Esajas bog 63 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Hvem kommer der fra Edom, i højrøde klæder fra bozra, han i det bølgende klædebon, stolt i sin vældige kraft? »Det er mig, som taler i retfærd, vældig til at frelse!« | 1 LXIII. Capitel. HVo er den som kommer af Edom / med besprengdte Klæder af Bozra / den som er saa prydet i sin Klædning / som skynder sig med sin megen Kraft? Jeg som taler Retfærdighed / en Mestere til ad frelse. | 1 Who is this that cometh from Edom, with dyed garments from Bozrah? this that is glorious in his apparel, travelling in the greatness of his strength? I that speak in righteousness, mighty to save. |
| 2 Hvorfor er dit klædebon rødt, dine klæder som en persetræders? | 2 Hvi er der rødt paa din Klædning / oc dine Klæder som hans der traader i en Vjnperse? | 2 Wherefore art thou red in thine apparel, and thy garments like him that treadeth in the winefat? |
| 3 »Jeg trådte vinpersen ene, af folkeslagene var ingen med mig; jeg trådte dem i min vrede, tramped dem i min harme; da sprøjted deres blod på mine klæder, jeg tilsøled hele min klædning. | 3 Jeg tradde Persekarret / jeg alleene / oc der var ingen af Folcket med mig / oc Jeg vil træde dem i min Vrede / oc nedtræde dem i min Grumhed / oc Seyr ofver dem skal stenckis paa mine Klæder / oc jeg hafver besmittit alle mine Klædebon. | 3 I have trodden the winepress alone; and of the people there was none with me: for I will tread them in mine anger, and trample them in my fury; and their blood shall be sprinkled upon my garments, and I will stain all my raiment. |
| 4 Thi til hævnens dag stod min hu, mit genløsningsår var kommet. | 4 Thi Jeg hafver hefns dag i mit Sind / oc mine Jgienløstes Aar er kommit. | 4 For the day of vengeance is in mine heart, and the year of my redeemed is come. |
| 5 Jeg spejded, men ingen hjalp til, jeg studsed, men ingen stod mig bi. Da kom min arm mig til hjælp, og min harme, den stod mig bi; | 5 Oc Jeg saa mig om / oc der var ingen Hielpere / oc jeg var saare forsterckit / oc der var ingen som opholt mig / Men mjn Arm frelste mig / oc min hastighed den opholt mig. | 5 And I looked, and there was none to help; and I wondered that there was none to uphold: therefore mine own arm brought salvation unto me; and my fury, it upheld me. |
| 6 jeg søndertrådte folkeslag i vrede, i harme knuste jeg dem, deres blod lod jeg strømme til jorden.« | 6 Oc jeg vil nedtraade Folcket i min Vrede / oc giøre dem druckne i min hastighed / oc jeg vil nedkaste deres Seyr til Jorden. | 6 And I will tread down the people in mine anger, and make them drunk in my fury, and I will bring down their strength to the earth. |
| 7 Jeg vil synge om Herrens nåde, kvæde hans pris, efter alt, hvad Herren har gjort os, huld imod Israels hus, gjort os efter sin miskundhed, sin nådes fylde. | 7 Jeg vil ihukommme HErrens Miskundheder / HErrens Lof / som ofver alt det der HErren ahfver betalit oc / oc det stoore Gode imod Jsraels Huus / som hand betalede dem / efter sin megen Barmhiertighed oc sin stoore Miskundhed. | 7 I will mention the lovingkindnesses of the LORD, and the praises of the LORD, according to all that the LORD hath bestowed on us, and the great goodness toward the house of Israel, which he hath bestowed on them according to his mercies, and according to the multitude of his lovingkindnesses. |
| 8 Han sagde: »De Er jo mit folk, de er børn, som ej sviger.« og en Frelser blev han for dem | 8 Oc hand sagde / De ere jo mit Folck / de ere Børn som icke skulle liuge / Oc hand blev dem til en Frelsere / | 8 For he said, Surely they are my people, children that will not lie: so he was their Saviour. |
| 9 i al deres trængsel; intet bud, ingen engel, hans åsyn frelste dem. I sin kærlighed og skånsel genløste han dem, han løfted og bar dem alle fortidens dage. | 9 J alle deres Angist / (var) icke Angist / oc hans Ansictis Engel frelste dem / hand igienløste dem for sin Kierligheds skyld / oc for sin efterladenheds skyld / oc hand toog dem op / oc baar dem alle Dage fra gammel Tjd. | 9 In all their affliction he was afflicted, and the angel of his presence saved them: in his love and in his pity he redeemed them; and he bare them, and carried them all the days of old. |
