Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.
          Tilbage

Daniels bog 6

1992

King James Version

1 og mederen Dareios overtog kongedømmet i en alder af 62 år. 1 And Darius the Median took the kingdom, being about threescore and two years old.
2 Dareios besluttede at indsætte satrapper over kongeriget, hundrede og tyve fordelt over hele riget, 2 It pleased Darius to set over the kingdom an hundred and twenty princes, which should be over the whole kingdom;
3 og over dem tre rigsråder; Daniel var en af dem. Satrapperne skulle aflægge regnskab til dem, for at kongen ikke skulle lide tab. 3 And over these three presidents; of whom Daniel was first: that the princes might give accounts unto them, and the king should have no damage.
4 Daniel udmærkede sig frem for de andre rigsråder og satrapperne, fordi han havde en fremragende ånd, og kongen havde til hensigt at sætte ham over hele kongeriget. 4 Then this Daniel was preferred above the presidents and princes, because an excellent spirit was in him; and the king thought to set him over the whole realm.
5 Da søgte rigsråderne og satrapperne at finde noget at anklage Daniel for i hans forhold til kongedømmet. Men de kunne ikke finde nogen fejl at anklage ham for; han var pålidelig, og der fandtes ikke nogen som helst forsømmelighed eller fejl hos ham. 5 Then the presidents and princes sought to find occasion against Daniel concerning the kingdom; but they could find none occasion nor fault; forasmuch as he was faithful, neither was there any error or fault found in him.
6 Så sagde mændene: »Vi kan ikke finde noget at anklage denne Daniel for, medmindre vi finder noget imod ham i hans religion.« 6 Then said these men, We shall not find any occasion against this Daniel, except we find it against him concerning the law of his God.
7 Nu skyndte rigsråderne og satrapperne sig til kongen og sagde til ham: »Kong Dareios leve evigt! 7 Then these presidents and princes assembled together to the king, and said thus unto him, King Darius, live for ever.
8 Alle kongerigets rigsråder er blevet enige med fyrsterne, satrapperne, ministrene og statholderne om, at kongen bør træffe beslutning om, at der udstedes følgende dekret: Den, der i de næste tredive dage beder til andre end dig, konge, hvad enten det er til en gud eller til et menneske, skal kastes i løvekulen. 8 All the presidents of the kingdom, the governors, and the princes, the counsellors, and the captains, have consulted together to establish a royal statute, and to make a firm decree, that whosoever shall ask a petition of any God or man for thirty days, save of thee, O king, he shall be cast into the den of lions.
9 Derfor, konge, udsted dekretet, og lad det udfærdige skriftligt, så det i henhold til medernes og persernes uigenkaldelige lov ikke kan ændres.« 9 Now, O king, establish the decree, and sign the writing, that it be not changed, according to the law of the Medes and Persians, which altereth not.
10 Så lod kong Dareios dekretet udfærdige skriftligt. 10 Wherefore king Darius signed the writing and the decree.
11 Da Daniel fik at vide, at skrivelsen var udfærdiget, gik han hjem. I tagværelset havde han åbne vinduer, der vendte mod Jerusalem, og tre gange om dagen knælede han og bad til sin tre gange om dagen knælede han og bad til sin Gud og takkede ham; sådan havde han altid gjort. 11 Now when Daniel knew that the writing was signed, he went into his house; and his windows being open in his chamber toward Jerusalem, he kneeled upon his knees three times a day, and prayed, and gave thanks before his God, as he did aforetime.
12 Nu kom disse mænd farende ind og fandt Daniel, mens han bad til sin Gud og påkaldte ham. 12 Then these men assembled, and found Daniel praying and making supplication before his God.
13 Derpå trådte de frem for kongen og sagde med henvisning til det kongelige dekret: »Har du ikke skriftligt udstedt dette dekret: Den, der i de næste tredive dage beder til andre end dig, konge, hvad enten det er til en gud eller til et menneske, skal kastes i løvekulen?« Kongen svarede: »Det står fast i henhold til medernes og persernes uigenkaldelige lov.« 13 Then they came near, and spake before the king concerning the king's decree; Hast thou not signed a decree, that every man that shall ask a petition of any God or man within thirty days, save of thee, O king, shall be cast into the den of lions? The king answered and said, The thing is true, according to the law of the Medes and Persians, which altereth not.
14 Så sagde de til kongen: »Daniel, der hører til de bortførte fra Juda, retter sig ikke efter dig, konge, og efter det dekret, du har udstedt skriftligt. Tre gange om dagen beder han sin bøn.« 14 Then answered they and said before the king, That Daniel, which is of the children of the captivity of Judah, regardeth not thee, O king, nor the decree that thou hast signed, but maketh his petition three times a day.
15 Da kongen hørte det, blev han meget ilde til mode og satte sig for at redde Daniel. Lige til solnedgang anstrengte han sig for at hjælpe ham. 15 Then the king, when he heard these words, was sore displeased with himself, and set his heart on Daniel to deliver him: and he laboured till the going down of the sun to deliver him.
16 Men disse mænd skyndte sig igen til kongen og sagde til ham: »Du skal vide, konge, at efter medernes og persernes lov kan intet dekret, som kongen har truffet beslutning om, ændres.« 16 Then these men assembled unto the king, and said unto the king, Know, O king, that the law of the Medes and Persians is, That no decree nor statute which the king establisheth may be changed.
17 Så befalede kongen, at de skulle hente Daniel og kaste ham i løvekulen. Men kongen sagde til Daniel: »Måtte din Gud, som du uophørligt dyrker, redde dig!« 17 Then the king commanded, and they brought Daniel, and cast him into the den of lions. Now the king spake and said unto Daniel, Thy God whom thou servest continually, he will deliver thee.
18 En sten blev bragt hen og lagt over kulens åbning, og kongen forseglede den med sin egen og med sine stormænds seglring, så der ikke kunne ske nogen ændring i Daniels situation. 18 And a stone was brought, and laid upon the mouth of the den; and the king sealed it with his own signet, and with the signet of his lords; that the purpose might not be changed concerning Daniel.
19 Derpå gik kongen tilbage til sit palads. Han tilbragte natten fastende, sendte ikke bud efter nogen medhustru og kunne ikke sove. 19 Then the king went to his palace, and passed the night fasting: neither were instruments of music brought before him: and his sleep went from him.
20 Tidligt om morgenen, ved daggry, stod kongen op og skyndte sig ud til løvekulen, 20 Then the king arose very early in the morning, and went in haste unto the den of lions.
21 og da han nærmede sig kulen, råbte han bekymret på Daniel. Kongen sagde til ham: »Daniel, den levende Guds tjener, har din Gud, som du uophørligt dyrker, kunnet redde dig fra løverne?« 21 And when he came to the den, he cried with a lamentable voice unto Daniel: and the king spake and said to Daniel, O Daniel, servant of the living God, is thy God, whom thou servest continually, able to deliver thee from the lions?
22 Da svarede Daniel kongen: »Kongen leve evigt! 22 Then said Daniel unto the king, O king, live for ever.
23 Min Gud sendte sin engel; han lukkede løvernes gab, så de ikke kunne gøre mig noget; det var, fordi han fandt mig uskyldig. Heller ikke mod dig, konge, har jeg forbrudt mig.« 23 My God hath sent his angel, and hath shut the lions' mouths, that they have not hurt me: forasmuch as before him innocency was found in me; and also before thee, O king, have I done no hurt.
24 Kongen blev meget glad og befalede, at Daniel skulle løftes op af kulen. Og da Daniel var blevet løftet op af kulen, kunne man se, at han ikke havde lidt nogen skade, fordi han havde stolet på sin Gud. 24 Then was the king exceeding glad for him, and commanded that they should take Daniel up out of the den. So Daniel was taken up out of the den, and no manner of hurt was found upon him, because he believed in his God.
25 Derpå befalede kongen, at de mænd, som var kommet med anklager mod Daniel, skulle kastes i løvekulen sammen med deres koner og børn. Og knap var de nået til bunden af kulen, før løverne kastede sig over dem og knuste alle deres knogler. 25 And the king commanded, and they brought those men which had accused Daniel, and they cast them into the den of lions, them, their children, and their wives; and the lions had the mastery of them, and brake all their bones in pieces or ever they came at the bottom of the den.
26 Derpå sendte kong Dareios en skrivelse ud til alle folk, stammer og tungemål, som boede over hele jorden: »Vær hilset! 26 Then king Darius wrote unto all people, nations, and languages, that dwell in all the earth; Peace be multiplied unto you.
27 Jeg udsteder hermed en befaling: I hele mit kongerige, så langt mit herredømme rækker, skal man frygte og skælve for Daniels Gud. For han er den levende Gud , han forbliver i evighed, hans kongerige kan ikke gå til grunde, hans herredømme er uden ende. 27 I make a decree, That in every dominion of my kingdom men tremble and fear before the God of Daniel: for he is the living God, and stedfast for ever, and his kingdom that which shall not be destroyed, and his dominion shall be even unto the end.
28 Han redder og befrier, han gør tegn og undere i himlen og på jorden. Han reddede Daniel ud af løvernes kløer!« 28 He delivereth and rescueth, and he worketh signs and wonders in heaven and in earth, who hath delivered Daniel from the power of the lions.
29 Det gik Daniel godt, både mens Dareios og mens perseren Kyros regerede. 29 So this Daniel prospered in the reign of Darius, and in the reign of Cyrus the Persian.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel