Salmernes bog 42 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 2 Som hjorten skriger efter rindende vand, således skriger min sjæl efter dig, o Gud. | 2 XLII. Til Sangmesteren / til en Undervjsning for Chore Børn. Ligesom en Hiort skrjger efter Vandstrømme / Så skjger im Siæl til dig O Gud. | 2 To the chief Musician, Maschil, for the sons of Korah. As the hart panteth after the water brooks, so panteth my soul after thee, O God. |
| 3 Min sjæl tørster efter Gud, den levende Gud; når skal jeg komme og stedes for Guds åsyn? | 3 Min Siæl tørster efter Gud / efter den lefvende Gud : Naar skal jeg kome (der hen) oc feis for Guds Ansict? | 3 My soul thirsteth for God, for the living God: when shall I come and appear before God? |
| 4 Min gråd er blevet mit brød både dag og nat, fordi de stadig spørger mig: »hvor er din Gud?« | 4 Min Graad er min Mad Dag oc Nat / medn mand siger dagligee til mig / hvor er din Gud? | 4 My tears have been my meat day and night, while they continually say unto me, Where is thy God? |
| 5 Min sjæl er opløst, når jeg kommer i hu, hvorledes jeg vandred med skaren op til Guds hus under jubelråb og lovsang i højtidsskaren. | 5 Der vil jeg alt tæncke paa / oc udgyde mit Hierte hos mig self: Thi jeg vilde gierne gaa frem med Haaben / vilde ad sted med dem til Guds Huus / med Frydes oc Tacksigelses Røst / (iblant) de mange som holde helligt. | 5 When I remember these things, I pour out my soul in me: for I had gone with the multitude, I went with them to the house of God, with the voice of joy and praise, with a multitude that kept holyday. |
| 6 Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud! | 6 Hvi vilt du trycke dig min Siæl / Oc bruse ofver mig? Bi efter Gud / thi jeg skal end tacke hannem (for der er) megen Frelse for hans Ansict. | 6 Why art thou cast down, O my soul? and why art thou disquieted in me? hope thou in God: for I shall yet praise him for the help of his countenance. |
| 7 Nedbøjet er min sjæl, derfor mindes jeg dig fra Jordans og hermontindernes land, fra Mizars bjerg. | 7 Min Gud / min Siæl trycker sig i mig / Derfor vil jeg tæncke paa dig fra Jordans Land oc Hermonim / fra det lille Bierg. | 7 O my God, my soul is cast down within me: therefore will I remember thee from the land of Jordan, and of the Hermonites, from the hill Mizar. |
| 8 Dyb råber til dyb ved dine vandfalds brusen, alle dine brændinger og bølger skyller hen over mig. | 8 Afgrunden raaaber til Afgrunden / for dine Renders Liud / alle dine Vandvover / oc dine Bølger ginge ofver mig. | 8 Deep calleth unto deep at the noise of thy waterspouts: all thy waves and thy billows are gone over me. |
| 9 Sin miskundhed sender Herren om dagen, hans sang er hos mig om natten, en bøn til mit livs Gud. | 9 Men HERREN skal befale sin Miskundhed om Dagen / Oc om Natten skal hans Sang være hos mig / ja en Bøn til min Lifvis Gud. | 9 Yet the LORD will command his lovingkindness in the daytime, and in the night his song shall be with me, and my prayer unto the God of my life. |
| 10 Jeg siger til Gud, min klippe: Hvorfor har du glemt mig, hvorfor skal jeg vandre sorgfuld, trængt af fjender? | 10 jeg vil sige til Gud / min Klippe / hvi hafver du forglemt mig? Hvi maa jeg gaa i Sørgeklæder / idet min Fiender trænger mig? | 10 I will say unto God my rock, Why hast thou forgotten me? why go I mourning because of the oppression of the enemy? |
| 11 Det er, som knustes mine ben, når fjenderne håner mig, når de stadig spørger mig: »hvor er din Gud?« | 11 I det der drifves Mord i mine Been / for haane mine Fiender mig / Saa de sige daglige til mig / hvor er din Gud? | 11 As with a sword in my bones, mine enemies reproach me; while they say daily unto me, Where is thy God? |
| 12 Hvorfor er du nedbøjet, sjæl, hvi bruser du i mig? Bi efter Gud, thi end skal jeg takke ham, mit åsyns frelse og min Gud! | 12 Hvi trycker du dig min Siæl / oc hvi bruser du ofver mig? Bj efter Gud / thi jeg skal endnu tacke hannem / (for hand er) Mit Ansictis megen Hielp oc min Gud. | 12 Why art thou cast down, O my soul? and why art thou disquieted within me? hope thou in God: for I shall yet praise him, who is the health of my countenance, and my God. |