Ezras bog 9 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Men da alt dette var gjort, kom øversterne til mig og sagde: »Folket, Israel og præsterne og leviterne, har ikke skilt sig ud fra hedningerne eller fra deres vederstyggeligheder, kana'anæerne, hetiterne, perizziterne, jebusiterne, ammoniterne, moabiterne, ægypterne og amoriterne; | 1 IX. Capitel. DEr nu dette var fuldkommet / ginge de Øfverste til mig / oc sagde : Jsraels Folck / oc Præsterne / oc Leviterne / ere icke adskilde fra Folckene i Landene / efter deres Vederstyggelighed / som er : Cananiters / Hethiters / Pheresiters / Jebusiters / Ammoniters / Moabiters / Ægypters og Amoriters. | 1 Now when these things were done, the princes came to me, saying, The people of Israel, and the priests, and the Levites, have not separated themselves from the people of the lands, doing according to their abominations, even of the Canaanites, the Hittites, the Perizzites, the Jebusites, the Ammonites, the Moabites, the Egyptians, and the Amorites. |
| 2 thi af deres døtre har de taget sig selv og deres sønner hustruer, så at den hellige sæd har blandet sig med hedningerne; og øversterne og forstanderne var de første til at øve denne troløshed! | 2 Thi de hafde taget dem af deres Døtre oc deres Sønner / ad den hellige Sæd hafver giort sig almindelig med Folcket i Landene / oc de Øfverste oc Raadsherrerne / vare med i denne første misgierning. | 2 For they have taken of their daughters for themselves, and for their sons: so that the holy seed have mingled themselves with the people of those lands: yea, the hand of the princes and rulers hath been chief in this trespass. |
| 3 Da jeg hørte den tale, sønderrev jeg min kjortel og min kappe, rev hår af mit hoved og skæg og satte mig hen i stum smerte. | 3 Oc der jeg dette hørde / da sønderref jeg mit Klæde oc min Kiortel / oc ref mit Haar af mit Hofvet oc mit Skæg / oc sad forfærdet. | 3 And when I heard this thing, I rent my garment and my mantle, and plucked off the hair of my head and of my beard, and sat down astonied. |
| 4 Da samlede sig omkring mig alle de, der bævede for Israels Guds ord mod troløsheden hos dem, der havde været i landflygtighed; og jeg sad i stum smerte til aftenafgrødeofferets tid. | 4 Da forsamledis til mig / hver som fryctede for Jsraels Guds Ord / for udlændighedens Synds skyld / oc jeg sad forfærdet indtil Afftens Madoffer. | 4 Then were assembled unto me every one that trembled at the words of the God of Israel, because of the transgression of those that had been carried away; and I sat astonied until the evening sacrifice. |
| 5 Men ved aftenafgrødeofferets tid rejste jeg mig af min selvydmygelse, og idet jeg sønderrev min kjortel og min kappe, kastede jeg mig på knæ og udbredte hænderne til, Herren min Gud | 5 Oc om Aftenens Madoffers tjd / stood jeg op af min Ælendighed / efterad jeg hafde sønderrefvit mit Klæde oc min Kiortel : oc jeg knælede paa mit Knæ / oc udbridde mine Hænder til HErren min Gud / | 5 And at the evening sacrifice I arose up from my heaviness; and having rent my garment and my mantle, I fell upon my knees, and spread out my hands unto the LORD my God, |
| 6 Og sagde: min Gud, jeg skammer mig og blues ved at løfte mit ansigt til dig, min Gud, thi vore misgerninger er vokset os over hovedet, og vor skyld er så stor, at den rækker til himmelen! | 6 Oc sagde : Min Gud / jeg skammer mig / oc bluis ved ad opløfte mit Ansict til dig min Gud: Thi vore Synder er blefvne mangfoldige ofver vort Hofved / oc vor Skyld er stoor indtil Himmelen. | 6 And said, O my God, I am ashamed and blush to lift up my face to thee, my God: for our iniquities are increased over our head, and our trespass is grown up unto the heavens. |
| 7 Fra vore fædres tid indtil denne dag.har vor skyld været stor, og for vore misgerninger blev vi, vore konger og præster givet til pris for landenes konger, for sværd, fangenskab, udplyndring og vanære, således som det er den dag i dag.« | 7 Fra vore Fædres Tjd hafve vi været i stor skyld indtil denne Dag / oc for vore Misgierningers skyld / ere vi / vore Konger vore Psæster / gifne i Kongens haand i Landene / i Sværd / i Fængsel / oc i rof / oc i vore Ansictes Skam / som paa denne Dag. | 7 Since the days of our fathers have we been in a great trespass unto this day; and for our iniquities have we, our kings, and our priests, been delivered into the hand of the kings of the lands, to the sword, to captivity, and to a spoil, and to confusion of face, as it is this day. |
