Salmernes bog 77 |
1931 | 1647 | King James Version |
| 2 Jeg råber, højt til Gud, og han hører mig, | 2 LXXVII. Til Sangmesteren ofver Jeduthun / Asaphs Psalme. MJn Røst er til Gud / oc jeg vil raabe : Min Røst er til Gud / oc hand skal høre mig. | 2 To the chief Musician, to Jeduthun, A Psalm of Asaph. I cried unto God with my voice, even unto God with my voice; and he gave ear unto me. |
| 3 jeg søger Herren på nødens dag, min hånd er om natten utrættet udrakt, min sjæl vil ikke lade sig trøste; | 3 Jeg søgte HErren paa min Nøds Dag: Min haand var om Natten udract / Oc jeg lod icke af: min Siæl vilde icke lade sig husvale. | 3 In the day of my trouble I sought the Lord: my sore ran in the night, and ceased not: my soul refused to be comforted. |
| 4 jeg ihukommer Gud og stønner, jeg sukker, min ånd vansmægter. - Sela. | 4 Tænckte jeg paa Gud / da blef jeg forstyrret / udsagde jeg min Meening / da forsmæctede min Aand/ Sela. | 4 I remembered God, and was troubled: I complained, and my spirit was overwhelmed. Selah. |
| 5 Du holder mine øjne vågne, jeg er urolig og målløs. | 5 Du holt mine Øyne vaagne / Jeg var vansmæctig / oc kunde icke tale. | 5 Thou holdest mine eyes waking: I am so troubled that I cannot speak. |
| 6 Jeg tænker på fordums dage, ihukommer længst henrundne år; | 6 Jeg tænckte paa de Dage af gammel Tjd / paa de Aar af Evighed. | 6 I have considered the days of old, the years of ancient times. |
| 7 jeg gransker om natten i hjertet, grunder og ransager min ånd. | 7 Jeg tænckte paa min Strengeleeg / Om Natten talde jeg med mit Hierte / oc min Aand randsagede. | 7 I call to remembrance my song in the night: I commune with mine own heart: and my spirit made diligent search. |
| 8 Vil Herren bortstøde for evigt og aldrig mer vise nåde, | 8 Skal da HErren bortdrifve mig ævindeligen? Oc icke hafve Lyst meere til mig? | 8 Will the Lord cast off for ever? and will he be favourable no more? |
| 9 er hans miskundhed ude for stedse, hans trofasthed omme for evigt og altid, | 9 Er da hans Miskundhed aldelis ude? Hafve (hans) Tilsagn en Ende / (som var) til Slect efter anden. | 9 Is his mercy clean gone for ever? doth his promise fail for evermore? |
| 10 har Gud da glemt at ynkes, lukket sit hjerte i vrede? - Sela. | 10 Hafver Gud da forglemt ad være naadig? hafver hand tilluct sin barmhiertighed ved Vrede/ Sela. | 10 Hath God forgotten to be gracious? hath he in anger shut up his tender mercies? Selah. |
| 11 Jeg sagde: Det er min smerte; at den højestes højre er ikke som før. | 11 Oc jeg sagde: Det er det ad jeg er svag / Aarene staa i den Høyestis høyre Haand. | 11 And I said, This is my infirmity: but I will remember the years of the right hand of the most High. |
| 12 Jeg kommer Herrens gerninger i hu, ja kommer dine fordums undere i hu. | 12 jeg vil tæncke paa HErrens Gierninger: thi jeg vil tæncke paa mine underlige Ting fra fordum Tjd. | 12 I will remember the works of the LORD: surely I will remember thy wonders of old. |
| 13 Jeg tænker på al din gerning og grunder over dine værker. | 13 oc vil tale om all din Gierning / Oc sige af det som du hafve giort. | 13 I will meditate also of all thy work, and talk of thy doings. |
| 14 Gud, din vej var i hellighed, hvo er en Gud så stor som Gud! | 14 O Gud din Vey er i Helligdommen : hvo er så mæctig en Gud / som Gud? | 14 Thy way, O God, is in the sanctuary: who is so great a God as our God? |
| 15 Du er en Gud, som gør undere, du gjorde din vælde kendt blandt folkene, | 15 Du est den Gud som giør underlige Ting : Du hafver ladit din mact kiende iblandt Folckene. | 15 Thou art the God that doest wonders: thou hast declared thy strength among the people. |
| 16 udøste dit folk med din arm, Jakobs og Josefs sønner. - Sela. | 16 Du gienløste dit Folck vældelig / Jacobs oc Josephs Børn / Sela. | 16 Thou hast with thine arm redeemed thy people, the sons of Jacob and Joseph. Selah. |
| 17 Vandene så dig, Gud, vandene så dig og vred sig i angst, ja dybet tog til at skælve; | 17 Vandene saae dig Gud / Vandene saae dig / de vare i Smerte : ja oc Afgrundene blefve rørde. | 17 The waters saw thee, O God, the waters saw thee; they were afraid: the depths also were troubled. |
| 18 skyerne udøste vand, skyhimlens stemme gjaldede, dine pile for hid og did; | 18 Skyerne øste Vand / de høye Skyer tordnede: ja dine Straaler motte fare frem. | 18 The clouds poured out water: the skies sent out a sound: thine arrows also went abroad. |
| 19 din bragende torden rullede, lynene oplyste jorderig, jorden bæved og skjalv; | 19 Din Tordens Liud var i den runde Luft / Liunet opliuste Jorderjge : Jorden røstede oc skalf. | 19 The voice of thy thunder was in the heaven: the lightnings lightened the world: the earth trembled and shook. |
| 20 din vej gik midt gennem havet, din sti gennem store vande, dine fodspor kendtes ikke. | 20 Din Vey var i Hafvet / oc din Stj i stoore vand : Oc dine Fodspor blefve icke kiende. | 20 Thy way is in the sea, and thy path in the great waters, and thy footsteps are not known. |
| 21 Du førte dit folk som en hjord ved Moses's og Arons hånd. | 21 Du førde dit Folck / som Faar / ved Mose oc Aarons Haand. | 21 Thou leddest thy people like a flock by the hand of Moses and Aaron. |