Jonas bog 1 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Jonas kald og flugt Herrens ord kom til Jonas, Amittajs søn, således: | 1 Jonæ Bog. I. Capitel. OC HErrens Ord skeede tilJonam Amithai Søn / sigendis : | 1 Now the word of the LORD came unto Jonah the son of Amittai, saying, |
| 2 »Stå op og gå til Nineve, den store stad, udråb over den, at deres ondskab er kommet op for mit åsyn.« | 2 giør dig rede / gackk til Ninive den stoore Stad / oc raab ofver den / thi deres Ondskab er opkommen for mit Ansict. | 2 Arise, go to Nineveh, that great city, and cry against it; for their wickedness is come up before me. |
| 3 Men Jonas stod op for at fly fra Herrens åsyn til Tarsis. Han drog ned til Jafo, og da han fandt et skib, som skulle til tarsis betalte han, hvad rejsen kostede, og gik om bord for at sejle med til Tarsis bort fra Herrens åsyn. | 3 Men jonas giorde sig rede ad fly til Tharsis fra Herrens Aasiun / oc hand kom ned mod Japho / oc fant et Skib / som vilde fare til Tharsis / oc hand gaf Færiependige / oc nedstigede der udi / ad fare med dem til Tharsis / fra HErrens Aasiun. | 3 But Jonah rose up to flee unto Tarshish from the presence of the LORD, and went down to Joppa; and he found a ship going to Tarshish: so he paid the fare thereof, and went down into it, to go with them unto Tarshish from the presence of the LORD. |
| 4 Men Herren iod et stærkt vejr fare hen over havet, og en stærk storm rejste sig på havet, så skibet var ved at gå under. | 4 Oc HErren lod fort komme til stoort Væjr der paa Hafvet / oc der var et svaar Storm i hafvet / ad mand meente / Skibet skulde sønderslaais. | 4 But the LORD sent out a great wind into the sea, and there was a mighty tempest in the sea, so that the ship was like to be broken. |
| 5 Sømændene blev rædde og råbte hver til sin Gud, og de kastede alle sager i skibet over bord for at lette det. Men Jonas var gået ned i det underste skibsrum og lå i dyb søvn dernede. | 5 Oc Skibsmændene fryctede / oc raabte hver til sin Gud / oc de udkaste Redskabet / som var udi Skibet / i Hafvet / ad det kunde lættis for dem / Men Jonas var nedstjgit ved siderne i Skibet / oc laa oc sof hart. | 5 Then the mariners were afraid, and cried every man unto his god, and cast forth the wares that were in the ship into the sea, to lighten it of them. But Jonah was gone down into the sides of the ship; and he lay, and was fast asleep. |
| 6 Skibsføreren gik Da ned til ham og sagde: »Hvor kan du sove? Stå op og råb til din Gud! Måske vil Gud komme os i hu, så vi ikke omkommer.« | 6 Da gick Skipperen til hannem / oc sagde til hannem / Hvi sofver du saa hart? Stat op / kald paa djn Gud / om / maa skee / Gud vilde tæncke mildelig paa os / ad vi skulle icke forgaae. | 6 So the shipmaster came to him, and said unto him, What meanest thou, O sleeper? arise, call upon thy God, if so be that God will think upon us, that we perish not. |
| 7 Så sagde de til hverandre: »kom, lad os kaste lod for at få at vide, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os!« og de kastede lod, og loddet ramte Jonas | 7 Oc de sagde / den eene til den anden / Kommer / oc lader os kaste Lodder / ad vi kunde vide / for hvis skyld det gaar os saa ilde / Oc de kaste Looder / oc Loddet falt paa Jonam. | 7 And they said every one to his fellow, Come, and let us cast lots, that we may know for whose cause this evil is upon us. So they cast lots, and the lot fell upon Jonah. |
| 8 Da sagde de til ham: »Sig os, hvem der er skyld i, at denne ulykke er tilstødt os! Hvad er du, og hvor kommer du fra? Hvilket land er du fra, og hvilket folk hører du til?« | 8 Da sagde de til hannem / Kundgiør os dog / for hvis skyld det gaar os saa ilde? Hvad er djn Bestilling? Oc hveden kommer du? Hvad er dit Land? Oc af hvad Folck est du? | 8 Then said they unto him, Tell us, we pray thee, for whose cause this evil is upon us; What is thine occupation? and whence comest thou? what is thy country? and of what people art thou? |
| 9 Han svarede: »Jeg er hebræer, og jeg frygter Herren, himmelens Gud, som har skabt havet og det tørre land.« | 9 Oc hand skagde til dem / jeg er en Ebræper / oc frycter den HErre Gud af Himmelenn / som giorde hafvet oc det Tørre. | 9 And he said unto them, I am an Hebrew; and I fear the LORD, the God of heaven, which hath made the sea and the dry land. |
| 10 Så grebes mændene af stor rædsel og sagde til ham: »Hvad har du gjort!« Thi de fik at vide, at han flyede fra Herrens åsyn; det sagde han dem. | 10 Da fryctede Folckene saare / Oc de sagde til hannem / Hvi giorde du det? Thi Mændene vidste / ad hand flydde fra Herrens Aasiun / Thi hand hafde kundgiort dem det. | 10 Then were the men exceedingly afraid, and said unto him, Why hast thou done this? For the men knew that he fled from the presence of the LORD, because he had told them. |
| 11 Og de spurgte ham: »Hvad skal vi gøre med dig, så vi får havet til at lægge sig? Thi det rejser sig mere og mere.« | 11 Da sagde de til hannem / Hvad skulle vi giøre med dig / ad hafvet kand blifve stille for os? Thi hafvet voxte oc brusede. | 11 Then said they unto him, What shall we do unto thee, that the sea may be calm unto us? for the sea wrought, and was tempestuous. |
| 12 Han svarede: »Tag og kast mig i havet! Så får i det til at lægge sig; thi jeg ved, at jeg er skyld i, at dette stærke vejr er over eder.« | 12 Oc hand sagde til dem / Tager mig op / oc kaster mig i hafvet / saa blifver Hafvet stille for eder / Thi jeg veed / ad denne stoore Storm er ofver eder for mjn skyld. | 12 And he said unto them, Take me up, and cast me forth into the sea; so shall the sea be calm unto you: for I know that for my sake this great tempest is upon you. |
| 13 Mændene søgte nu at ro tilbage til land, men kunne ikke, da havet rejste sig mere og mere imod dem. | 13 Oc Folckene arbeydede ad de kunde føre (Skibet) paa det Tørre igien / dog de kunde icke / Thi Hafvet voxte oc brusede ofver dem. | 13 Nevertheless the men rowed hard to bring it to the land; but they could not: for the sea wrought, and was tempestuous against them. |
| 14 Så råbte de til Herren; »Ak, herre! Lad os ikke omkomme for denne mands sjæls skyld og lad ikke uskyldigt blod komme over os; thi det erjo dig, herre, derhar gjort, som du ville.« | 14 Da raabte de til HErren / oc sagde / Ah HErre / Lad os icke omkomme for denne Mands Skiels skyld / oc regn os icke uskyldigt Blood til / Thi du HErre hafver giort / som det dig behagede. | 14 Wherefore they cried unto the LORD, and said, We beseech thee, O LORD, we beseech thee, let us not perish for this man's life, and lay not upon us innocent blood: for thou, O LORD, hast done as it pleased thee. |
| 15 Derpå tog de Jonas og kastede ham i havet, og straks lagde det sig. | 15 Oc de optoge Jonam / oc kaste hannem i Hafvet / da lod Hafvet af / ad regiere saa. | 15 So they took up Jonah, and cast him forth into the sea: and the sea ceased from her raging. |
| 16 Og mændene grebes af stor rædsel for Herren, bragte ham et slagtoffer og aflagde løfter. | 16 Oc Folckene fryctede HErren gandske meget / oc offrede HErren Offer / oc lofvede Løfte. | 16 Then the men feared the LORD exceedingly, and offered a sacrifice unto the LORD, and made vows. |