seer til Abraham eders Fader / oc til Saram som fødde eder / Thi Jeg kaldede hannem eene / oc velsignede hannem / oc formeerede hannem. | 2 Look unto Abraham your father, and unto Sarah that bare you: for I called him alone, and blessed him, and increased him. |
| 3 Thi Herren trøster Zion, trøster alle dets tomter, han gør dets ørk som eden, dets ødemark som Herrens have; der skal findes fryd og glæde, lovsang og strengespil. | 3 Thi HErren hafver trøstet Zion / hand trøster alle dens øde Stæder / oc giør dens Ørcken lige som lystelige urtegaaarde oc dens øde Marck / lige som HErrens urtegaard / der skal findis inde Fryd oc Glæde / Tacksigelse oc Lofsang. | 3 For the LORD shall comfort Zion: he will comfort all her waste places; and he will make her wilderness like Eden, and her desert like the garden of the LORD; joy and gladness shall be found therein, thanksgiving, and the voice of melody. |
| 4 I folkeslag, lyt til mig, I folkefærd, lån mig øre! Thi lov går ud fra mig, min ret som folkeslags lys; | 4 Mit Folck merck paa mig / oc hør mig mit Folck / thi der skal en Lov udgaa fra mig / oc Jeg vil sætte mjn Ræt til Folckes Lius. | 4 Hearken unto me, my people; and give ear unto me, O my nation: for a law shall proceed from me, and I will make my judgment to rest for a light of the people. |
| 5 min retfærd nærmer sig hastigt, min Frelse oprinder, mine arme bringer folkeslag ret; fjerne strande bier på mig og længes efter min arm. | 5 Mjn retfærdighed er nær / min Salighed er udgangen / oc mine Arme skulle dømme Folck / Øer skulle bie efter mig / oc tøfve efter min Arm. | 5 My righteousness is near; my salvation is gone forth, and mine arms shall judge the people; the isles shall wait upon me, and on mine arm shall they trust. |
| 6 Løft eders øjne mod himlen og se på jorden hernede! Thi himlen skal svinde som røg, jorden som en opslidt klædning, dens beboere skal dø som myg. Men min Frelse varer evigt, min retfærd ophører aldrig. | 6 Opløfter eders Øyne til HImlene / oc seer ned til Jorden / Thi Himlene skulle forgaa som en Røg / oc Jorden skal ældis som Klædet / oc dens Jndbyggere skulle hendøe som det / Men min Salighed skal blifve ævindeligen / oc min Retfærdighed skal icke fordærfvis. | 6 Lift up your eyes to the heavens, and look upon the earth beneath: for the heavens shall vanish away like smoke, and the earth shall wax old like a garment, and they that dwell therein shall die in like manner: but my salvation shall be for ever, and my righteousness shall not be abolished. |
| 7 Hør mig, I, som kender retfærd, du folk med min lov i dit hjerte, frygt ej menneskers hån, vær ikke ræd for deres spot! | 7 Hører mig J som kiende Retfærdighed / Folck / i hivlckes hierte mjn Lov er / Frycter eder icke for et Menniskis forhaanelse / oc forfærdes icke for deres stænden. | 7 Hearken unto me, ye that know righteousness, the people in whose heart is my law; fear ye not the reproach of men, neither be ye afraid of their revilings. |
| 8 Som en klædning skal møl fortære dem,,orm fortære dem som uld, men min retfærd varer evigt, min Frelse fra slægt til slægt. | 8 Thi Møll skulle æde dme lige som Klædet / oc en Orm skal æde dem lige som uld / Men mjn Retfærdighed skall blifve ævindeligen / oc min Salighed stedze oc altjd. | 8 For the moth shall eat them up like a garment, and the worm shall eat them like wool: but my righteousness shall be for ever, and my salvation from generation to generation. |
| 9 Vågn op, vågn op, Herrens arm, og ifør dig styrke, vågn op som i henfarne dage, i urtidens slægter! Mon du ej kløvede rahab, gennembored dragen, | 9 Vaag op / vaag op / før dig i mact du HErrens Arm / vaag op / lige som i gamle Dage i fordum Tjd. Est du icke den / som hafver afhuggit den Hofmodige / som saargiorde Dragen? | 9 Awake, awake, put on strength, O arm of the LORD; awake, as in the ancient days, in the generations of old. Art thou not it that hath cut Rahab, and wounded the dragon? |
| 10 mon du ej udtørred havet, stordybets vande, gjorde havets dyb til en vej, hvor de genløste gik? | 10 Est du icke den som udtørrede Hafvet / den stoore Afgrunds Vand? Den som giorde Haffens dybhed til en Vey / ad de Gienløste ginge der igiennem? | 10 Art thou not it which hath dried the sea, the waters of the great deep; that hath made the depths of the sea a way for the ransomed to pass over? |
| 11 Herrens forløste vender hjem, de drager til Zion med jubel med evig glæde om issen; fryd og glæde får de, sorg og suk skal fly. | 11 Saa skulle HErrens Forløste vende om igien / oc komme til Zion med Fryd / oc ævig Glæde (skal være) paa deres Hofvet / De skulle faae lyst oc Glæde / (men) Sorg oc Suck skal fly (fra dem.) | 11 Therefore the redeemed of the LORD shall return, and come with singing unto Zion; and everlasting joy shall be upon their head: they shall obtain gladness and joy; and sorrow and mourning shall flee away. |
| 12 Jeg, jeg er eders trøster, hvem er da du, at du frygter dødelige, jordiske mennesker, der bliver som græs, | 12 Jeg / Jeg er den som trøster eder / hvo est du da ad du vilt frycte for et Menniske / som skal døø / oc for Menniskenes barn / som skal blifve som Høø / | 12 I, even I, am he that comforteth you: who art thou, that thou shouldest be afraid of a man that shall die, and of the son of man which shall be made as grass; |
| 13 at du glemmer Herren, din skaber, der udspændte himlen og grundfæsted jorden, at du altid dagen lang frygter for undertrykkerens vrede. Så snart han vil til at lægge øde, hvor er da undertrykkerens vrede? | 13 Oc du forglemte HErren / som hafver giort dig / som udbridde Himmelen / oc grundfeste Jorden / Men du fryctede stedze den gandske Dag / for Fortrængernes Grumhed / naar hand tager sig for / ad fordærfve oc hvor (er) Fortrængernes Grumhed? | 13 And forgettest the LORD thy maker, that hath stretched forth the heavens, and laid the foundations of the earth; and hast feared continually every day because of the fury of the oppressor, as if he were ready to destroy? and where is the fury of the oppressor? |
| 14 Snart skal den krumsluttede løses og ikke dø og synke i graven eller mangle brød, | 14 Den som gaar fanget heden i fremmed Sted / blef hastig ladt løs / oc hand skal icke dø i Grafven / oc hans Brød skal icke fattis. | 14 The captive exile hasteneth that he may be loosed, and that he should not die in the pit, nor that his bread should fail. |
| 15 så sandt jeg er Herren din Gud, som rører havet, så bølgerne bruser, den, hvis navn er Hærskares Herre. | 15 Thi Jeg er HErren djn Gud / som adskiller Hafvet / ad dens Bølger bruse / HErre Zebaoth er hans Nafn. | 15 But I am the LORD thy God, that divided the sea, whose waves roared: The LORD of hosts is his name. |
| 16 Jeg lægger mine ord i din mund og gemmer dig under min hånds skygge for at udspænde himmelen og grundfæste jorden og sige til Zion: »Du er mit folk.« | 16 Oc Jeg lade mine Ord i din Mund / oc skiulte dig under min Haands skygge / til ad plante Himle / oc ad grundfeste Jord / oc ad skige til Zion / Du est mit Folck. | 16 And I have put my words in thy mouth, and I have covered thee in the shadow of mine hand, that I may plant the heavens, and lay the foundations of the earth, and say unto Zion, Thou art my people. |
| 17 Vågn op, vågn op, stå op, Jerusalem, som af Herrens hånd fik rakt hans vredes bæger og tømte den berusende kalk til sidste dråbe. | 17 Vaag op / vaag op / Stat op Jerusalem / Du som hafver druckit af HErrens Haand hans Grumheds Kalck / Du hafver druckit / ja udkryst den forgiftige Kalckis Bærme. | 17 Awake, awake, stand up, O Jerusalem, which hast drunk at the hand of the LORD the cup of his fury; thou hast drunken the dregs of the cup of trembling, and wrung them out. |
| 18 Af alle de børn, hun fødte, ledte hende ingen, af alle de børn, hun fostred, greb ingen hendes hånd. | 18 Der var ingen af alle de Børn som hun hafde født / som hende kunde lede / Oc ingen af alle de Børn som hun opfødde / der hend ekunde tage ved Haanden. | 18 There is none to guide her among all the sons whom she hath brought forth; neither is there any that taketh her by the hand of all the sons that she hath brought up. |
| 19 To ting timedes dig hvo ynker dig vel? Vold og våde, hunger og sværd - hvo trøster dig? | 19 Disse tvende ere dig vederfarne / hvo skal sørge med dig? (Der er) Ødeleggelse / oc Skade / oc Hunger oc Sverdet / hvor med skal jeg husvale dig? | 19 These two things are come unto thee; who shall be sorry for thee? desolation, and destruction, and the famine, and the sword: by whom shall I comfort thee? |
| 20 Ved alle gadehjørner lå dine sønner i afmagt som i garn antiloper, fyldte med Herrens vrede, med trusler fra din Gud. | 20 Dine Børn ere forsmæctede / de laae for paa alle Gader / lige som en besnærit vildOxe fulde af HErrens Vrede / ja af din Guds Straf. | 20 Thy sons have fainted, they lie at the head of all the streets, as a wild bull in a net: they are full of the fury of the LORD, the rebuke of thy God. |
| 21 Hør derfor, du arme, drukken, men ikke af vin: | 21 Derfor hør det dog du ælendige oc Druckne / dog icke af Vjn. | 21 Therefore hear now this, thou afflicted, and drunken, but not with wine: |
| 22 Så siger din herre, Herren, din Gud, der strider for sit folk: Se, jeg tager den berusende kalk fra din hånd, aldrig mer skal du drikke min vredes bæger; | 22 Saa sagde djn HErre / den HErre oc din Gud / som vil udføre sit Folckis Sag / See / Jeg toog den forgiftige kalck af din haand / ja min grumheds Kalckis Børne / Du skalt icke ydermeere dricke den. | 22 Thus saith thy Lord the LORD, and thy God that pleadeth the cause of his people, Behold, I have taken out of thine hand the cup of trembling, even the dregs of the cup of my fury; thou shalt no more drink it again: |
| 23 og jeg rækker det til dine plagere, dem, som bød dig: »Bøj dig, så vi kan gå over!« og du gjorde din ryg til gulv, til gade for vandringsmænd. | 23 Men jeg vil gifve den i dine Plagers Haand / som sagde til din Siæl / Bøy dig / oc vi ville gaae hen ofver / oc du lagde din Ryg som Jorden / oc som Gaden / for dem som inge der ofver. eller ureen i dig. | 23 But I will put it into the hand of them that afflict thee; which have said to thy soul, Bow down, that we may go over: and thou hast laid thy body as the ground, and as the street, to them that went over. |