Hebræerbrevet 3 |
Den Ny Aftale | 1992 | King James Version |
| 1 Kære brødre, som Gud har udvalgt. Husk at Jesus | 1 Derfor, hellige brødre, I som har fået det himmelske kald: Se hen til vor bekendelses apostel og ypperstepræst, Jesus, | 1 Wherefore, holy brethren, partakers of the heavenly calling, consider the Apostle and High Priest of our profession, Christ Jesus; |
| 2 var trofast mod Gud, der havde sendt ham til os og gjort ham til ypperstepræst for vores tro. Moses var også trofast over for sin opgave i Guds hus, | 2 som var tro mod Gud, der havde indsat ham, ligesom Moses var det i hele hans hus. | 2 Who was faithful to him that appointed him, as also Moses was faithful in all his house. |
| 3 men Jesus er langt vigtigere end Moses. Den der opfører et hus, er mere betydningsfuld end huset selv, | 3 For Jesus er blevet kendt værdig til så meget større herlighed end Moses, som den, der bygger et hus, nyder større ære end huset selv. | 3 For this man was counted worthy of more glory than Moses, inasmuch as he who hath builded the house hath more honour than the house. |
| 4 og ligesom ethvert hus har en bygherre, sådan har Gud bygget alle ting. | 4 Ethvert hus har en bygmester, men den, der har bygget alle ting, er Gud. | 4 For every house is builded by some man; but he that built all things is God. |
| 5 Der står jo i Skrifterne: ›Moses var en trofast tjener i Guds hus‹ – men han var kun en tjener. Hans opgave var at fortælle noget hvis betydning først skulle afsløres senere. | 5 Og vel var Moses tro som tjener i hele hans hus for at vidne om det, som engang skulle forkyndes; | 5 And Moses verily was faithful in all his house, as a servant, for a testimony of those things which were to be spoken after; |
| 6 Kristus derimod er en trofast søn i Guds hus – og Guds hus, det er os, hvis vi da holder fast ved det mod og den stolthed som håbet giver os. | 6 men Kristus er det som søn over hans hus. Hans hus er vi, dersom vi holder fast ved den frimodighed og den stolthed, vort håb giver os. | 6 But Christ as a son over his own house; whose house are we, if we hold fast the confidence and the rejoicing of the hope firm unto the end. |
| 7 Derfor er det sådan som Gud siger gennem Helligånden: Hvis I hører min stemme i dag, | 7 Derfor, som Helligånden siger: Om I dog i dag ville lytte til ham! | 7 Wherefore (as the Holy Ghost saith, To day if ye will hear his voice, |
| 8 så må I ikke gøre jer hårde som den dag jeres forfædre gjorde oprør mod mig midt i ørkenen. | 8 Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, på fristelsens dag i ørkenen, | 8 Harden not your hearts, as in the provocation, in the day of temptation in the wilderness: |
| 9 De udfordrede mig og satte mig på prøve, selvom de i fyrre år havde set hvad jeg gjorde. | 9 da jeres fædre udæskede mig og satte mig på prøve, skønt de havde set mine gerninger | 9 When your fathers tempted me, proved me, and saw my works forty years. |
| 10 Derfor væmmedes jeg ved dem og sagde: Når de følger deres egen vilje, kommer de altid på afveje, de har ikke forstået hvad det er jeg vil. | 10 i fyrre år. Derfor følte jeg afsky for den slægt, og jeg sagde: De farer altid vild i deres hjerte, og de kender ikke mine veje. | 10 Wherefore I was grieved with that generation, and said, They do alway err in their heart; and they have not known my ways. |
| 11 I vrede svor jeg: De vil ikke komme ind i landet og få ro. | 11 Så svor jeg i min vrede: De skal aldrig komme ind til min hvile. | 11 So I sware in my wrath, They shall not enter into my rest. ) |
| 12 Kære brødre, sørg for at ingen af jer lader onde og trodsige tanker få jer væk fra den levende Gud. | 12 Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer skal være et ondt, vantro hjerte, så der sker frafald fra den levende Gud, | 12 Take heed, brethren, lest there be in any of you an evil heart of unbelief, in departing from the living God. |
| 13 Så længe der stadig er noget der hedder ›i dag‹, skal I hver eneste dag støtte hinanden. Så undgår I at synden bedrager jer og gør jer hårde. | 13 men forman hinanden hver dag, så længe der er noget, der hedder »i dag«, for at ingen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedrag; | 13 But exhort one another daily, while it is called To day; lest any of you be hardened through the deceitfulness of sin. |
| 14 Vi har del i alt det der tilhører Kristus, hvis vi bare bliver ved med at holde fast ved grundlaget for vores tro. | 14 for vi har del i Kristus, hvis vi indtil det sidste holder urokkeligt fast ved den tillid, vi havde i begyndelsen. | 14 For we are made partakers of Christ, if we hold the beginning of our confidence stedfast unto the end; |
| 15 Der står jo: Hvis I hører min stemme i dag, så må I ikke gøre jer hårde som den dag jeres forfædre gjorde oprør. | 15 Når det hedder: Om I dog i dag ville lytte til ham! Gør ikke jeres hjerter hårde som ved oprøret, | 15 While it is said, To day if ye will hear his voice, harden not your hearts, as in the provocation. |
| 16 Hvem var det der hørte hvad Gud sagde, men alligevel gjorde oprør? Det var alle dem der forlod Egypten under Moses. | 16 hvem var det så, der havde hørt ham og alligevel gjorde oprør? Var det ikke alle dem, der anført af Moses var vandret ud fra Egypten? | 16 For some, when they had heard, did provoke: howbeit not all that came out of Egypt by Moses. |
| 17 Og hvem var det Gud væmmedes ved i fyrre år? Det var dem der syndede og bagefter lå spredt som lig i ørkenen. | 17 Og hvem var det, han harmedes på i fyrre år? Var det ikke på dem, der syndede, og hvis lig kom til at ligge i ørkenen? | 17 But with whom was he grieved forty years? was it not with them that had sinned, whose carcases fell in the wilderness? |
| 18 Hvem var det Gud svor aldrig ville komme ind i landet og få ro? Det var de oprørske. | 18 Og hvem gjaldt det, når han svor, at de ikke skulle komme ind til hans hvile, om ikke dem, der havde været ulydige? | 18 And to whom sware he that they should not enter into his rest, but to them that believed not? |
| 19 Nu ved vi at det var deres mangel på tro der gjorde at de ikke nåede frem. | 19 Vi ser altså, at det var på grund af deres vantro, at de ikke kunne komme derind. | 19 So we see that they could not enter in because of unbelief. |