Salmernes bog 30 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 2 Herre, jeg ophøjer dig, thi du bjærgede mig, lod ej mine fjender glæde sig over mig; | 2 XXX. En Psalme ad siunge / om Davids Huusis Vjelse HErre / Jeg vil høyt prjse dig / thi du hafver opdragit mig / oc lodst mit Fiender icke glædis ofver mig. | 2 A Psalm and Song at the dedication of the house of David. I will extol thee, O LORD; for thou hast lifted me up, and hast not made my foes to rejoice over me. |
| 3 herre min Gud, jeg råbte til dig, og du helbredte mig. | 3 HErre min Gud / Jeg raabte til dig / oc du helbredede mig. | 3 O LORD my God, I cried unto thee, and thou hast healed me. |
| 4 Fra dødsriget, herre, drog du min sjæl, kaldte mig til live af gravens dyb. | 4 HErre / du førde min Siæl op ad Helfvede / Du lodst mig lefve / ad jeg icke foor ned i Grafven. | 4 O LORD, thou hast brought up my soul from the grave: thou hast kept me alive, that I should not go down to the pit. |
| 5 Lovsyng Herren, i hans fromme, pris hans hellige navn! | 5 Stunger for HErren I som ere hans Hellige / Oc tacker (hannem) til Hellighed Ihukommelse. | 5 Sing unto the LORD, O ye saints of his, and give thanks at the remembrance of his holiness. |
| 6 Thi et øjeblik varer hans vrede, livet igennem hans nåde; om aftenen gæster os gråd, om morgenen frydesang. | 6 thi et Øyeblick (Varer) det med hans Vrede: Men lifvet (staar) i hans Velbehagelighed / Om Aftnen skeer Graad / oc om Morgnen Fryd. Jeg sagde vel / i min Rolighed. Jeg skal icke snuble ævindelig. | 6 For his anger endureth but a moment; in his favour is life: weeping may endure for a night, but joy cometh in the morning. |
| 7 Jeg tænkte i min tryghed: »Jeg rokkes aldrig i evighed!« | 7 HErre / i din gode Behagelighed hafver du opsat Styrcke paa mit Bierg | 7 And in my prosperity I said, I shall never be moved. |
| 8 Herre, i nåde havde du fæstnet mit bjerg; du skjulte dit åsyn, jeg blev forfærdet. | 8 (Men der) du skiule dit Ansict / da blef jeg forfærdet | 8 LORD, by thy favour thou hast made my mountain to stand strong: thou didst hide thy face, and I was troubled. |
| 9 Jeg råbte, herre, til dig, og tryglende bad jeg til Herren: | 9 HErre / jeg vil raabe til dig / oc bede til HErren. | 9 I cried to thee, O LORD; and unto the LORD I made supplication. |
| 10 »hvad vinding har du af mit blod, af at jeg synker i graven? Kan støv mon takke dig, råbe din trofasthed ud? | 10 Hvad nyttelighed er i mit Blod / naar jeg farer ned til Grafven? Kand oc Støf tacke dig / Kand den forkynde din Sandhed? | 10 What profit is there in my blood, when I go down to the pit? Shall the dust praise thee? shall it declare thy truth? |
| 11 Herre, hør og vær nådig, herre, kom mig til hjælp!« | 11 HErren hør oc vær mig naadig / HErre vær min Hielpere. | 11 Hear, O LORD, and have mercy upon me: LORD, be thou my helper. |
| 12 Du vendte min sorg til dans, løste min sørgedragt, hylled mig i glæde, | 12 Du hafver vent mig min Graad til en Danz / Du hafver opløft min sæck / oc bundit op om mig med Glæde. | 12 Thou hast turned for me my mourning into dancing: thou hast put off my sackcloth, and girded me with gladness; |
| 13 at min ære skal prise dig uden ophør. Herre min Gud, jeg vil takke dig evigt! | 13 Ad min Ære skal siunge for dig / oc icke tie / HErre / min Gud / ævindelig vil jeg tacke dig | 13 To the end that my glory may sing praise to thee, and not be silent. O LORD my God, I will give thanks unto thee for ever. |