Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.
          Tilbage

Habbakuks bog 3

1931

1647

King James Version

1 En bøn af profeten Habakkuk. Al-Sjigjonot. 1 III. Capitel. HAbakucs Prophetis Bøn / ofver Sigjonoth. 1 A prayer of Habakkuk the prophet upon Shigionoth.
2 Herre, jeg har hørt dit ry, jeg har skuet din gerning, Herre. Fuldbyrd det i årenes løb, åbenbar dig i årenes løb, kom barmhjertighed i hu under vreden!2 HErre / der jeg hørde Tjdender fra dig / fryctede jeg : HErre / ljfsactig giør djn Gierning midt i Aarene / Du skalt kundgiøre det midt i Aarene: J Vrede skalt du ihukomme Barmhiertighed. 2 O LORD, I have heard thy speech, and was afraid: O LORD, revive thy work in the midst of the years, in the midst of the years make known; in wrath remember mercy.
3 Gud drager frem fra Teman, den hellige fra parans bjerge. Sela. hans højhed skjuler himlen, hans herlighed fylder jorden. 3 Gud kom til Theman / oc den Hellige fra parans bierg / Sela. Hand skiulte Himmelen med sin herlighed / oc Jorden var fuld af hans Lof: 3 God came from Teman, and the Holy One from mount Paran. Selah. His glory covered the heavens, and the earth was full of his praise.
4 Under ham er glans som ild, fra hans side udgår stråler; der er hans vælde i skjul. 4 Oc der var et skin som et Lius / der ginge hannem tvende Horn af hans Haand / oc der var hans styrcke skiult. 4 And his brightness was as the light; he had horns coming out of his hand: and there was the hiding of his power.
5 Foran ham vandrer pest, og efter ham følger sot. 5 Der gick Pestilenze for hans Ansict / oc der udkomme gloende Kull for hans Fødder. 5 Before him went the pestilence, and burning coals went forth at his feet.
6 Hans fjed får jorden til at skælve, hans blik får folk til at bæve. De ældgamle bjerge brister, de evige høje synker, ad evige stier går han. 6 Hand stood oc maalde Jorden / hand saa til / oc kom Hedningene til ad springe ud / oc de ævige Bierge blefve sønderslagne: De ævige Høye buckede sig / hand hafver ævige Reyser. 6 He stood, and measured the earth: he beheld, and drove asunder the nations; and the everlasting mountains were scattered, the perpetual hills did bow: his ways are everlasting.
7 Kusjans telte bæver, telttæpperne i midjans land. 7 Under uretfærdighed saa jeg Ehusans Pauluner : Telterne udi Madians Land rystede. 7 I saw the tents of Cushan in affliction: and the curtains of the land of Midian did tremble.
8 Er Herren da vred på strømmene, gælder din vrede strømmene, gælder din harme havet, siden du farer frem på dine heste og dine vogne drøner. 8 Mon HErren var vred paa Floderne? Mon djn Vrede var mod Floderne? Mon djn hastighed var mod Hafvet / der du foor paa dine Heste? Dine Vogne vare Salighed. 8 Was the LORD displeased against the rivers? was thine anger against the rivers? was thy wrath against the sea, that thou didst ride upon thine horses and thy chariots of salvation?
9 Din bue kom blottet til syne, din buestreng mætter du med pile. - Sela. du kløver jorden i strømme, 9 Djn Bue skal vist blotis / efter de Eder til Stammerne / som er sagt / Sela / Du slacte Jorden til Strømmene : 9 Thy bow was made quite naked, according to the oaths of the tribes, even thy word. Selah. Thou didst cleave the earth with rivers.
10 Bjergene ser dig og skælver. Skyerne nedsender regnskyl, og afgrunden løfter sin røst. 10 biergene saae dig (oc) blefve bange : Vandstrømmene løbe bort / Afgrunden lod sig liude / Høyene opløfte sine Hænder. 10 The mountains saw thee, and they trembled: the overflowing of the water passed by: the deep uttered his voice, and lifted up his hands on high.
