Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.
          Tilbage

Klagesangene 1

1931

1647

King James Version

1 Hvor sidder hun ene, den by så folkerig før - mægtig blandt folkene før, men nu som en enke! Fyrstinden blandt lande er nu sat til at trælle. 1 Begrædelsers Bog I. Capitel. HVorledis ligger Staden saa øde / som hafde meget Folck? Den er blefven som en Encke / den som var mæctig iblant Hedningene / en Fyrstinde iblant Landskaberne er blefven Skatskyldig / 1 How doth the city sit solitary, that was full of people! how is she become as a widow! she that was great among the nations, and princess among the provinces, how is she become tributary!
2 Hun græder og græder om natten med tårer på kind; ingen af alle hendes elskere bringer hende trøst, alle vennerne sveg og blev hendes fjender. 2 Den maa græde fast om Natten / oc dens Taare (løbe) ofver dens Kindbeen: Der er ingen som husvaler den / af alle dem som elskte i den / Alle dens Venner ere blefne troløse mod den / de ere blefne dens Fiender. 2 She weepeth sore in the night, and her tears are on her cheeks: among all her lovers she hath none to comfort her: all her friends have dealt treacherously with her, they are become her enemies.
3 Af trang og tyngende trældom udvandred Juda; blandt folkene sidder hun nu og finder ej ro, alle forfølgerne nåede hende midt i trængslerne. 3 Juda er henflyt for Ælendigheds skyld / oc saa stoor Trældoms skyld / den boode iblant Hendingene / fant icke Roo / alle dens Forfølger grebe den mit i Angist. 3 Judah is gone into captivity because of affliction, and because of great servitude: she dwelleth among the heathen, she findeth no rest: all her persecutors overtook her between the straits.
4 Vejene til Zion sørger, uden højtidsgæster, alle hendes porte er øde, præsterne sukker, hendes jomfruer knuges af kvide, hun selv er i vånde. 4 Zions Veye sørge / for der kommer ingen op til Forsamling / lle dens Porte ere ødelagte / dens Præster sucke / dens Jomfruer see jammerligen ud / oc den er self bedrøfvet. 4 The ways of Zion do mourn, because none come to the solemn feasts: all her gates are desolate: her priests sigh, her virgins are afflicted, and she is in bitterness.
5 Hendes avindsmænd er herrer, hendes fjender trygge, thi kvide fik hun af Herren for mængden af synder, hendes børn drog bort som fanger for fjendens åsyn. 5 Dens Modstandere ere blefne til Hofvet / dens Fiender er trygge / Thi HErren hafver giort den fuld med Jammer / for dens megen Ofvertrædelsis skyld / dens smaa Børn ere bortdragne i Fængsel for Modstanderen. 5 Her adversaries are the chief, her enemies prosper; for the LORD hath afflicted her for the multitude of her transgressions: her children are gone into captivity before the enemy.
6 Og bort fra Zions datter drog al hendes pragt; som hjorte, der ej finder græsning, blev hendes fyrster, de vandrede kraftløse bort for forfølgernes åsyn. 6 Oc fra Zions Datter er borte all hendis Prydelse / hendis Fyrster ere lige som Hiorte / de funde icke Føde / oc de ginge bort foruden Kraft for en Forfølgere. 6 And from the daughter of Zion all her beauty is departed: her princes are become like harts that find no pasture, and they are gone without strength before the pursuer.
7 Jerusalem mindes den tid, hun blev arm og husvild, (alle sine kostelige ting fra fordums dage), i fjendehånd faldt hendes folk, og ingen hjalp, fjender så til og lo, fordi hun gik under. 7 Jerusalem ihukommer sin ælendigheds oc sine gienstridigheds Dage / ja alle sine ynskelige Ting / som den fordom hafde / efterdi alt dens Folck er faldit i Fiendens Haand / oc der er ingen som hielper den : Modstandere faae den an / de loe ad dens Sabbather.7 Jerusalem remembered in the days of her affliction and of her miseries all her pleasant things that she had in the days of old, when her people fell into the hand of the enemy, and none did help her: the adversaries saw her, and did mock at her sabbaths.
