Klagesangene 2 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Hvor har dog Herren i vrede lagt mulm over Zion, slængt Israels herlighed ned fra himmel til jord og glemt sine fødders skammel på sin vredes dag. | 1 II. Capitel. Hvorledis afver HErren saa formørket Zions Datter med sin Vrede? Hand hafver kast Jsraels Herlighed fra Himmelen til jorden / Oc hand tænckte icke paa sine Fødders Skammel / i sin Vredis Dag. | 1 How hath the Lord covered the daughter of Zion with a cloud in his anger, and cast down from heaven unto the earth the beauty of Israel, and remembered not his footstool in the day of his anger! |
| 2 Herren har skånselsløst opslugt hver bolig i Jakob, han nedbrød i vrede Judas datters borge, slog dem til jorden, skændede rige og fyrster, | 2 HErren hafver opslugit / oc sarede icke nogen af Jsraels Bolige / hand hafver nedbudit Juda Datters Befæstninger i sin hastighed / hand nedlagde (dem) paa Jorden / hand vanhelligede et Kongerige oc Fyrsterne der udi. | 2 The Lord hath swallowed up all the habitations of Jacob, and hath not pitied: he hath thrown down in his wrath the strong holds of the daughter of Judah; he hath brought them down to the ground: he hath polluted the kingdom and the princes thereof. |
| 3 afhugged i glødende vrede hvert horn i Israel; sin højre drog han tilbage for fjendens åsyn og brændte i Jakob som en lue, der åd overalt. | 3 Hand afhug alt Jsraels Horn i sin grumme Vrede / hand drog sin høyre Haand tilbage / for Fienden / oc der er optændt i Jacob som en Jlds Lue / den hafver fortærit trint omkring. | 3 He hath cut off in his fierce anger all the horn of Israel: he hath drawn back his right hand from before the enemy, and he burned against Jacob like a flaming fire, which devoureth round about. |
| 4 På fjendevis spændte han buen, stod som en uven; han dræbte al øjnenes lyst i Zions datters telt, udgød sin vrede som ild. | 4 Hand hafver spent sin Bue / som en Fiende / hans høyre Haand stillede sig / som en Modstander / oc hafver ihelslagit alt det som var lysteligt til ad see / hand udøste sin hastige Vrede / i Zions Datters Pauluun / som en Jld. | 4 He hath bent his bow like an enemy: he stood with his right hand as an adversary, and slew all that were pleasant to the eye in the tabernacle of the daughter of Zion: he poured out his fury like fire. |
| 5 Herren har vist sig som fjende, opslugt Israel, opslugt alle paladser, lagt borgene øde, ophobet jammer på jammer i Judas datter. | 5 HErren var som Fiende / hand hafver opslugit Jsrael / hand hafver opslugit alle dens Palazer / hand hafver fordærfvit alle dens Befæstninger / oc hand hafver giort Juda Datter megen bedrøfvelse oc sorrig. | 5 The Lord was as an enemy: he hath swallowed up Israel, he hath swallowed up all her palaces: he hath destroyed his strong holds, and hath increased in the daughter of Judah mourning and lamentation. |
| 6 Han nedrev sin hytte, lagde sit feststed øde, Herren lod fest og sabbat gå ad glemme i Zion, bortstødte i heftig vrede konge og præst. | 6 Oc hand hafver nedbrøde sit Gierde som en Haves / hand hafver fordærfvit sin Forsamling / HErren hafver ladet forglemme Forsamling oc Sabbath i Zion / Oc hand foractede Konge oc Præst i sin haflige Vrede. | 6 And he hath violently taken away his tabernacle, as if it were of a garden: he hath destroyed his places of the assembly: the LORD hath caused the solemn feasts and sabbaths to be forgotten in Zion, and hath despised in the indignation of his anger the king and the priest. |
| 7 Herren forkasted sit alter, brød med sin helligdom, hengav i fjendens hånd dets paladsers mure; man skreg i Herrens hus som på festens dag. | 7 HErren hafver langt bortkast alt Altere / hand hafver giort sin Helligdom til intet / hand hafver gifvit dens Palazers Muure i fiendens haand / ad de skrege i HErrens huus / som paa en Forsamlings Dag. | 7 The Lord hath cast off his altar, he hath abhorred his sanctuary, he hath given up into the hand of the enemy the walls of her palaces; they have made a noise in the house of the LORD, as in the day of a solemn feast. |