11 Solen glemmer at stå op, månen bliver i sit bo; de flygter for skinnet af dine pile, for glansen af dit lynende spyd. 11 Solen / ja Maanen / stoode stille i (deres) Bolige : Med Liuset ginge dine Pjle der hen / med Glanz / dine blinckede Glafvind. 11 The sun and moon stood still in their habitation: at the light of thine arrows they went, and at the shining of thy glittering spear.
12 I harme skrider du hen over jorden, du nedtramper folk i vrede. 12 Du traader paa jorden med Vrede : Du tærsker Hedningene med Grumhed. 12 Thou didst march through the land in indignation, thou didst thresh the heathen in anger.
13 Du drager ud til Frelse for dit folk, ud for at frelse din salvede. Du knuser den gudløses hustag, blotter grunden til klippen. - Sela. 13 Du drogst ud ad frelse dit Folck / ad frelse djn salvede / du sønderslogst Hofvedet af den ugudeligis huus / der du blottede Grundvollen indtil halfven / Sela. 13 Thou wentest forth for the salvation of thy people, even for salvation with thine anointed; thou woundedst the head out of the house of the wicked, by discovering the foundation unto the neck. Selah.
14 Med dit spyd gennemborer du hans hoved, bans høvdinger splittes. 14 Du giennemstuck Hofvedet for hans Lands byer / med hans Kieppe / de foore hastig omkring / ad fordærfve mig : Deres lyst var som til at æde en ælendig udi Skiul. 14 Thou didst strike through with his staves the head of his villages: they came out as a whirlwind to scatter me: their rejoicing was as to devour the poor secretly.
15 Du tramper hans heste i havet, i de mange vandes dynd.15 Du lodst dine heste traade i Hafvet / (ja) i mange Vands hoob. 15 Thou didst walk through the sea with thine horses, through the heap of great waters.
16 Jeg hørte det; da bæved min krop, ved braget skjalv mine læber; edder for i mine ben, og under mig vakled mine skridt. Jeg bier på trængselens dag over folket, som volder os krig.16 Jeg hørde det / oc min Bug forfærdedes / mine Læber befvede for Liudet / Der kom raade i mine Been / oc jeg forfærdedis som jeg stod : Ad jeg kand hvile mig i Drøfvelsis Tjd / naar hand drager op imod Folcket / vil hand afhugge det. 16 When I heard, my belly trembled; my lips quivered at the voice: rottenness entered into my bones, and I trembled in myself, that I might rest in the day of trouble: when he cometh up unto the people, he will invade them with his troops.
17 Thi figentræet blomstrer ikke, vinstokken giver intet, olietræets afgrøde svigter, markerne giver ej føde. Fårene svandt af folden, i staldene findes ej okser. 17 Enddog Figentræet skal icke grønnis / oc der skal icke være Grøde i Vjnstockene / OlieFructen skal slaa feyl / oc ingen af Agrene skal gifve Føde : Ad mand skal rifve Faarene af Faarestjen / oc der skal icke være Øxne i Stoldene. 17 Although the fig tree shall not blossom, neither shall fruit be in the vines; the labour of the olive shall fail, and the fields shall yield no meat; the flock shall be cut off from the fold, and there shall be no herd in the stalls:
18 Men jeg vil frydes i Herren, juble i min Frelses Gud. 18 Dog vil jeg fryde mig i HErren : vil være lystig i mjn Saligheds Gud. 18 Yet I will rejoice in the LORD, I will joy in the God of my salvation.
19 Den Herre Herren er min styrke, han gør mine fødder som hindens og lader mig gå på mine høje. Til sangmesteren. Med strengespil.19 Den HErre HErre er mjn Mact / oc hand skal sætte mine Fødder som Hindendes / oc skal lade mig traade paa mine Høye / for Sangmesteren / paa mjn Strengeleeg. Ende paa Habakuks Bog. 19 The LORD God is my strength, and he will make my feet like hinds' feet, and he will make me to walk upon mine high places. To the chief singer on my stringed instruments.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel