Jeremias bog 12 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Herre retten er din, når jeg trætter med dig om ret og dog må jeg tale med dig om ret. Hvi følger lykken de gudløses vej, hvi er alle troløse trygge? | 1 XII. Capitel. HErre / du est retfærdig / naar jeg vil trætte med dig / dog maa jeg tale med dig om Rætten : Hvorfor er de ugudeliges Vey lyckelig / alle de som vare saa saare troløse / vare trygge? | 1 Righteous art thou, O LORD, when I plead with thee: yet let me talk with thee of thy judgments: Wherefore doth the way of the wicked prosper? wherefore are all they happy that deal very treacherously? |
| 2 Du planter dem, og de slår rod, de trives og bærer frugt. De har dig i munden, men ikke i hjertet. | 2 Du plantede dem / ja de finge Rødder / de voxte fræm / ja de baare Fruct / Du varst nær til stede i deres Mund / Men langt borte fra deres Nyre. | 2 Thou hast planted them, yea, they have taken root: they grow, yea, they bring forth fruit: thou art near in their mouth, and far from their reins. |
| 3 Du, herre, du kender mig, ser mig og prøver mit hjertelag mod dig. Riv dem bort som får til slagtning, vi dem til blodbadets dag! | 3 Men du HErre kiende mig / Du faaste mig / oc prøfvede mit hierte mod dig / borttag dem som Faar / til ad slacte / oc bered dem til Mordens Dag. | 3 But thou, O LORD, knowest me: thou hast seen me, and tried mine heart toward thee: pull them out like sheep for the slaughter, and prepare them for the day of slaughter. |
| 4 (hvor længe skal landet sørge, al markens urter visne? for indbyggernes ondskabs skyld omkommer dyr og fugle; thi man siger: »Han skuer ikke, hvorledes det vil gå os.«) | 4 Hvor længe skal Landet sørge / oc Græsset paa all Marcken borttørris? for deres Ondskabs skyld som boe der udi / det er fordærfvet / ja Diur oc Fugle : Thi de sagde / Hand kand icke see det sidste af os. | 4 How long shall the land mourn, and the herbs of every field wither, for the wickedness of them that dwell therein? the beasts are consumed, and the birds; because they said, He shall not see our last end. |
| 5 »Når fodgængere løber dig træt, hvor kan du da kappes med heste? og er du ej tryg i et fredeligt land, hvad vil du så gøre i Jordans stolthed«? | 5 Thi du løbst om Kamp med Foodgængere / oc de trættede dig / oc hvorlunde vilde du vofve det med Hestene? Oc der du hafde et frjt Mood i Freds Land / oc hvorlunde vilde du giøre hos Jordanens Stolthed? | 5 If thou hast run with the footmen, and they have wearied thee, then how canst thou contend with horses? and if in the land of peace, wherein thou trustedst, they wearied thee, then how wilt thou do in the swelling of Jordan? |
| 6 Thi selv dine brødre og din faders hus er troløse imod dig, selv de skriger af fuld hals efter dig; tro dem ikke, når de giver dig gode ord!« | 6 Thi baade dine Brødre oc din Faders huus hafve ocsaa forseet dem mod dig / ja de skrege efter dig / Jodut / du skalt icke troe paa dem / naar de tale vel til dig. | 6 For even thy brethren, and the house of thy father, even they have dealt treacherously with thee; yea, they have called a multitude after thee: believe them not, though they speak fair words unto thee. |
| 7 Mit hus har jeg opgivet, bortstødt min arvelod, givet min elskede hen i hendes fjenders hånd. | 7 Jeg hafver forladt mit huus / Jeg hafver ofvergifvit min Arf / Jeg gaf den min Siel hafde kier i dens Fienders Haand. | 7 I have forsaken mine house, I have left mine heritage; I have given the dearly beloved of my soul into the hand of her enemies. |
| 8 Min arvelod blev for mig som en løve i skoven, den løftede røsten imod mig, derfor må jeg hade den. | 8 Min Arf er mig blefven / som en Løve i Skoven / den lod sig høre mod mig / derfor hadede jeg den. | 8 Mine heritage is unto me as a lion in the forest; it crieth out against me: therefore have I hated it. |
| 9 Er min arvelod blevet mig en spraglet fugl, omgivet af fugle? Lad alle de vilde dyr samles, hent dem hid for af æde! | 9 Er min Arf mig icke som en Folck rifvende Fugle der er spraglet? Er her icke den Flock rifvende Fugle omkring mod den? Gaar / samler eder alle vilde Diur / kommer ad opæde. | 9 Mine heritage is unto me as a speckled bird, the birds round about are against her; come ye, assemble all the beasts of the field, come to devour. |
| 10 Hyrder i mængde ødelægger min vingård, nedtramper min arvelod, min yndige arvelod gør de til øde ørk; | 10 Mange Hyrder hafve nedbrudt min Vjngaard / De hafve nedtraadt min Deel / de hafve giort min ynskelige Deel til en øde Ørck / | 10 Many pastors have destroyed my vineyard, they have trodden my portion under foot, they have made my pleasant portion a desolate wilderness. |
| 11 de lægger den øde, den sørger øde for mit åsyn. Hele landet er ødelagt, thi ingen brød sig om det. | 11 Mand giorde den øde / den sørgede ofver mig / der den var øde. Alt Landet er øde / Thi der er ingen som legger det paa hiertet. | 11 They have made it desolate, and being desolate it mourneth unto me; the whole land is made desolate, because no man layeth it to heart. |
| 12 Over alle ørkenens nøgne høje kom hærværksmænd. Thi Herren har et sværd; det fortærer alt fra den ene ende af landet til den anden; intet kød har fred. | 12 Ødeleggerne ere komne / ofver alle høye steder i Ørcken / thi den HErris opslugende Sverd er fra Jordens ende oc indtil Jordens ende / intet Kiød hafver Fred. | 12 The spoilers are come upon all high places through the wilderness: for the sword of the LORD shall devour from the one end of the land even to the other end of the land: no flesh shall have peace. |
| 13 De såede hvede og høstede torne, sled til ingen gavn og blev til skamme med deres afgrøde for Herrens glødende vredes skyld. | 13 De saaede Hvede / oc de høstede Tiørne / de vare siuge / de hafde icke gafn der af / Oc J skulle beskæmmes af eders Jndkomme / for HErrens grumme Vrede. | 13 They have sown wheat, but shall reap thorns: they have put themselves to pain, but shall not profit: and they shall be ashamed of your revenues because of the fierce anger of the LORD. |
| 14 Så siger Herren om alle mine onde naboer, der rører den arvelod, jeg gav mit folk Israel i eje: Se, jeg rykker dem op af deres land, og Judas hus rykker jeg op midt iblandt dem. | 14 Saa sagde HErren / imod alle mine onde Naboer / som antaste den Arfvedeleel / som jeg uddeelte iblant mit Folck Jsrael til Arf / See / Jeg oprycker dem af deres Lnd / oc udrycker Juda Huus midt fra dem. | 14 Thus saith the LORD against all mine evil neighbours, that touch the inheritance which I have caused my people Israel to inherit; Behold, I will pluck them out of their land, and pluck out the house of Judah from among them. |
| 15 Men siden, når jeg har rykket dem op, forbarmer jeg mig atter over dem og bringer dem hjem, hver til sin arvelod og hver til sit land. | 15 Oc det skal skee / efter ad jeg hafver udryckt dem / vil Jeg komme igien / oc forbarme mig ofver dem / oc føre dem tilbage / hver til sin Arfvedeel oc hver til sit Land. | 15 And it shall come to pass, after that I have plucked them out I will return, and have compassion on them, and will bring them again, every man to his heritage, and every man to his land. |
| 16 Hvis de da lærer mit folks veje, så de sværger ved mit navn: »Så sandt Herren lever!« Ligesom de lærte mit folk at svæærge ved Baal, skal de opbygges iblandt mit folk. | 16 Oc det skal skee / om de lære jo mit Folckis Veye / ad svære ved mit Nafn (Saa sandt som HErren lefver/) lige som de lærde mit Folck at svære / ved Baal / Da skulle de opbygges iblant mit Folck. | 16 And it shall come to pass, if they will diligently learn the ways of my people, to swear by my name, The LORD liveth; as they taught my people to swear by Baal; then shall they be built in the midst of my people. |
| 17 Men hører de ikke, rykker jeg et sådant folk helt op og tilintetgør det, lyder det fra Herren. | 17 Men ville de icke høre / da vil jeg vist oprycke oc forderfvae saadant et Folck siger HErren. | 17 But if they will not obey, I will utterly pluck up and destroy that nation, saith the LORD. |