| 10 Men de stred imod og bedrøved hans hellige Ånd; så blev han deres fjende, han kæmped imod dem. | 10 Men de vare gienstridige / oc bedrøfvede hans Hellig-Aand / derfor blev hand deres Fiende / hand stridde imod dem. | 10 But they rebelled, and vexed his holy Spirit: therefore he was turned to be their enemy, and he fought against them. |
| 11 Da tænkte hans folk på gamle dage, på Moses: »Hvor er han, som drog sit småkvægs hyrde op af vandet? Hvor er han, som lagde sin hellige ånd i hans hjerte, | 11 Oc hand tænckte paa den gamle Tjd / paa Mose / paa sit Folck / hvor er da nu den som førde dem af Hafvet / med hans Faars Hyrder? Hvor er den som gaf sin Hellig-Aand iblant dem? | 11 Then he remembered the days of old, Moses, and his people, saying, Where is he that brought them up out of the sea with the shepherd of his flock? where is he that put his holy Spirit within him? |
| 12 lod vandre sin herlige arm ved Moses's højre, kløvede vandet for dem og vandt et evigt navn, | 12 Som ledde Mose til den høyre side / med sin herlige Arm : Den som adskilde Vandet for dem / paa det ad hans vilde giøre sig et ævigt Nafn. | 12 That led them by the right hand of Moses with his glorious arm, dividing the water before them, to make himself an everlasting name? |
| 13 førte dem gennem dybet som en hest på steppen? | 13 Den som førde dem igiennem Afgrundene som en Hest igiennem ørcken / ad de skulde icke støde dem / | 13 That led them through the deep, as an horse in the wilderness, that they should not stumble? |
| 14 Som kvæg, der går ned i dalen, snubled de ikke. Dem ledte Herrens Ånd. Således ledte du dit folk for at vinde dig et herligt navn.« | 14 Lige som Qveget der gaar ned i Dalen / hafver HErrens Aande kommit hannem til hvile : Saa førde du dit Folck / ad du vilde giøre dig et herligt Nafn | 14 As a beast goeth down into the valley, the Spirit of the LORD caused him to rest: so didst thou lead thy people, to make thyself a glorious name. |
| 15 Sku ned fra himlen, se ud fra din hellige, herlige bolig! Hvor er din nidkærhed og vælde, dit svulmende hjerte, din medynk? Hold dig ikke tilbage, | 15 Sku af Himlene / oc see af din Helligheds oc din herligheds Bolig : Hvor er din Njdkierhed oc din Mact? Din Miskundheds oc din Barmhiertigheds stoore hob / de indholde sig mod mig. | 15 Look down from heaven, and behold from the habitation of thy holiness and of thy glory: where is thy zeal and thy strength, the sounding of thy bowels and of thy mercies toward me? are they restrained? |
| 16 du, som dog er vor fader. Thi Abraham ved ej af os, Israel kendes ej ved os, men du er vor fader, herre, »vor genløser« hed du fra evighed. | 16 Du est dog vor Fader / Thi Abraham kiende os icke / oc Jsrael vidste intet af os : (Men) du HErre (est) vor Fader / vor Gienløsere er dit Nafn af ævighed. | 16 Doubtless thou art our father, though Abraham be ignorant of us, and Israel acknowledge us not: thou, O LORD, art our father, our redeemer; thy name is from everlasting. |
| 17 Hvi leder du os vild fra dine veje, herre, forhærder vort hjerte mod din frygt? Vend tilbage for dine tjeneres, din arvelods stammers skyld! | 17 HErre / hvi villt du lade os fare vild af dine veye ? Du forhærdede vort Hierte / ad vi icke fryctede dig : Vend om igien for din Tieneris skyld / din Arfvis Stammers skyld. | 17 O LORD, why hast thou made us to err from thy ways, and hardened our heart from thy fear? Return for thy servants' sake, the tribes of thine inheritance. |
| 18 Hvi har gudløse trådt i din helligdom, vore fjender nedtrampet dit tempel? | 18 En kort Tjd hafde de / som ere dit hellige Folck / eyet (Landet/) Men dine Modstandere hafve nedtrædet din Helligdom. | 18 The people of thy holiness have possessed it but a little while: our adversaries have trodden down thy sanctuary. |
| 19 Vi er som dem, du aldrig har styret, over hvem dit navn ej er nævnt. | 19 Vi ere blefve (lige som de ) af gammel tjd / som du regnerede icke ofver / oc vare icke kaldede efter dit Nafn. | 19 We are thine: thou never barest rule over them; they were not called by thy name. |
| 20 Gid du sønderrev himlen og steg ned, så bjergene vakled for dit åsyn! | | 20 Oh that thou wouldest rend the heavens, that thou wouldest come down, that the mountains might flow down at thy presence. |