Jobs bog 4 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Så tog temaniten Elifaz til orde og sagde: | 1 IV. Cap. DA svarede Eliphas den Themaniter / oc sagde : | 1 Then Eliphaz the Temanite answered and said, |
| 2 Ærgrer det dig, om man taler til dig? Men hvem kan her være tavs? | 2 Om vi vilde forsøge ad tale til dig / Skulde det fortryde dig? Men hvo kand holde sig ad tale? | 2 If we assay to commune with thee, wilt thou be grieved? but who can withhold himself from speaking? |
| 3 Du har selv talt mange til rette og styrket de slappe hænder, | 3 See / du hafver undervjst mange : oc styrckit de trætte Hænder. | 3 Behold, thou hast instructed many, and thou hast strengthened the weak hands. |
| 4 dine ord holdt den segnende oppe, vaklende knæ gav du kraft. | 4 Din Tale hafver opret den Faldne / oc du hafver styrckit de bøfvede Knæ. | 4 Thy words have upholden him that was falling, and thou hast strengthened the feeble knees. |
| 5 Men nu det gælder dig selv, så taber du modet, nu det rammer dig selv, er du slaget af skræk! | 5 Men nu det kommer til dig / da fortryder det dig : det hafver rammit paa dig / oc du est forfærdet. | 5 But now it is come upon thee, and thou faintest; it toucheth thee, and thou art troubled. |
| 6 Er ikke din gudsfrygt din tillid, din fromme færd dit håb? | 6 Var icke din (Guds) Fryct / dit Haab ? oc dine Veyes Fromhed / din Forhaabning? | 6 Is not this thy fear, thy confidence, thy hope, and the uprightness of thy ways? |
| 7 Tænk efter! Hvem gik uskyldig til grunde, hvor gik retsindige under? | 7 Kiere / tænck dig om / hvilcken Uskyldig er omkommen? Eller hvor ere de Oprictige ødelagde? | 7 Remember, I pray thee, who ever perished, being innocent? or where were the righteous cut off? |
| 8 Men det har jeg set: hvo uret pløjer og sår fortræd, de høster det selv. | 8 (Men) som jeg hafver seet / de som pløyede Ondskab / oc de som saade Møye / de maae høste det samme. | 8 Even as I have seen, they that plow iniquity, and sow wickedness, reap the same. |
| 9 For Guds Ånd går de til grunde, for hans vredes pust går de til. | 9 De skulle omkomme for Guds Aande / oc ødeleggis af hans Vredis Aande. | 9 By the blast of God they perish, and by the breath of his nostrils are they consumed. |
| 10 Løvens brøl og vilddyrets glam ungløvernes tænder slås ud; | 10 Løvens Skraal / oc den grumme Løvis Røst (er hørt/) oc de unge Løvers Tænder ere udbrødne. | 10 The roaring of the lion, and the voice of the fierce lion, and the teeth of the young lions, are broken. |
| 11 løven omkommer af mangel på rov, og løveungerne spredes. | 11 Den stærcke Løve er omkommen / foruden Rof / oc den gamle Løvis Unger ere bortspredde. | 11 The old lion perisheth for lack of prey, and the stout lion's whelps are scattered abroad. |
| 12 Der sneg sig til mig et ord mit øre opfanged dets hvisken | 12 Oc det Ord sagd mig hemmeligen / oc mit Øre fatte noget lidet der af. | 12 Now a thing was secretly brought to me, and mine ear received a little thereof. |
| 13 i nattesynernes tanker, da dvale sank over mennesker; | 13 J Tancker af Siun om Natten / naar en dyb Søfn falder paa Folck. | 13 In thoughts from the visions of the night, when deep sleep falleth on men, |
| 14 angst og skælven kom over mig, alle mine ledemod skjalv; | 14 Da kom der Fryct oc Befvelse paa mig / oc forskreckede meget mine Been. | 14 Fear came upon me, and trembling, which made all my bones to shake. |
| 15 et pust strøg over mit ansigt, hårene rejste sig på min krop. | 15 Oc en Aand / gick frem for mig : der styrlede Haarene paa mit Ljf. | 15 Then a spirit passed before my face; the hair of my flesh stood up: |
| 16 Så stod det stille! Jeg sansed ikke, hvordan det så ud; en skikkelse stod for mit øje, jeg hørte en hviskende stemme: | 16 Den stood / oc jeg kunde icke kiende dens Skickelse / (der var) et Billede for mine Øyne / det var stille / oc jeg hørde en Røst / (sigendis: ) | 16 It stood still, but I could not discern the form thereof: an image was before mine eyes, there was silence, and I heard a voice, saying, |
| 17 »Har et menneske ret for Gud, mon en mand er ren for sin skaber? | 17 Mon et Menniske kand holdis retfærdigere / end Gud? Monne en Mand være reenere / end den hannem giorde? | 17 Shall mortal man be more just than God? shall a man be more pure than his maker? |
| 18 End ikke sine tjenere tror han, hos sine engle finder han fejl, | 18 See / hand kunde icke forlade sig paa sine Tienere : oc motte legge Daarlighed paa sine Bud. | 18 Behold, he put no trust in his servants; and his angels he charged with folly: |
| 19 endsige hos dem, der bor i en hytte af ler og har deres grundvold i støvet! | 19 Hvor meget meere (ere de saadanne) som boo i Leerhus / hvilckes Grundvold er i Støf : Mand skulle støde dem smaa for Møl fra Morgenen indtil Aftenen / skulle de stødis smaa / for der er ingen som legger ( det paa Hiertet) skulle de forderfves ævindeligen. | 19 How much less in them that dwell in houses of clay, whose foundation is in the dust, which are crushed before the moth? |
| 20 De knuses ligesom møl, imellem morgen og aften, de sønderslås uden at ænses, for evigt går de til grunde. | 20 Far deres Værdighed icke bort med dem? | 20 They are destroyed from morning to evening: they perish for ever without any regarding it. |
| 21 Rives ej deres teltreb ud? De dør, men ikke i visdom.« | 21 Ja de skulle døøe / men icke udi Vjsdom. | 21 Doth not their excellency which is in them go away? they die, even without wisdom. |