| 8 Herren fik i sinde at ødelægge Zions datters mur, han udspændte snoren, holdt ikke sin hånd fra fordærv, lod vold og mur få sorg, de vansmægted sammen. | 8 HErren hafver tænckt ad fordærfve Zions Datters Muure / hand hafver udstrackt en Rættesnor / hand vende icke sin haand der fra / før hand hafde opslugit / oc hand ødelagde Runddeele / oc Muurene / de ligge jammerligen nedkaste tilljge. | 8 The LORD hath purposed to destroy the wall of the daughter of Zion: he hath stretched out a line, he hath not withdrawn his hand from destroying: therefore he made the rampart and the wall to lament; they languished together. |
| 9 I jorden sank hendes porte, slåerne brød han. blandt folkene bor uden lov hendes konge og fyrster, og ikke fanger profeterne syn fra Herren. | 9 Hendis Port siuncke nede i Jorden / hand fordærfved oc sønderbrød hendis Stenger / hendis Konger oc hendis Fyrster ere iblant Hedningene / der icke Lov / ja hendis Propheter funde icke Siun fra HErren. | 9 Her gates are sunk into the ground; he hath destroyed and broken her bars: her king and her princes are among the Gentiles: the law is no more; her prophets also find no vision from the LORD. |
| 10 Zions datters ældste sidder på jorden i tavshed; på hovedet kaster de støv, de er klædt i sæk; Jerusalems jomfruer sænker mod jord deres hoved. | 10 Zions Datters Ældste laae paa Jorden / de tagde stille / de kaste Støf paa deres Hofved / de bunde Sæcke om sig. / Jomfruerne af Jerusalem hengde deres Hofved til Jorden. | 10 The elders of the daughter of Zion sit upon the ground, and keep silence: they have cast up dust upon their heads; they have girded themselves with sackcloth: the virgins of Jerusalem hang down their heads to the ground. |
| 11 Mine øjne hensvinder i gråd, mit indre gløder, mit hjerte er knust, fordi mit folk er brudt sammen; thi børn og spæde forsmægter på byens torve; | 11 Mine Øyne forsmæctede for Graad / mit Ljf hafde ont der af / Min Lefver er udgydet paa Jorden / ofver mit Folckis Datters Jammer / der de smaa oc Kjende vansmæctede paa Gaderne i Staden. | 11 Mine eyes do fail with tears, my bowels are troubled, my liver is poured upon the earth, for the destruction of the daughter of my people; because the children and the sucklings swoon in the streets of the city. |
| 12 hver spørger sin moder: »Hvor er der korn og vin?« Forsmægter på byens torve som en, der er såret, idet de udånder sjælen ved moderens bryst. | 12 De motte sige til deres Moder / Hvor er Korn oc Vjn? Der de vansmæctede paa Gaden i Staden / som den der var faared / der de udgafve deres Aand i deres Moders Skjød. | 12 They say to their mothers, Where is corn and wine? when they swooned as the wounded in the streets of the city, when their soul was poured out into their mothers' bosom. |
| 13 Med hvad skal jeg stille dig lige, Jerusalems datter, hvormed skal jeg ligne og trøste dig, Zions jomfru? Thi dit sammenbrud er stort som havet, hvo læger dig vel? | 13 Hvad skal jeg vidne for dig / hvad skal jeg ligne ved dig / O Jerusalems Datter / hvad skal jeg acte ad være dig ljg / ad jeg kand trøste dig Jomfru Zions Datter? Thi djn Forstyrrelse er stoor / som Hafvet / hvo kand læge dig? | 13 What thing shall I take to witness for thee? what thing shall I liken to thee, O daughter of Jerusalem? what shall I equal to thee, that I may comfort thee, O virgin daughter of Zion? for thy breach is great like the sea: who can heal thee? |
| 14 Profeternes syner om dig var tomhed og løgn, de afsløred ikke din skyld for at vende din skæbne, synerne gav dig kun tomme, vildende udsagn. | 14 Dine Propheter saae djn FOrfængelighed oc uskickelighed / oc aabenbarede icke djn Misgierning / ad omvende dit Fængsel / men de saae djn Forfængelige BYrde / oc bortstødelser. | 14 Thy prophets have seen vain and foolish things for thee: and they have not discovered thine iniquity, to turn away thy captivity; but have seen for thee false burdens and causes of banishment. |
| 15 Over dig slog de hænderne sammen, de, hvis vej faldt forbi, de hån fløjted, rysted på hoved ad Jerusalems datter: »Er det da byen, man kaldte den fuldendt skønne, al jordens glæde?« | 15 De klammede ofver dig med HÆnderne / alle de som ginge fræm ad Veyen / de hvidzlede / oc rystede deres Hofved ofver Jerusalems Datter : Mon denne være den Stad / hvilcken mand sagde / ad være den Allerdeyligste / all Jordens glæde? | 15 All that pass by clap their hands at thee; they hiss and wag their head at the daughter of Jerusalem, saying, Is this the city that men call The perfection of beauty, The joy of the whole earth? |
