Esajas bog 64 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Som vokset smelter i ild, så lad ild fortære dine fjender, at dit navn må kendes iblandt dem, og folkene bæve for dit åsyn, | 1 LXIV. Capitel. AH ad du vilde sønderbryde Himle / du vilde fare ned / Ad Biergene kunde bortflyde for dig / Lige som Jld optænder det der smeltis / lige som Jld optænder det der smeltis / lige som Jld kommer Vand til ad siude : Ad dine Fiender kunde kiende dit Nafn / da skulle Hedningene befve for dig. | 1 As when the melting fire burneth, the fire causeth the waters to boil, to make thy name known to thine adversaries, that the nations may tremble at thy presence! |
| 2 når du gør undere, vi ikke vented, du stiger ned, for dit åsyn vakler bjergene | 2 Du giorde underlige ting / hvilcke vi icke ventede / du nedfoorst / Biergene bortfødde for dig. | 2 When thou didst terrible things which we looked not for, thou camest down, the mountains flowed down at thy presence. |
| 3 og som ingen sinde er hørt. Intet øre har hørt, intet øje har set en Gud uden dig, som hjælper den, der håber på ham. | 3 Oc de hørde det icke af gammel Tjd / fattide det icke med Ørne / intet Øye hafver seet det / uden du / O Gud / (det) hans skal giøre den som bier efter hannem. | 3 For since the beginning of the world men have not heard, nor perceived by the ear, neither hath the eye seen, O God, beside thee, what he hath prepared for him that waiteth for him. |
| 4 Du ser til dem, der øver retfærd og kommer dine veje i hu. Men se, du blev vred, og vi synded, og skyldige blev vi derved. | 4 Du mødte den Glad oc den som giør Retfærdighed / oc den som komme dig ihu paa dine Veye : See / du varst vred / fordi vi syndede / paa dem er ævighed / derfor blefve vi frelste. | 4 Thou meetest him that rejoiceth and worketh righteousness, those that remember thee in thy ways: behold, thou art wroth; for we have sinned: in those is continuance, and we shall be saved. |
| 5 Som urene blev vi til hobe, som en tilsølet klædning al vor retfærd. Vi visnede alle som løvet, vort brøde bortvejred os som vinden. | 5 Oc vi vare alle som den ureene / oc all vor Retfærdighed var som et besmittit Klæde / oc vi ere alle visnede som et Blad / oc vore Misgierninger førde os bort som Væjret. | 5 But we are all as an unclean thing, and all our righteousnesses are as filthy rags; and we all do fade as a leaf; and our iniquities, like the wind, have taken us away. |
| 6 Ingen påkaldte dit navn, tog sig sammen og holdt sig til dig; thi du skjulte dit åsyn for os og gav os vor brøde i vold. | 6 Oc der var ingen som kaldede paa dit nafn / som giorde sig rede / ad tage fat paa dig / thi du skiulte dit Ansict for os / oc smeltede os i vore Misgierningers vold. | 6 And there is none that calleth upon thy name, that stirreth up himself to take hold of thee: for thou hast hid thy face from us, and hast consumed us, because of our iniquities. |
| 7 Men du, o Herre, er dog vor fader, vi er leret, og du har dannet os, værk af din hånd er vi alle. | 7 Men nu HErre / du (est) vor Fader / vi (ere) Leeret / oc du est vor Pottemagere / oc vi ere alle dine Hænders Gierning. | 7 But now, O LORD, thou art our father; we are the clay, and thou our potter; and we all are the work of thy hand. |
| 8 Vredes ej, herre, så såre, kom ej evigt brøde i hu, se dog til, vi er alle dit folk! | 8 HErre vær icke saa saare vred / oc kom icke misgierning ævindeligen ihu / see / act / det dog / vi ere alle dit Folck. | 8 Be not wroth very sore, O LORD, neither remember iniquity for ever: behold, see, we beseech thee, we are all thy people. |
| 9 Dine hellige byer er ørk, Zion er blevet en ørk, Jerusalem ligger i grus; | 9 Dine Helligdoms Stæder ere blefne til Ørcken / Zion er blefven til Ørcken / Jerusalem er forstyrret. | 9 Thy holy cities are a wilderness, Zion is a wilderness, Jerusalem a desolation. |
| 10 vort hellige, herlige tempel, hvor fædrene priste dig, er blevet luernes rov, en grushob er alt, hvad vi elskede. | 10 Vor Helligheds oc vor Herligheds Huus / i hvilcket vore Forfædre lofvede dig / er opbrænt med Jld / oc alt det som vi hafde Attraa til / er fordærfvit. | 10 Our holy and our beautiful house, where our fathers praised thee, is burned up with fire: and all our pleasant things are laid waste. |
| 11 Ser du roligt herre, på sligt, kan du tie og bøje os så dybt? | 11 HErre / vilt du indeholde ofver disse Ting / vilt du tie / oc nedslaa os saa saare? | 11 Wilt thou refrain thyself for these things, O LORD? wilt thou hold thy peace, and afflict us very sore? |