Jobs bog 30 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Nu derimod ler de ad mig, folk, der er yngre end jeg, hvis fædre jeg fandt for ringe at sætte iblandt mine hyrdehunde. | 1 XXX. Cap. MEn nu lee de ad mig som ere meget yngre end jeg / hves Fædre jeg hafde foractet ad sætte hos min FaareHunde. | 1 But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock. |
| 2 Og hvad skulle jeg med deres hænders kraft? Deres ungdomskraft har de mistet, | 2 Ja hvor til var deres Hænders Mact mig (tienlig?) Alderdommen self er forgiefs i dem. | 2 Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished? |
| 3 tørrede hen af trang og sult. De afgnaver ørk og ødemark | 3 De som vare eenlig for Nød / oc for Hunger / ja de som flyde til tørre Stæder / til Mørckhed / øde Stæder oc Ørcken. | 3 For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste. |
| 4 Og plukker melde ved krattet, gyvelrødder er deres brød. | 4 De som oprycte Katost hos en Busk / oc ERnebær Træis Røder var deres Mad. | 4 Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat. |
| 5 fra samfundet drives de bort, som ad tyve råbes der efter dem. | 5 De motte drifves der fra / mand rob te mod dem / som mode en Tyf. | 5 They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief;) |
| 6 De bor i kløfter, fulde af rædsler, i jordens og klippernes huler. | 6 De gafve sig til Huuler i Dalene ad booe udi / til Huuler i Jorden oc Klipperne. | 6 To dwell in the cliffs of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks. |
| 7 De brøler imellem buske, i tornekrat kommer de sammen, | 7 Jmedlem Buskene skrydee de desamledis under Redler. | 7 Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together. |
| 8 en dum og navnløs æt, de joges med hug af lande. | 8 De som vare en Daaris Børn / ja den Foractedis Børn : som vare meere slagne end Jorden. | 8 They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth. |
| 9 Men nu er jeg hånsang for dem, jeg er dem et samtaleemne; | 9 Men nu er jeg blefven deres Strengeleeg : oc maa være dem til Snack. | 9 And now am I their song, yea, I am their byword. |
| 10 de afskyr mig, holder sig fra mig, nægter sig ikke af spytte ad mig. | 10 De hafve Vederstyggelighed til mig / de holde sig langt fra mig : oc de spare icke ad spytte i mit Ansict. | 10 They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face. |
| 11 Thi han løste min buestreng, ydmyged mig, og foran mig kasted de tøjlerne af. | 11 Thi hand hafver adspent min Side / oc plaget mig : derfor hafver de kast Vidzelit af for mit Ansict. | 11 Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me. |
| 12 Til højre rejser sig ynglen, fødderne slår de fra mig, bygger sig ulykkesveje imod mig | 12 De sætte dem op paa den høyre Side /(som ere som) en ung Dreng / de udstøtte mine Fødder / oc banede deres Forderfvelsis Veye imod mig. | 12 Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction. |
| 13 Min sti har de opbrudt, de hjælper med til mit fald, og ingen hindrer dem i det; | 13 De opbrøde min Stj / de hiulpe til min Jammer : de hafde ingen Hielpere behof. | 13 They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper. |
| 14 de kommer som gennem et gabende murbrud, vælter sig frem under ruiner, | 14 De kommer som ad et vjt Gab : de skulde inc som de der vilde ødelegge. | 14 They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me. |
| 15 rædsler har vendt sig imod mig; min værdighed joges bort som af storm, min lykke svandt som en sky. | 15 Forfærdelser ere vende imod mig / som Væjr forfølger mand min siæl : oc min Salighed er gaaen forofver som en Sky. | 15 Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud. |
| 16 Min sjæl opløser sig i mig; elendigheds dage har ramt mig: | 16 Derfor udgyder sig ofver mig nu min Siæl Elendigheds Dage grjbe mig an | 16 And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me. |
| 17 natten borer i mine knogler, aldrig blunder de nagende smerter. | 17 Om Natten ginnemborer mand mine Been i mig : oc min Adre hafve icke Hvile. | 17 My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest. |
| 18 Med vældig kraft vanskabes mit kød, det hænger om mig, som var det min kjortel. | 18 For megen Mact omskiftis mit Klædebon : hand omgiorde mig som Krafven af min Kiortel. | 18 By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat. |
| 19 Han kasted mig ud i dynd, jeg er blevet som støv og aske. | 19 Hand hafver traad mig i Skarnet / oc jeg er actit som Støf oc Aske. | 19 He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes. |
| 20 Jeg skriger til dig, du svarer mig ikke, du står der og ænser mig ikke; | 20 Jeg raabe til dig / men du svarede mig icke : jeg stood der / oc du gafst (icke) act paa mig. | 20 I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not. |
| 21 grum er du blevet imod mig, forfølger mig med din vældige hånd. | 21 Du hafver forvent dig / til være grum mod mig : Du truer mig med din Haands Styrcke. | 21 Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me. |
| 22 Du løfter og vejrer mig hen i stormen, og dens brusen gennemryster mig; | 22 Du løfter mig op ofver Væjret / du lader mig fare der : oc du smelter mig aldelis. | 22 Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance. |
| 23 thi jeg ved, du fører mig hjem til døden, til det hus, hvor alt levende samles. | 23 Thi jeg veed du fører mig til Døden / oc til alle Lefvendes Forsamlings Huus. | 23 For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living. |
| 24 Dog, mon den druknende ej rækker hånden ud og råber om hjælp, når han går under? | 24 Dog skal hand icke udstræcke (sin) Haand til Kuulen: skulle der være skrig naar hand forstyrer dem? Græd jeg icke ofver den det gick ilde? Ynckedis min siæl icke ofver den Arme? | 24 Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction. |
| 25 Mon ikke jeg græder over den, som havde det hårdt, sørgede ikke min sjæl for den fattiges skyld? | 25 Dog der jeg ventede got / kom det onde : | 25 Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor? |
| 26 jeg biede på lykke, men ulykke kom, jeg håbed på lys, men mørke kom; | 26 Oc der jeg haabedis til Lius / kom der Mørcke. | 26 When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness. |
| 27 ustandseligt koger det i mig, elendigheds dage traf mig; | 27 Min Indvol siuder / oc ere icke stille / Elendigheds Dage ere komne mig for. | 27 My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me. |
| 28 trøstesløs går jeg i sorg, i forsamlingen rejser jeg mig og råber; | 28 Jeg gaar sort / foruden Soel. Jeg staar op / jeg raaber i Meenigheden | 28 I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation. |
| 29 sjakalernes broder blev jeg, strudsenes fælle. | 29 Jeg er Dragens Broder / oc de unge Steenuglers Staalbroder. | 29 I am a brother to dragons, and a companion to owls. |
| 30 Min hud er sort, falder af, mine knogler brænder af hede; | 30 Min Huud er blefven sort ofver mig : oc mit Been er forbrent af Tyrcke. | 30 My skin is black upon me, and my bones are burned with heat. |
| 31 min citer er blevet til sorg, min fløjte til hulkende gråd! | 31 Min harpe er blefven til Klagemaal : oc min Pibe til de Grædendes Liud. | 31 My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep. |