Salmernes bog 74 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 1 Hvorfor har du, Gud, stødt os bort for evig, hvi ryger din vrede mod hjorden, du røgter? | 1 LXXIV. En Undervjsning for Asaph. Gud / hvi fordrest du (os) aldelis? (Hvi) skal din Vrede ryge ofver dine Faar som du hafver ad føde : | 1 Maschil of Asaph. O God, why hast thou cast us off for ever? why doth thine anger smoke against the sheep of thy pasture? |
| 2 kom din menighed i hu, som du fordum vandt dig, - du udløste den til din ejendoms stamme - Zions bjerg, hvor du har din bolig. | 2 Tænk paa din Menighed / (som) du forhverfvede i fordum Tjd / din Arfvedeels maal du igienløste / dette Zions Bierg / som du boor paa. | 2 Remember thy congregation, which thou hast purchased of old; the rod of thine inheritance, which thou hast redeemed; this mount Zion, wherein thou hast dwelt. |
| 3 Løft dine fjed til de evige tomter: Fjenden lagde alt i helligdommen øde. | 3 Opløft dine Fødder til ad ødelegge aldelis : Fienden forderfvede all Ting i Helligdommen. | 3 Lift up thy feet unto the perpetual desolations; even all that the enemy hath done wickedly in the sanctuary. |
| 4 Dine fjender brøled i dit samlingshus, satte deres tegn som tegn deri. | 4 Dine Modstandere brølede inden i din Forsamling : De sætte deres Tegn til tegn: | 4 Thine enemies roar in the midst of thy congregations; they set up their ensigns for signs. |
| 5 Det så ud, som når man løfter økser i skovens tykning. | 5 Hver skal blifve kiendt / som den der ophefver Øxerne (ad hugge) paa knudret Træ. | 5 A man was famous according as he had lifted up axes upon the thick trees. |
| 6 Og alt det udskårne træværk der! De hugged det sønder med økse og hammer. | 6 Oc de Ting som var udgrafvede der udi tillige / (dem) hafe de sønderslaget med Hellebarder oc Hamre | 6 But now they break down the carved work thereof at once with axes and hammers. |
| 7 På din helligdom satte de ild, de skændede og nedrev dit navns bolig. | 7 De kaste dine hellige Ting i Ilden : De vanhelligede dit Nafns Boolige til grunde. | 7 They have cast fire into thy sanctuary, they have defiled by casting down the dwelling place of thy name to the ground. |
| 8 De tænkte: »til hobe udrydder vi dem!« De brændte alle Guds samlingshuse i landet. | 8 De sagde i deres Hierte : Lader os røfve dem tilljege : de opbrende alle Guds Forsamlings Huuse i Landet. | 8 They said in their hearts, Let us destroy them together: they have burned up all the synagogues of God in the land. |
| 9 Vore tegn, dem ser vi ikke, profeter findes ej mer; hvor længe, ved ingen af os. | 9 Vi see icke vore Tegn / der er tugen Prophete meere Oc der er ingen hos os / som veed (hvor længe) det skal vare. | 9 We see not our signs: there is no more any prophet: neither is there among us any that knoweth how long. |
| 10 Hvor længe, o Gud, skal vor modstander smæde, fjenden blive ved at håne dit navn? | 10 Ah Gud / hvor længe skal Modstanderen bespotte? Skal Fienden saa aldelis skænde dit Nafn? | 10 O God, how long shall the adversary reproach? shall the enemy blaspheme thy name for ever? |
| 11 hvorfor holder du din hånd tilbage og skjuler din højre i kappens fold? | 11 Hvi tager du din Haand / ja din høye Haand tilbage? tag den aldelis ud af din Barm. | 11 Why withdrawest thou thy hand, even thy right hand? pluck it out of thy bosom. |
| 12 Vor konge fra fordums tid er dog Gud, som udførte Frelsens værk i landet. | 12 Dog er Gud min Konge af gammel Tjd som giør megen Frelse / paa Jorden | 12 For God is my King of old, working salvation in the midst of the earth. |
| 13 Du kløvede havet med vælde, knuste på vandet dragernes hoved; | 13 Du adskilde Hafvt med din mact / Du sønderbrødst Dragernes Hofveder i Vandene. | 13 Thou didst divide the sea by thy strength: thou brakest the heads of the dragons in the waters. |
| 14 du søndrede hovederne på livjatan og gav dem som æde til ørkenens dyr; | 14 Du sønderslogst Leviathans Hofveder : Du gafst folcket i Ørcken den til Føde | 14 Thou brakest the heads of leviathan in pieces, and gavest him to be meat to the people inhabiting the wilderness. |
| 15 kilde og bæk lod du vælde frem, du udtørred stedseflydende strømme; | 15 Du lodst udflydde Kilde oc Bæcke : Du udtørrede stærcke Floder. | 15 Thou didst cleave the fountain and the flood: thou driedst up mighty rivers. |
| 16 din er dagen, og din er natten, du grundlagde lys og sol, | 16 Dagene høre dig til / Natten hør dig ocsåå til : du beridde Liuset oc Solen. | 16 The day is thine, the night also is thine: thou hast prepared the light and the sun. |
| 17 du fastsatte alle grænser på jord, du frembragte sommer og vinter. | 17 Du satte alle Jordens Grenzer : Sommer oc Vinter dem giorde du. | 17 Thou hast set all the borders of the earth: thou hast made summer and winter. |
| 18 Kom i hu, o Herre, at fjenden har hånet, et folk af dårer har spottet dit navn! | 18 Tænck her paa : Fienden forhaanede HErren: Oc et daarligt folck lastede dit Nafn. | 18 Remember this, that the enemy hath reproached, O LORD, and that the foolish people have blasphemed thy name. |
| 19 Giv ikke vilddyret din turteldues sjæl, glem ikke for evigt dine armes liv; | 19 Gif icke vilde Diur din Turtelduis siæl : forglem icke aldelis dine ælendige vilde Diur. | 19 O deliver not the soul of thy turtledove unto the multitude of the wicked: forget not the congregation of thy poor for ever. |
| 20 se hen til pagten, thi fyldte er landets mørke steder med voldsfærds boliger. | 20 See til pacten : thi de mørcke stæder i Landet ere fulde af Røfverekuler. | 20 Have respect unto the covenant: for the dark places of the earth are full of the habitations of cruelty. |
| 21 Lad ej den fortrykte gå bort med skam, lad de arme og fattige prise dit navn! | 21 Lad den Ringe icke gaa der fra med skamme / Lad den Elendige oc Arme prjse dit nafn. | 21 O let not the oppressed return ashamed: let the poor and needy praise thy name. |
| 22 Gud, gør dig rede, før din sag, kom i hu, hvor du stadig smædes af bårer, | 22 Gud giør dig rede / udret din Sag : Tænk paa den Forhaanelse som dig skeer hver Dag af en Daare. | 22 Arise, O God, plead thine own cause: remember how the foolish man reproacheth thee daily. |
| 23 lad ej dine avindsmænds røst uænset! Ustandseligt lyder dine fjenders larm! | 23 Forlem icke dine Fiendes røst / dine Modstandere blifve altjd større. | 23 Forget not the voice of thine enemies: the tumult of those that rise up against thee increaseth continually. |