Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.
          Tilbage

Hebræerbrevet 12

1948

1647

King James Version

1 Så lad da også os, som har så stor en sky af vidner omkring os, lægge alt det bort, som tynger, og synden, som så let hilder os, og lad os med udholdenhed ile fremad i det kapløb, vi har foran os, 1 XII.Capittel. DErfor ocsaa vi / efterdi vi hafve saadan en hob Vidne sat omkring os / Da lader os aflegge alle Byrde oc Synden / som saa lættelig staar omkring os / oc ved Tolmodighed løbe / den Kampis Maal / som er os forsat: 1 Wherefore seeing we also are compassed about with so great a cloud of witnesses, let us lay aside every weight, and the sin which doth so easily beset us, and let us run with patience the race that is set before us,
2 mens vi retter vort blik mod Jesus, troens banebryder og fuldender, som for at få den glæde, der ventede ham, udholdt korset uden at ænse skammen, og som nu har taget sæde på højre side af Guds trone. 2 I det vi see hen til troens Begyndelse oc Fuldkommere Jesum / hvilcken i steden for den glæde som hannem var forsæt / lidde Korset / efter hand actede icke den Spot / oc sidder paa Guds Thrones høyre Side. 2 Looking unto Jesus the author and finisher of our faith; who for the joy that was set before him endured the cross, despising the shame, and is set down at the right hand of the throne of God.
3 Ja, på ham, som har tålt en sådan modsigelse af syndere, skal I tænke, for at I ikke skal blive trætte og modløse i jeres sjæle. 3 Thi tæncker paa den / som hafver ljdt saadan en giensigelse af Syndere / imod sig / Ad I icke blifve trætte / i det I aflade i eders Sind / 3 For consider him that endured such contradiction of sinners against himself, lest ye be wearied and faint in your minds.
4 I jeres kamp mod synden har I endnu ikke stået imod indtil blodet, 4 I stoode icke endnu imod indtil Blood / i det j stridde imod synden / 4 Ye have not yet resisted unto blood, striving against sin.
5 og I har glemt formaningen, der jo taler til jer som til sønner: »Min søn! lad ej hånt om Herrens tugt, bliv ej heller modløs, når du revses af ham; 5 Oc I hafve allerede forglemt denTrøst / der taler til eder / som til Børn: Min Søn / foract icke HErrens Ræfselse / lad ey heller Modet falde / naar du straffis af hannem. 5 And ye have forgotten the exhortation which speaketh unto you as unto children, My son, despise not thou the chastening of the Lord, nor faint when thou art rebuked of him:
6 thi Herren tugter den, han elsker, straffer hårdt hver søn, han har kær.« 6 Thi hvilcken HErren elsker / den ræfser hand / men hand hudstryger hver den Søn / som hand annamme. 6 For whom the Lord loveth he chasteneth, and scourgeth every son whom he receiveth.
7 Det er til jeres optugtelse, at I må lide; Gud handler med jer som med sønner; thi hvor er den søn, som faderen ikke tugter? 7 Dersom I lide ræfselse / da tilbiuder Gud sig mod eder / som mod børn. Thi hvilcken er en Søn / som en fader icke færser? 7 If ye endure chastening, God dealeth with you as with sons; for what son is he whom the father chasteneth not?
8 Hvis I da ikke får nogen tugtelse, som dog alle får deres del af, så er I jo uægte børn og ikke sønner. 8 Men ere I uden ræfselse / i hivlcken de ere alle deelactige / da ere i u-æcte / oc icke Børn. 8 But if ye be without chastisement, whereof all are partakers, then are ye bastards, and not sons.
9 Da vi var under vore kødelige fædres tugt, havde vi ærefrygt for dem; skal vi så ikke meget snarere bøje os under åndernes Fader og få livet i eje? 9 Dernæst / hafde vi vore Kiødelige Fæder til Tuctere / oc fryctede / skulde vi icke da meget meere være den Aandelige Fder underdanige / oc lefve? 9 Furthermore we have had fathers of our flesh which corrected us, and we gave them reverence: shall we not much rather be in subjection unto the Father of spirits, and live?