8 Jerusalem syndede svart, blev derfor til afsky; hun foragtes af alle sine beundrere, de så hendes blusel, derfor sukker hun dybt og vender sig bort. 8 Jerusalem hafver syndit svarlig / derfor er den blefven som en ureen Qvinde. Ale som den ærede / de forsmaade den / Tjd de faae dens Blusel / ja den suckede self / oc er vendt tilbage. 8 Jerusalem hath grievously sinned; therefore she is removed: all that honoured her despise her, because they have seen her nakedness: yea, she sigheth, and turneth backward.
9 Hendes urenhed pletter hendes slæb, hun betænkte ej enden; hun sank forfærdende dybt, og ingen trøster. Se min elendighed, herre, thi fjenden hoverer. 9 Dens ureenhed var paa dens Sømme / den kom icke dens yderste ihu / oc den er nedfaren i underlig maade / der er ingen / som trøster den : Herre / see mjn ælndighed / thi en Fiende giorde sig stoor. 9 Her filthiness is in her skirts; she remembereth not her last end; therefore she came down wonderfully: she had no comforter. O LORD, behold my affliction: for the enemy hath magnified himself.
10 Avindsmænd bredte deres hånd over alle hendes skatte, ja, ind i sin helligdom så hun hedninger komme, hvem du havde nægtet adgang til din forsamling. 10 En Modstander udracte sin haand ofver alle dens kostelige ting / Thi den saa / ad Hedningen de ere komne i dens Helligdom / hvilcke du hafde befalit / de skulde icke komme i din Meenighed. 10 The adversary hath spread out his hand upon all her pleasant things: for she hath seen that the heathen entered into her sanctuary, whom thou didst command that they should not enter into thy congregation.
11 Alt hendes folk måtte sukke, søgende brød; de gav deres skatte for mad for at friste livet. Herre, se til og giv agt på, hvorledes jeg hånes! 11 Alle dens Folck sucke / som søge efter Brød / De gifve deres kostelige TIng for Mad / ad vederqvege sig : See HErre / oc act (der paa) Thi jeg er blefven ringe actet. 11 All her people sigh, they seek bread; they have given their pleasant things for meat to relieve the soul: see, O LORD, and consider; for I am become vile.
12 Alle, som vandrer forbi, giv agt og se, om det gives en smerte som den, der er tilføjet mig, hvem Herren voldte harm på sin glødende vredes dag. 12 Det kommer eder icke ved alle j som gaae fræm ad Veyen : Acter dog oc seer / Om der er nogen Sorrig / for mjn Sorrig / der mig er vederfaren / Thi HErren hafver giort mig bedrøfvet / paa sin grumme Vredis dag. 12 Is it nothing to you, all ye that pass by? behold, and see if there be any sorrow like unto my sorrow, which is done unto me, wherewith the LORD hath afflicted me in the day of his fierce anger.
13 Fra det høje sendte han ild, der for ned i mine ben; han spændte et net for min fod, han drev mig tilbage, han gjorde mig øde, syg både dag og nat. 13 Hand sende en ild af det Høje i mine been / oc mine Fødder / hand førde mig tilbage / hand giorde mig øde / ad jeg maa sørge den gantske dag. 13 From above hath he sent fire into my bones, and it prevaileth against them: he hath spread a net for my feet, he hath turned me back: he hath made me desolate and faint all the day.
14 Der vogtedes på mine synder, i hans hånd blev de flettet, de kom som et åg om min hals, han brød min kraft; Herren gav mig dem i vold, som, er mig for stærke. 14 Mine Ofvertrædelsers Aag er tilspendt / de ere sammenvicklede i hans Haand / de ere komne op ofver mjn Hals / hand lod mjn Mact falde / HErren hafver gifvit mig i HÆnder / Jeg kan dicke opkomme. 14 The yoke of my transgressions is bound by his hand: they are wreathed, and come up upon my neck: he hath made my strength to fall, the Lord hath delivered me into their hands, from whom I am not able to rise up.
15 Herren forkasted de vældige udi min midte, han indbød til fest på mig for at knuse mine unge, trådte persen til dom over jomfruen, Judas datter. 15 HErren nedtraade alle mine Stercke som vare i mig / hand lod udraabe en Moode ofver mig / ad forstyrre mine unge Mandkiøn / HErren traadde Vjnpersen for Jomfru Juda Datter. 15 The Lord hath trodden under foot all my mighty men in the midst of me: he hath called an assembly against me to crush my young men: the Lord hath trodden the virgin, the daughter of Judah, as in a winepress.
16 Derover græder mit øje, det strømmer med tårer, thi langt har jeg til en trøster, som kvæger min sjæl; mine børn er fortabt, thi fjenden er blevet for stærk. 16 Derfor græder jeg / mit Øye / mit Øye nedflyder med Vaand / Thi Trøstere / som skulde vederqvege mjn Siel / ere vigede langt fra mig / mine Børn ere ødelagde / thi Fienden fick ofverhaand. 16 For these things I weep; mine eye, mine eye runneth down with water, because the comforter that should relieve my soul is far from me: my children are desolate, because the enemy prevailed.
17 Zion udrækker hænderne, ingen trøster; mod Jakob opbød Herren hans fjender omkring ham; imellem dem er Jerusalem blevet til afsky. 17 Zion udslog med sine Hænder / der er ingen / som trøster den / HErren bød om Jacob / ad de som er omkring hannem / skulle vorde hans Fiender / Jerusalem var som en ureen Qvinde imedlem dem. 17 Zion spreadeth forth her hands, and there is none to comfort her: the LORD hath commanded concerning Jacob, that his adversaries should be round about him: Jerusalem is as a menstruous woman among them.
18 Herren, han er retfærdig, jeg modstod hans mund. Hør dog, alle I folkeslag, se min smerte! Mine jomfruer og unge mænd drog bort som fanger. 18 HErren hand er retfærdig / Thi jeg var hans Mund ulydig : Hører nu alle Folck / oc seer mjn Sorzig / Mine Jomfruer oc mine unge Karle ere gangne i Fængsel. 18 The LORD is righteous; for I have rebelled against his commandment: hear, I pray you, all people, and behold my sorrow: my virgins and my young men are gone into captivity.
19 Mine elskere kaldte jeg ad de svigtede mig; mine præster og ældste opgav ånden i byen, thi føde søgte de efter, men intet fandt de. 19 Jeg raabte ad mine Venner / de bedroge mig / Mine præster oc mine Ældste i Staden / ere vansmæctede / Thi de søgte dem Brød / ad de kunde vederqvege deres Siel.19 I called for my lovers, but they deceived me: my priests and mine elders gave up the ghost in the city, while they sought their meat to relieve their souls.
20 Se, herre, hvor jeg er i vånde, mit indre i glød, mit hjerte er knust i mit bryst, thi jeg var genstridig; ude mejede sværdet og inde døden. 20 See HErre / ad jeg hafver Angist / det giør mig ont i mit Ljf / Mit Hierte hafver vendt sig i mit Ljf / Thi jeg hafver værit meget gienstridig : uden til hafver Sverdet giort mig Barnløs / i Huset var som Døden. 20 Behold, O LORD; for I am in distress: my bowels are troubled; mine heart is turned within me; for I have grievously rebelled: abroad the sword bereaveth, at home there is as death.
21 Hør, hvor jeg sukker, ingen bringer mig trøst. De hørte min ulykke, glæded sig, da du greb ind. Lad komme den dag, du loved, dem gå det som mig! 21 De hørde / ad jeg suckede / jeg hafvd ingen Trøstere : Alle mine Fiender hørde mjn ulycke / de glædde dem / Thi du giorde det: Du lodst det komme / du kaldede en Dag / oc de skulde vorde som jeg. 21 They have heard that I sigh: there is none to comfort me: all mine enemies have heard of my trouble; they are glad that thou hast done it: thou wilt bring the day that thou hast called, and they shall be like unto me.
22 Læg al deres ondskab for dig og gør med dem, som du gjorde med mig til straf for al min synd! Thi mange er mine suk, mit hjerte er sygt. 22 Lad all deres Ondskab komme for dit Ansict / oc reed dem til / som du riddde mig til for alle mine Ofvertrædelsers skyld / Thi mjn Suck er megen / oc mit hierte er bedrøfvet.22 Let all their wickedness come before thee; and do unto them, as thou hast done unto me for all my transgressions: for my sighs are many, and my heart is faint.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel