Romerbrevet 9 |
1948 | 1647 | King James Version |
| 1 Sandhed taler jeg i Kristus, jeg lyver ikke, min samvittighed vidner med mig i Helligånden, | 1 IX.Capitel. Jeg siger Sandhed i Christo / jeg liuger icke / Saa min Samvittighed vidner med mig / i den Hellig Aand / | 1 I say the truth in Christ, I lie not, my conscience also bearing me witness in the Holy Ghost, |
| 2 at jeg har en stor sorg og en uafladelig kummer i mit hjerte. | 2 Ad jeg hafver en stoor Sorg oc en u-afladelig Smerte i mit Hierte. | 2 That I have great heaviness and continual sorrow in my heart. |
| 3 hi jeg kunne ønske selv at være bandlyst fra Kristus, om det kunne gavne mine brødre, mine kødelige stammefrænder. | 3 Thi jeg vilde ynske self ad være en forbandet Ting fra Christo / for mine Brødre / (som ere) mine Frender efter Kiødet: | 3 For I could wish that myself were accursed from Christ for my brethren, my kinsmen according to the flesh: |
| 4 De er jo israelitter, dem tilhører barnekårene og herligheden og pagterne og lovgivningen og tempeltjenesten og forjættelserne, | 4 Hvilcke som ere Jsraelitter / hvilcke den sønlige udkaarelse / oc herligheden / oc Pacterne / oc Lovens stiftelse / oc Guds dyrckelse / oc Forjættelserne (tilhøre: ) | 4 Who are Israelites; to whom pertaineth the adoption, and the glory, and the covenants, and the giving of the law, and the service of God, and the promises; |
| 5 dem tilhører fædrene, og fra dem stammer ifølge sin kødelige herkomst Kristus, som er over alle ting, Gud højlovet i evighed! Amen. | 5 Hvilcke Fædrene høre til / oc af hvilcke Christus (er) efter Kiødet / Som er Gud ofver Alting / velsignet i ævighed / Amen. | 5 Whose are the fathers, and of whom as concerning the flesh Christ came, who is over all, God blessed for ever. Amen. |
| 6 Dog er det ikke således at forstå, at Guds ord har svigtet; thi det er ikke alle dem, der stammer fra Israel, som virkelig er israelitter; | 6 Men det maa icke tages i den meening / ad Guds Ord hafver slait feil. Thi icke alle som ere af Jsrael / disse ere Jsrael: | 6 Not as though the word of God hath taken none effect. For they are not all Israel, which are of Israel: |
| 7 ej heller er de alle sammen børn, fordi de er Abrahams afkom, men: »kun gennem Isak skal afkom nævnes efter dig.« | 7 Ey heller fordi de ere Abrahams Sød / ere alle Børn: Men Sæden skal kaldis dig Jsaac: | 7 Neither, because they are the seed of Abraham, are they all children: but, In Isaac shall thy seed be called. |
| 8 Det vil sige: Det er ikke de kødelige børn, der er Guds børn, men det er kun de børn, som er født i kraft af forjættelsen, der regnes for afkom. | 8 Det er / disse re icke Guds Børn / som ere Kiødsens børn: Men Forjettelsens Børn regnis til Sæden. | 8 That is, They which are the children of the flesh, these are not the children of God: but the children of the promise are counted for the seed. |
| 9 Thi et forjættelsesord er dette: »Ved denne tid kommer jeg igen, og så har Sara en søn.« | 9 Thi dette er Forjættelsens Ord / Ved denne tjd vil jeg komme / oc Sara skal hafve en Søn. | 9 For this is the word of promise, At this time will I come, and Sarah shall have a son. |
| 10 Men ikke blot hun kan nævnes, men også Rebekka, som var frugtsommelig ved en mand, Isak, vor fader. | 10 Ja icke (det) alleeniste / men oc Rebecca forstood det samme) der hun var siuglig ved een / (det er ved) Jsaac for Fader / | 10 And not only this; but when Rebecca also had conceived by one, even by our father Isaac; |
| 11 Thi for at Guds beslutning, der hviler på hans udvælgelse, skulle stå fast, | 11 Thi forend de blefve fødde / oc hvercken hafde giort noget got eller ont / paa det ad Guds Forsæt skulde blifve ved / efter udvælgelsen / icke af Gierninger / men af den som kaldede / | 11 (For the children being not yet born, neither having done any good or evil, that the purpose of God according to election might stand, not of works, but of him that calleth;) |
| 12 ikke i kraft af gerninger, men i kraft af den, der kalder, blev der, før de var født, og før de havde gjort noget godt eller ondt, sagt til hende: »Den ældste skal trælle for den yngste,« | 12 Da blef der sagt til hende / Den Større skal tiene den Mindre / | 12 It was said unto her, The elder shall serve the younger. |
| 13 som der står skrevet: »Jakob elskede jeg, men Esau hadede jeg.« | 13 Som skrefvet staar / Jacob elskte jeg / min Esau hadde jeg jeg. | 13 As it is written, Jacob have I loved, but Esau have I hated. |
| 14 Hvad skal vi da sige? findes der mon uretfærdighed hos Gud? Nej, langtfra! | 14 Hvad ville jeg da sige? Mon (der være) uretfærdighed hos Gud. Det være langt fra / | 14 What shall we say then? Is there unrighteousness with God? God forbid. |
| 15 Han siger jo til Moses: »Jeg er barmhjertig mod, hvem jeg vil, og jeg forbarmer mig over, hvem jeg vil.« | 15 Thi hand siger til Mose / Jeg vil være den misundelig / Hvilcken jeg vorder misundelig / Oc jeg vil forbarme mig ofver den / hvilcken jeg forbarmer mig ofver. | 15 For he saith to Moses, I will have mercy on whom I will have mercy, and I will have compassion on whom I will have compassion. |
| 16 Altså beror det ikke på den, der vil, eller på den, der anstrenger sig, men på Gud, der viser barmhjertighed. | 16 Saa staar det icke til den som vil / ey heller til den som løber / men til Gud / som giør Miskundhed. | 16 So then it is not of him that willeth, nor of him that runneth, but of God that showeth mercy. |
| 17 Og skriften siger til Farao: »Netop derfor har jeg ladet dig fremstå, for at jeg kan vise min magt på dig, og for at mit navn kan blive forkyndt over hele jorden.« | 17 Thi Skriften siger til Pharao / Til dette samme opriste jeg dig / ad jeg vilde bevjse min Mact paa dig / Oc paa det mit Nafn skulde forkyndis paa all Jorden. | 17 For the scripture saith unto Pharaoh, Even for this same purpose have I raised thee up, that I might show my power in thee, and that my name might be declared throughout all the earth. |
| 18 Altså forbarmer han sig over, hvem han vil, og forhærder, hvem han vil. | 18 Saa forbarmer hand sig da ofver den / som hand vil / men forhærder den / som hand vil. | 18 Therefore hath he mercy on whom he will have mercy, and whom he will he hardeneth. |
| 19 Nu vil du sige til mig: »Hvad har han så længere at bebrejde os? hvem kan nemlig sætte sig op mod hans vilje?« | 19 Saa motte du sige til mig / Hvad klager hand ofver endnu? thi hvo hafver slaait hans Villie imod? | 19 Thou wilt say then unto me, Why doth he yet find fault? For who hath resisted his will? |
| 20 Menneske! hvem er dog du, som går i rette med Gud? kan noget, som blev formet, sige til den, som formede det: »Hvorfor har du dannet mig således?« | 20 ja / O Menniske / Hvo est du / som vil gaa i rætte mod Gud? Mon noget som er giort / kand sige til den som giorde det / Hvi giorde du mig saa? | 20 Nay but, O man, who art thou that repliest against God? Shall the thing formed say to him that formed it, Why hast thou made me thus? |
| 21 Eller har pottemageren ikke rådighed over sit ler, så han af den samme masse kan danne et kar til ære, et andet til vanære? | 21 Eller hafver icke Pottemageren mact ofver Leeret / af det samme stycke ad giøre et Kar til ære / men et andet til vanære / | 21 Hath not the potter power over the clay, of the same lump to make one vessel unto honour, and another unto dishonour? |
| 22 Men hvad om nu Gud, skønt han vil vise sin vrede og kundgøre sin magt, dog i megen langmodighed har båret over med vredens kar, fuldt færdige til fortabelse, | 22 men dersom Gud / der hand vilde vise vreden / oc kundgiøre sin mact / leed med stor langdmodighed vredens Kar / som vare ferdigede til forderfelse / | 22 What if God, willing to show his wrath, and to make his power known, endured with much longsuffering the vessels of wrath fitted to destruction: |
| 23 og gjort dette også for at kundgøre sin herligheds rigdom over barmhjertighedens kar, som han forud havde beredt til herlighed? | 23 Oc ad hand kunde kundgiøre sin Herligheds rjgdom / ofver Barmhiertighedsens Kar / hvilcke hand hafde for beridt til Herlighed / (hvad vilde du da sige?) | 23 And that he might make known the riches of his glory on the vessels of mercy, which he had afore prepared unto glory, |
| 24 Og til at være sådanne kaldte han også os, ikke alene dem af jødisk, men tillige dem af hedensk æt, | 24 Hvilcke hand oc kaldede / (som er) os / icke alleeniste af Jøder / men ocsaa af Hedninge. | 24 Even us, whom he hath called, not of the Jews only, but also of the Gentiles? |
| 25 som han også siger hos Hoseas: »Det folk, som ikke var mit folk, vil jeg kalde »mit folk«, og hende, som ikke var den elskede, vil jeg kalde »den elskede«; | 25 Ligesom hand oc siger hoos Ofeam / Jeg vil kalde det mit Folck / som icke var mit Folck / Oc hende elskelig / som icke var elskelige. | 25 As he saith also in Osee, I will call them my people, which were not my people; and her beloved, which was not beloved. |
| 26 og det skal ske, at på det sted, hvor der blev sagt til dem: »I er ikke mit folk«, der skal de kaldes »den levende Guds børn.« | 26 Oc det skal skee / Paa den Sted / som var sagt til dem / I (ere) icke mit Folck / Der skulle de kaldis den lefvende Guds Børn. | 26 And it shall come to pass, that in the place where it was said unto them, Ye are not my people; there shall they be called the children of the living God. |
| 27 Men Esajas udråber om Israel: »Var end Israels børn talløse som sandet ved havet, kun en rest skal frelses; | 27 Men Esaias raaber ofver Jsrael / Der som Jsraels Børns tall var som Haffens Sand / (Saa) skulle (dog ickun) lefningene frelsis. | 27 Esaias also crieth concerning Israel, Though the number of the children of Israel be as the sand of the sea, a remnant shall be saved: |
| 28 thi endeligt og afsluttende vil Herren gøre regnskabet op på jorden.« | 28 Thi (der er) den som fuldkommer oc forkorter Ord udi Retfærdighed / thi HErren skal giøre et forkortet Ord paa Jorden. | 28 For he will finish the work, and cut it short in righteousness: because a short work will the Lord make upon the earth. |
| 29 Og som Esajas forud har sagt: »Havde ikke Herren Zebaot levnet os afkom, da var vi blevet som Sodoma, havde lignet Gomorra.« | 29 Oc ligesom Esaias hafver sagt tilforn / Dersom den HErre Zebaoth hafde de icke lefnit os Sæd / Da hafde vi blefvit som Sodoma / oc været lige ved Gomorra. | 29 And as Esaias said before, Except the Lord of Sabaoth had left us a seed, we had been as Sodoma, and been made like unto Gomorrha. |
| 30 Hvad skal vi da sige? Jo, at hedninger, som ikke jagede efter retfærdighed, vandt retfærdighed, nemlig retfærdigheden af tro; | 30 Hvad ville vi da sige? Ad Hedningene / som icke søgte efter Retfærdighed / singe Retfærdighed / Ja / den Retfærdighed (siger jeg) som er af Troen. | 30 What shall we say then? That the Gentiles, which followed not after righteousness, have attained to righteousness, even the righteousness which is of faith. |
| 31 Israel derimod, som jagede efter en lov, der kunne føre til retfærdighed, nåede ikke frem til en sådan lov. | 31 Men Jsrael / som søgte efter Retfærdigheds Lov / naadde icke til Retfærdigheds Lov. | 31 But Israel, which followed after the law of righteousness, hath not attained to the law of righteousness. |
| 32 Hvorfor ikke? fordi de søgte den, ikke ved tro, men som om den kunne vindes ved gerninger. De stødte an mod anstødsstenen, | 32 Hvorfor? Ad det icke (skeede) af Troen / men som af Lovens Gierninger. Thi de støtte paa Anstøds Steen / | 32 Wherefore? Because they sought it not by faith, but as it were by the works of the law. For they stumbled at that stumblingstone; |
| 33 som der står skrevet: »Se, jeg lægger i Zion en anstødssten og en klippe til fald; men den, som tror på ham, skal ikke blive til skamme.« | 33 Ligesom skrevet staar / See / Jeg sætter en anstøds Steen i Zion / oc en Forargelsis Klippe / Oc hver den som troor pa hannem / skal icke beskæmmis. | 33 As it is written, Behold, I lay in Sion a stumblingstone and rock of offence: and whosoever believeth on him shall not be ashamed. |