Jobs bog 14 |
1931 | 1647 | King James Version |
1 mennesket, født af en kvinde, hans liv er stakket, han mættes af uro; | 1 XIV. Cap. ET Menniske fød af en Qvinde / lefver en stacket Tjd / oc er fuld af uro. | 1 Man that is born of a woman is of few days, and full of trouble. |
2 han spirer som blomsten og visner, flyr som skyggen, står ikke fast. | 2 Hand gaar op / som et Blomster / oc afhuggis : Hand flyer som en Skygge / oc blifver icke besttandig. | 2 He cometh forth like a flower, and is cut down: he fleeth also as a shadow, and continueth not. |
3 Og på ham vil du rette dit øje, ham vil du stævne for retten! | 3 Dog lader du sine Øyne ocsaa op ofver saadan een? Oc du drager mig til Dom med dig. | 3 And dost thou open thine eyes upon such an one, and bringest me into judgment with thee? |
4 Ja, kunne der komme en ren af en uren! Nej, end ikke een! | 4 Hvo vil gifve en Reen af den Besmittede? Jcke een | 4 Who can bring a clean thing out of an unclean? not one. |
5 Når hans dages tal er fastsat, hans måneder talt hos dig, og du har sat ham en uoverskridelig grænse, | 5 Hafver hand bestemte Dage? Er hans Maaneds tall hos dig? Hafver du sæt hans Maal / ad hand kand icke ofvergaa det? | 5 Seeing his days are determined, the number of his months are with thee, thou hast appointed his bounds that he cannot pass; |
6 tag så dit øje fra ham, lad ham i fred, at han kan nyde sin dag som en daglejer! | 6 Da vjg fra hannem / indtil hand lader af (ad lefve) indtil hand lader af (ad lefve) indtil hand faar Lyst til sin Dag / som en Daglønere. | 6 Turn from him, that he may rest, till he shall accomplish, as an hireling, his day. |
7 Thi for et træ er der håb: fældes det, skyder det atter, det fattes ej nye skud; | 7 Thi et Træ hafver Haab / naar det er end afhugget / oc det kand endnu fornyis: oc en n Qvist der af / lader icke af. | 7 For there is hope of a tree, if it be cut down, that it will sprout again, and that the tender branch thereof will not cease. |
8 ældes end roden i jorden, dør end stubben i mulde: | 8 Om rooden deraf blifver (end) gammel i JOrden / oc Stuibben døør hen i Støfvet: | 8 Though the root thereof wax old in the earth, and the stock thereof die in the ground; |
9 Lugter det vand, får det nye skud, skyder grene som nyplantet træ; | 9 Saa grønis det dog igien af Vandens Luct / oc skiuder Greene som en Plante. | 9 Yet through the scent of water it will bud, and bring forth boughs like a plant. |
10 men dør en mand, er det ude med ham, udånder mennesket, hvor er han da? | 10 Men en Mand døør / oc sveckis / oc et Menniske forsmæcter / oc hvoor er hand (meerr?) | 10 But man dieth, and wasteth away: yea, man giveth up the ghost, and where is he? |
11 som vand løber ud af søen og floden svinder og tørres, | 11 (Som Vand udløber af en Søe oc som en Flod sigis bort oc tørris: | 11 As the waters fail from the sea, and the flood decayeth and drieth up: |
12 så lægger manden sig, rejser sig ikke, vågner ikke, før himlen forgår, aldrig vækkes han af sin søvn. | 12 (Saa) er et Menniske naar hand legger sig / hand skal icke opstaa / oc icke opvogne / ind til Himlene ere icke meere / oc icke heller opvæckis af sin Søfn. | 12 So man lieth down, and riseth not: till the heavens be no more, they shall not awake, nor be raised out of their sleep. |
13 Tag dog og gem mig i dødens rige, skjul mig, indtil din vrede er ovre, sæt mig en frist og kom mig i hu! | 13 Ah / hafde du skiult mig i grafve / ja skiult mig indtil ad din Vrede vente om : ad du hafde sæt mig et Maal oc du om : ad du hafde sæt mig et Maal oc du vilde tæncke paa mig. | 13 O that thou wouldest hide me in the grave, that thou wouldest keep me secret, until thy wrath be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me! |
14 Om manden dog døde for atter at leve! Da vented jeg rolig al stridens tid, indtil min afløsning kom; | 14 Naar en Mand døer / mon hand skal lefve igien? Jeg vil bie alle mine Strjds Dage / indtil min Omstiftelse kommer. | 14 If a man die, shall he live again? all the days of my appointed time will I wait, till my change come. |
15 du skulle kalde - og jeg skulle svare længes imod dine hænders værk! | 15 Ad du vilde kalde ad mig / oc jeg motte svare dig / ad du vilde hafve Lyst til dine Hænders Gierning. | 15 Thou shalt call, and I will answer thee: thou wilt have a desire to the work of thine hands. |
16 derimod tæller du nu mine skridt, du tilgiver ikke min synd, | 16 Thu nu tæller du mine Gange : du bevarer ( mig) icke for min Synds skyul.d | 16 For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin? |
17 forseglet ligger min brøde i posen, og over min skyld har du lukket til. | 17 Min Ofvertrædelse er beseglet i et Knippe / oc du syer sammen om mine Bizgierninger. | 17 My transgression is sealed up in a bag, and thou sewest up mine iniquity. |
18 Nej, ligesom bjerget skrider og falder, som klippen rokkes fra grunden, | 18 Oc sandelig et Bierg som falder / kand adspredis: oc en Steenklioppe kand flytis af sin Sted. | 18 And surely the mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of his place. |
19 som vandet udhuler sten og plaskregn bortskyller jord, så har du udslukt menneskets håb. | 19 Vandet toer Steenene bort / oc Draaberne der af tilsammen henskylle Jordens Støf : saa forderfver du et Menniskis Forhaabning. | 19 The waters wear the stones: thou washest away the things which grow out of the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man. |
20 For evigt slår du ham ned, han går bort, skamskænder hans ansigt og lader ham fare. | 20 Du blifver hannem for stærck aldelis / oc hand far hen / du forvender hans Ansict / oc lader hannem fare. | 20 Thou prevailest for ever against him, and he passeth: thou changest his countenance, and sendest him away. |
21 Hans sønner hædres, han ved det ikke, de synker i ringhed, han mærker det ikke; | 21 Ere hans Børn i Ære / da veed hand det icke / Eller om de ere ringe / da blifver hand dem icke var. | 21 His sons come to honour, and he knoweth it not; and they are brought low, but he perceiveth it not of them. |
22 ikkun hans eget kød volder smerte, ikkun hans egen sjæl volder sorg. | 22 Dog hans Kiød (saa længe det er) paa hannem / maa ljde Pjne / Oc hans Siæl / (saa længe den er) hos hannem / maa bære Sorg. | 22 But his flesh upon him shall have pain, and his soul within him shall mourn. |