| 16 De opspærred munden imod dig, alle dine fjender, hånfløjted, skar tænder og sagde: »vi opslugte hende; ja, det er dagen, vi vented, vi fik den at se.« | 16 Alle dine Fiender lode deres Munde op ofver dig / de hvidzlede / oc skaare med Tænderne / De sagde / Vi hafve opsluget (den/) ja denne er den Dag / som vi biede efter / vi funde / vi saae (den.) | 16 All thine enemies have opened their mouth against thee: they hiss and gnash the teeth: they say, We have swallowed her up: certainly this is the day that we looked for; we have found, we have seen it. |
| 17 Herren har gjort, som han tænkte, fuldbyrdet det ord, han sendte i fordums dage, brudt ned uden skånsel, ladet fjender glæde sig over dig, rejst uvenners horn. | 17 HErren hafver giort det hand hafve i Sinde / hand fuldkommede sit Ord / som hand fordum hafde befalit : Hand hafver nedbrut oc icke sparit / oc hand lod en Fiende glæde sig ofver dig / hand ophøyede dine Modstanderes Horn. | 17 The LORD hath done that which he had devised; he hath fulfilled his word that he had commanded in the days of old: he hath thrown down, and hath not pitied: and he hath caused thine enemy to rejoice over thee, he hath set up the horn of thine adversaries. |
| 18 Råb højt til Herren, du jomfru, Zions datter, lad tårerne strømme som bække ved dag og ved nat, und dig ej ro, lad ikke dit øje få hvile! | 18 Deres Hierte raabte til HErren / O du Zions Daatters Muur / lad Graad flyde ned som en Beck / Dag oc Nat / Gif dig ingen Hvile / din Øyesteen lade icke af. | 18 Their heart cried unto the Lord, O wall of the daughter of Zion, let tears run down like a river day and night: give thyself no rest; let not the apple of thine eye cease. |
| 19 Stå op og klag dig om natten, når vagterne skifter, udøs dit hjerte som vand for Herrens åsyn, løft dine hænder til ham for børnenes liv, som forsmægter af hunger ved alle gadernes hjørner. | 19 Stat op / raab om Natten / for i Vacten / udgyd dit Hierte / som Vandene / for HErrens Ansict / opløft dine HÆnder til hannem for dine smaa Børns Sels skyld / som forsmectes af hunger / for paa alle Gader. | 19 Arise, cry out in the night: in the beginning of the watches pour out thine heart like water before the face of the Lord: lift up thy hands toward him for the life of thy young children, that faint for hunger in the top of every street. |
| 20 Herre se til og agt på, mod hvem du har gjort det. Skal kvinder da æde den livsfrugt, de kælede for, myrdes i Herrens helligdom præst og profet? | 20 HErre see oc act / hvem d hafver saa handlit med / skulde da Qvinderne æde deres Fruct / de smaa Børn / en Spand lange? Skulde Præst oc Prophet ihielslaaes i HErrens Helligdom? | 20 Behold, O LORD, and consider to whom thou hast done this. Shall the women eat their fruit, and children of a span long? shall the priest and the prophet be slain in the sanctuary of the Lord? |
| 21 I gaderne ligger på jorden unge og gamle, mine jomfruer og mine ynglinge faldt for sværdet; på din vredesdag slog du ihjel, hugged ned uden skånsel. | 21 Der laa paa Jorden i Gader / unge Karle faldne ved Sverd / du ihelslogst (dem) paa dine Vredis Dag / Du hafver slactit / du sparde icke. | 21 The young and the old lie on the ground in the streets: my virgins and my young men are fallen by the sword; thou hast slain them in the day of thine anger; thou hast killed, and not pitied. |
| 22 Du bød mine rædsler til fest fra alle sider. På Herrens vredes dag undslap og frelstes ingen; min fjende tilintetgjorde dem, jeg plejed og fostred. | 22 Du udraabte / som en Forsamlins Dag / Rædsel ofver mig trint omkring / oc der kunde ingen undkomme eller blifve til ofvers paa HErrens Vredis Dag : De som jeg hafve opdraget oc opfødt / dem hafve Fienderne ødelagt. | 22 Thou hast called as in a solemn day my terrors round about, so that in the day of the LORD'S anger none escaped nor remained: those that I have swaddled and brought up hath mine enemy consumed. |