| 8 Og nu er der en føje stund blevet os nåde til del fra Herren vor Gud, idet han har ladet os beholde en undsluppet rest og givet os at slå vor teltpæl på sit hellige sted, for at vor Gud kan lade vore øjne lyse og give os en smule livskraft i vor trældom; | 8 Men nu er os for en liden tjud skeed naade af HErren vor Gud / ad hand hafver ladit os ( nogle) undkomme / oc gifvit os en Nagle i sin hellige Sted : ad opliuse vore Øyne / O vor Gud / oc ad gifve os et lidt Lefnet / der som vi tiene. | 8 And now for a little space grace hath been showed from the LORD our God, to leave us a remnant to escape, and to give us a nail in his holy place, that our God may lighten our eyes, and give us a little reviving in our bondage. |
| 9 thi er vi end trælle, har vor Gud dog ikke forladt os i vor trældom, men vundet os nåde for perserkongernes åsyn, så at han har givet os livskraft til at rejse vor Guds hus og opbygge dets grushobe og givet os et gærde i Juda og Jerusalem. | 9 Thi vi ere Tienere / dog vor Gud forlod os icke / alligevel ad vi ere Tienere : oc hand hafver vendt Barmhiertighed til os for Kongerne i Persen / ad de lode os lefve / ad ophøye vor Guds Huus / oc oprette dens forstyrrelse / oc ad gifve os et Gierde i Juda oc Jerusalem. | 9 For we were bondmen; yet our God hath not forsaken us in our bondage, but hath extended mercy unto us in the sight of the kings of Persia, to give us a reviving, to set up the house of our God, and to repair the desolations thereof, and to give us a wall in Judah and in Jerusalem. |
| 10 Men hvad skal vi nu sige, vor Gud, efter alt dette? Vi har jo forladt dine bud, | 10 Oc nu / hva skulle vi sige / O vor Gud / her efter / Thi vi hafve forladet dine Bud / | 10 And now, O our God, what shall we say after this? for we have forsaken thy commandments, |
| 11 som du gav os ved dine tjenere profeterne, da du sagde: det land, I drager ind i og tager i besiddelse, er et urentland på grund af hedningernes urenhed, på grund af de vederstyggeligheder, de i deres urenhed har fyldt det med fra ende til anden; | 11 Som du hafver budit / ved dine Tienere Prohpeterne / oc sagt: Dette Land som j komme ind udi ad arfve / det er et ureent Land / som Folckenes ureenheds skyld i Landene : formedelst deres vederstyggelighed / vor med de hafve giort det fuld baade her oc der med deres ureenhed. | 11 Which thou hast commanded by thy servants the prophets, saying, The land, unto which ye go to possess it, is an unclean land with the filthiness of the people of the lands, with their abominations, which have filled it from one end to another with their uncleanness. |
| 12 derfor må I ikke give deres sønner eders døtre eller tage deres døtre til hustruer for eders sønner og ingen sinde søge deres velfærd og lykke, at I kan blive stærke og nyde landets goder og sikre eders sønner besiddelsen deraf for evigt! | 12 Saa skulle j nu icke gifve deres sønner eders Døttre / oc j skulle icke tage deres Døttre til eders Sønner / oc icke søge deres Fred oc deres Gode ævindelig : Paa det/ ad j skulle blifve mæctige / oc æde det gode i Landet / de arfve det for eders Børn ævindelig. | 12 Now therefore give not your daughters unto their sons, neither take their daughters unto your sons, nor seek their peace or their wealth for ever: that ye may be strong, and eat the good of the land, and leave it for an inheritance to your children for ever. |
| 13 Efter alt, hvad der er vederfaret os på grund af vore onde gerninger og vor svare skyld - og endda har du vor Gud ikke i fuldt mål tilregnet os vore synder, men skænket os en sådan flok undslupne - | 13 Oc efter alt det som er kommet ofver os / for vore onde Gierninger oc for vor stoore Skyld / da hafver du vor Gud sparit vore Misgierninger / oc gifvit os en udfrjelse / som nu er. | 13 And after all that is come upon us for our evil deeds, and for our great trespass, seeing that thou our God hast punished us less than our iniquities deserve, and hast given us such deliverance as this; |
| 14 skal vi da på ny krænke dine bud ved at besvogre os med folk, der øver slige vederstyggeligheder? Vil du da ikke vredes således på os, at du ødelægger os aldeles, så der ikke levnes nogen rest, og ingen undslipper? | 14 Skuklde vi da atter ofvertræde dine Bud / oc giøre Fredskab med dette vederstyggelige Folck / Monne du icke skulle blifve vred paa os / indtil ad det er plat ude /ad der bliefver intet ofver igien / eller nogen redning? | 14 Should we again break thy commandments, and join in affinity with the people of these abominations? wouldest not thou be angry with us till thou hadst consumed us, so that there should be no remnant nor escaping? |
| 15 Herre, Israels Gud! Du er retfærdig, derfor er vi nu en rest tilbage, som er undsluppet; se, vi står for dig i vor syndeskyld; thi det er umuligt at bestå for dit åsyn, når sligt kan ske!« | 15 HErre Jsraels Gud / du est retfærdig / Thi vi ere ofverblefne til ad undkomme / som det er i Dag : See / vi ere for dig i vor Skyld / Thi derfor kand ingen staa for dig. | 15 O LORD God of Israel, thou art righteous: for we remain yet escaped, as it is this day: behold, we are before thee in our trespasses: for we cannot stand before thee because of this. |