Hebræerbrevet 6 |
1948 | 1647 | King James Version |
| 1 Lad os derfor ikke her gå ind på børnelærdommen om Kristus, men ledes frem til de voksnes stade og ikke på ny lægge grundvold med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, | 1 VI.Capitel. DErfor ad vi lade det Christi begyndelsis Ord blifve / da lader os fare frem til den Fuldkommenhed / Saa vi icke atter legge grundvold til omvendelse fra døde Gierninger / oc Tro til Gud / | 1 Therefore leaving the principles of the doctrine of Christ, let us go on unto perfection; not laying again the foundation of repentance from dead works, and of faith toward God, |
| 2 med lære om tvætninger og håndspålæggelse, de dødes opstandelse og evig dom. | 2 Til Daabens Lærdom / Hænders paaleggelse / oc Dødes Opstandelse / oc den ævige Dom. | 2 Of the doctrine of baptisms, and of laying on of hands, and of resurrection of the dead, and of eternal judgment. |
| 3 Ja, det vil vi gøre, om ellers Gud vil tillade det. | 3 Oc det ville vi giøre / dersom Gud det tilsteder. | 3 And this will we do, if God permit. |
| 4 Thi når mennesker en gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave og har fået del i Helligånden | 4 thi det er umuuligt / ad de / som ere een gang opliuste / oc hafve smaget den himmelske Gafve / oc ere blefne deelactige i den Hellig-Aand / | 4 For it is impossible for those who were once enlightened, and have tasted of the heavenly gift, and were made partakers of the Holy Ghost, |
| 5 og har smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter og så falder fra, da er det umuligt atter at bringe dem til omvendelse på ny; | 5 Oc hafve smaget Guds gode / ord / oc den tilkommelse Verdens krafter: | 5 And have tasted the good word of God, and the powers of the world to come, |
| 6 thi de korsfæster for deres del Guds Søn igen og gør ham til spot. | 6 Oc frafalde / ad nogen fornyer dem til Omvendelse / hvilcke igien korsfæste dem self den Guds Søn / oc (giøre (hannem) til vidunder.) | 6 If they shall fall away, to renew them again unto repentance; seeing they crucify to themselves the Son of God afresh, and put him to an open shame. |
| 7 Thi så længe en mark opsuger den regn, der ofte falder på den, og frembringer afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, er den under Guds velsignelse; | 7 Thi Jorden som dricker Regnen / der ofte kommer ofver den / so bør dem beqvemme Urter / ved Hvilcke den oc dyrckis / den faar velsignelse af Gud: | 7 For the earth which drinketh in the rain that cometh oft upon it, and bringeth forth herbs meet for them by whom it is dressed, receiveth blessing from God: |
| 8 men bærer den tjørn og tidsel, er den ingenting til og forbandelse nær, og til sidst sættes der ild på den. | 8 Men den som bør Torn oc Tidzel / duer intet / oc er nær Forbandelse / hvis ende er ad opbrændis. | 8 But that which beareth thorns and briers is rejected, and is nigh unto cursing; whose end is to be burned. |
| 9 Men selv om vi også taler således, er vi dog overbeviste om, at med jer, I elskede, står det bedre til, og at I har del i frelsen. | 9 Men vi forsee os til eder / I elskelige / de Ting som bedre ere / oc høre til saliggiørelse / alligevel ad vi ocsaa tale. | 9 But, beloved, we are persuaded better things of you, and things that accompany salvation, though we thus speak. |
| 10 Thi Gud er ikke uretfærdig, så han skulle glemme jeres arbejde og den kærlighed, I har vist mod hans navn, ved at I har hjulpet og stadig hjælper de hellige. | 10 thi Gud er icke uretfærdig / ad hand forglemmer eders Gierning oc Kierlighedens arbeyde / som I bevjste til hans Nafn / der I tiente de Hellige / oc tiene (dem.) | 10 For God is not unrighteous to forget your work and labour of love, which ye have showed toward his name, in that ye have ministered to the saints, and do minister. |
| 11 Men vi ønsker inderligt, at enhver af jer må vise den samme iver efter at fastholde fuld vished i håbet indtil det sidste, | 11 Men vi begiere / ad hver af eder kand bevjse den samme fljd / til Haabets fulde forvisning indtil enden: | 11 And we desire that every one of you do show the same diligence to the full assurance of hope unto the end: |
| 12 så I ikke bliver sløve, men efterfølger dem, som ved tro og tålmodighed arver det, der er dem forjættet. | 12 Ad I skule icke blifve seene / Men være deres Efterfølgere / som formedelst Troen / oc Taalmodighed arfve Forjættelserne. | 12 That ye be not slothful, but followers of them who through faith and patience inherit the promises. |
| 13 Thi da Gud gav forjættelsen til Abraham, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, og sagde: | 13 Thi Gud som tilsagde Abraham / der hand hafde ingen større ad svære ved / da foor hand ved sig self / | 13 For when God made promise to Abraham, because he could swear by no greater, he sware by himself, |
| 14 »Sandelig, jeg vil velsigne dig rigt og gøre dit afkom talrigt.« | 14 Oc sagde / Sandeligen ,Jeg vil visselig velsigne dig / oc visselig formeere dig. | 14 Saying, Surely blessing I will bless thee, and multiplying I will multiply thee. |
| 15 Og således fik Abraham forjættelsen opfyldt ved at bie tålmodigt. | 15 Oc der hand hafde værit saa langmodig / da bekom hand Forjættelsen. | 15 And so, after he had patiently endured, he obtained the promise. |
| 16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden tjener dem til stadfæstelse og gør ende på alle indvendinger. | 16 Thi Mennisker svære vel ved en større / Oc Eeden er dem en Ende paa all trætte / til en stadfæstelse. | 16 For men verily swear by the greater: and an oath for confirmation is to them an end of all strife. |
| 17 Derfor, da Gud endnu tydeligere ville give forjættelsens arvinger til kende, at hans beslutning var urokkelig, indestod han derfor med en ed, | 17 Hvorudi der Gud vilde ofverflødigen vise Forjættelsens Arfvinge / hans Raads u-omskiftelighed / da sætte hand en Eed der imellem / | 17 Wherein God, willing more abundantly to show unto the heirs of promise the immutability of his counsel, confirmed it by an oath: |
| 18 for at vi ved to urokkelige kendsgerninger, der udelukker, at Gud kunne lyve, skulle have en stærk trøst, når vi søgte vor redning i at gribe det håb, der ligger rede til os; | 18 paa det ad vi formedelst to u-omskiftelige Ting / i hvilcke det var umuuligt / ad Gud skulde hafve løyet / kunde hafve ensterck Trøst / vi somflye hen / ad blifve hart ved det forsatte haab / | 18 That by two immutable things, in which it was impossible for God to lie, we might have a strong consolation, who have fled for refuge to lay hold upon the hope set before us: |
| 19 og det har vi som et sjælens anker, der både ligger sikkert og fast og når ind bag forhænget, | 19 Hvilcket vi hafve / som vor Siels trygge oc faste Anckere / Oc gaar indtil inden for Forhænget / | 19 Which hope we have as an anchor of the soul, both sure and stedfast, and which entereth into that within the veil; |
| 20 hvor Jesus gik ind som forløber for os, idet han blev ypperstepræst »på Melkisedeks vis evindelig«. | 20 Der som JEsus en Forløbere gick ind for os / hvilcken eftter Melchisedechs Orden / er blefven en ypperste Præst til ævig tjd. | 20 Whither the forerunner is for us entered, even Jesus, made an high priest for ever after the order of Melchisedec. |