10 Thi de tugtede os for en kort tid, som de skønnede, det var bedst, men han gør det til vort sande gavn, for at vi skal få del i hans hellighed. 10 Thi de andre ræfsede (os) i faa Dage / efter deres tycke / men denne til nytte / paa det vi skulle blifve deelactige i hans Hellighed. 10 For they verily for a few days chastened us after their own pleasure; but he for our profit, that we might be partakers of his holiness.
11 Al tugtelse synes vel i øjeblikket ikke at være til glæde, men til sorg; men siden giver den dem, der er opøvet ved den, en fredens frugt: retfærdighed. 11 Men all Ræfselse / i det den er nærværendis / siunis icke ad høre til glæde / men bedrøfvelse: Men der efter skal hand gifve dem Retfærdigheds fredsommerlige Fruct / som ere øfvede der udi. 11 Now no chastening for the present seemeth to be joyous, but grievous: nevertheless afterward it yieldeth the peaceable fruit of righteousness unto them which are exercised thereby.
12 Derfor: »Ret de slappe bænder og de kraftløse knæ,« 12 Derfor opretter ingen de hengende Hænder / oc de forsmæctede Knæ: 12 Wherefore lift up the hands which hang down, and the feeble knees;
13 og træd lige spor med jeres fødder, så det, der er lammet, ikke vrides af led, men snarere helbredes. 13 Oc giører visse Trjn med eders Fødder / ad ad icke det som er halt / skal dragis (meere) af lafve / men heller blive lægt. 13 And make straight paths for your feet, lest that which is lame be turned out of the way; but let it rather be healed.
14 Stræb efter fred med alle og efter hellighed; uden den skal ingen se Herren. 14 Søger Fred med hver mand / oc Hellighed / uden hvilcken ingen skal see HErren: 14 Follow peace with all men, and holiness, without which no man shall see the Lord:
15 Og se til, at ingen går glip af Guds nåde, at ingen bitter rod skyder op og gør fortræd, så mange smittes af den; 15 I det i see til / ad icke nogen forsømmer Guds naade: Ad icke nogen bitter Rood skal opvoxe / oc giøre uro / oc mange skulle ved den smittes: 15 Looking diligently lest any man fail of the grace of God; lest any root of bitterness springing up trouble you, and thereby many be defiled;
16 at ingen er utugtig eller vanhellig som Esau, der for en eneste ret mad solgte sin førstefødselsret. 16 Ad der skal icke nogen være en Bolere / eller en vanhellig / som Esau / der for en Rætt / afhend som Førstefødsels ræt. 16 Lest there be any fornicator, or profane person, as Esau, who for one morsel of meat sold his birthright.
17 I ved jo, at skønt han sidenhen ønskede at arve velsignelsen, blev han vraget; thi han fandt ingen lejlighed til at omvende sig, skønt han med tårer søgte derefter. 17 Thi I vide / d hand oc der efter / der hand vilde arfvit Velsignelsen / blef forskut. Thi hand fant icke rom til omvendelse / alligevel ad hand søgte efter den Graad. 17 For ye know how that afterward, when he would have inherited the blessing, he was rejected: for he found no place of repentance, though he sought it carefully with tears.
18 I er jo ikke kommet til et udvortes håndgribeligt bjerg, til en flammende ild og mulm og mørke og uvejr, 18 Thi I ere icke komne til et Bierg / som mand kunde rør ved / oc til en brændende Ild / oc Taage oc Mørckhed oc Storm / 18 For ye are not come unto the mount that might be touched, and that burned with fire, nor unto blackness, and darkness, and tempest,
19 og ikke til basunklang og til en røst, der talte således, at de, der hørte den, bad sig fri for at høre mere. 19 Oc Basuuns liud / oc Ordens Røst / hvilcken de forsagde / som (den) hørde / ad ordet skulde icke ydermeere sigis dem. 19 And the sound of a trumpet, and the voice of words; which voice they that heard entreated that the word should not be spoken to them any more:
20 Thi de kunne ikke udholde det, der blev påbudt: »Selv et dyr, der rører ved bjerget, skal stenes.« 20 thi de kunde icke fordrage det som blef befalet / Oc om et Diur rørde ved Bierget / da skulde det steenis / eller skiudis med et Skud. 20 (For they could not endure that which was commanded, And if so much as a beast touch the mountain, it shall be stoned, or thrust through with a dart:
21 Ja, så frygteligt var synet, at Moses sagde: »Jeg er forfærdet og skælver.« 21 (Oc saa forfærdeligt var det som siuntes / ad Moses sagde / jeg er forfærdet oc befver.) 21 And so terrible was the sight, that Moses said, I exceedingly fear and quake:)
22 Men I er kommet til Zions bjerg og til den levende Guds stad, til det himmelske Jerusalem og til en højtidsskare af engle i tusindtal 22 Men j ere komne til Zions Bierg / oc til den lefvende Guds Stad / til det Himmelske Jerusalem / 22 But ye are come unto mount Sion, and unto the city of the living God, the heavenly Jerusalem, and to an innumerable company of angels,
23 og en menighed af førstefødte, som er indskrevne i Himlene, og til en dommer, som er alles Gud, og til deres ånder, som er retfærdige og er nået til fuldendelse, 23 Oc til de Førsteføddes Forsamling oc Meenighed / som ere opskrefne i Himlene / oc til en Dommere som er Gud ofver alle / oc til de fuldkomne Retfærdiges Aander / 23 To the general assembly and church of the firstborn, which are written in heaven, and to God the Judge of all, and to the spirits of just men made perfect,
24 og til den nye pagts mellemmand, Jesus, og til bestænkelsens blod, som forkynder noget bedre end Abels. 24 Oc til det ny Testamentis Midlere / Jesum / oc til bestenckelsis Blood / som taler bedre ting / end Abel. 24 And to Jesus the mediator of the new covenant, and to the blood of sprinkling, that speaketh better things than that of Abel.
25 Tag jer i agt, at I ikke beder jer fri for ham, som taler. Thi kunne de andre ikke undfly straffen, da de bad sig fri for ham, der talte sit guddomsord her på jorden, så skal vi det meget mindre, hvis vi vender os bort fra ham, når han taler fra Himlene. 25 Seer til / ad I forsage icke den som taler. Thi undflydde icke de / som stoode imod den som talde besynderligen paa Jorden / da skulle vi meget meere (icke kunde undfly) om vi vende os fra hannem / som (taler) af Himlene: 25 See that ye refuse not him that speaketh. For if they escaped not who refused him that spake on earth, much more shall not we escape, if we turn away from him that speaketh from heaven:
26 Dengang fik hans røst jorden til at rokkes, men nu har han givet denne forjættelse: »Endnu en gang vil jeg ryste, ikke blot jorden, men også himmelen.« 26 Hvis røst da rørde jorden: Men nu lofver hand / oc siger / Jeg vil end een gang røre / icke alleeniste Jorden / men ocsaa Himmelen. 26 Whose voice then shook the earth: but now he hath promised, saying, Yet once more I shake not the earth only, but also heaven.
27 Men dette »endnu en gang« giver til kende, at de ting, der kan rokkes, fordi de er skabt, skal forvandles, for at de ting, der ikke kan rokkes, skal blive bestandig. 27 Men det / end een gang / gifver tilkiende Ad de Ting som røres skulle hensættes / som de der ere giorde / Ad de som icke røres skulle blifve ved. 27 And this word, Yet once more, signifieth the removing of those things that are shaken, as of things that are made, that those things which cannot be shaken may remain.
28 Da vi nu får et urokkeligt rige, så lad os være taknemmelige og derved tjene Gud, som det er ham velbehageligt, med ængstelse og hellig frygt. 28 Efterdi vi bekomme da urørligt Rige / da lader os beholde Naade / formedelst hvilcken vi kunde holde tieniste / velbehageligen for Gud / med blufærdighed oc fryct. 28 Wherefore we receiving a kingdom which cannot be moved, let us have grace, whereby we may serve God acceptably with reverence and godly fear:
29 Thi »vor Gud er en fortærende ild.«29 Thi vor Gud er en fortærendis Ild. 29 For our God is a consuming fire.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel