Hebræerbrevet 6 |
Den Ny Aftale | 1992 | King James Version |
| 1 Nu må I se at blive voksne, så vi kan få afsluttet begynderundervisningen om Kristus. Det skulle ikke være nødvendigt at starte forfra med at fortælle jer hvorfor I skal omvende jer fra et meningsløst liv og tro på Gud. | 1 Derfor vil vi nu lade begynderundervisningen om Kristus ligge og gå videre til en undervisning for voksne og ikke én gang til lægge grunden med omvendelse fra døde gerninger og tro på Gud, | 1 Therefore leaving the principles of the doctrine of Christ, let us go on unto perfection; not laying again the foundation of repentance from dead works, and of faith toward God, |
| 2 Læren om dåb, håndspålæggelse, de dødes opstandelse og dommedag burde også være kendt stof. | 2 med lære om dåb og håndspålæggelse, om dødes opstandelse og evig dom. | 2 Of the doctrine of baptisms, and of laying on of hands, and of resurrection of the dead, and of eternal judgment. |
| 3 Så lad os gå videre hvis Gud giver os lov. | 3 Ja, det vil vi gøre, dersom Gud giver lov. | 3 And this will we do, if God permit. |
| 4 Det er ikke muligt igen at omvende dem der har forladt troen. | 4 For det er umuligt at føre dem til ny omvendelse, som én gang er blevet oplyst og har smagt den himmelske gave, dem som har fået Helligånden | 4 For it is impossible for those who were once enlightened, and have tasted of the heavenly gift, and were made partakers of the Holy Ghost, |
| 5 Når et menneske først én gang har forstået hvad frelse er – når han har oplevet himlens gaver, fået del i Helligånden, nydt godt af at høre Guds ord og mærket den kommende verdens kræfter – | 5 og smagt Guds gode ord og den kommende verdens kræfter, | 5 And have tasted the good word of God, and the powers of the world to come, |
| 6 og alligevel falder fra, så korsfæster han Guds søn igen og gør ham til grin. | 6 og som så falder fra; for de korsfæster selv Guds søn igen og gør ham til spot. | 6 If they shall fall away, to renew them again unto repentance; seeing they crucify to themselves the Son of God afresh, and put him to an open shame. |
| 7 Gud velsigner den mark der får meget regn så der vokser planter til gavn for dem der dyrker marken. | 7 For når en mark drikker den regn, der falder på den i rigelig mængde, og giver afgrøde til gavn for dem, den dyrkes for, så får den velsignelse fra Gud; | 7 For the earth which drinketh in the rain that cometh oft upon it, and bringeth forth herbs meet for them by whom it is dressed, receiveth blessing from God: |
| 8 Men hvis der vokser tjørn og tidsler, så er den værdiløs og i fare for at blive opgivet. Til sidst vil den blive brændt af. | 8 men bærer den tjørn og tidsler, er den intet værd og truet af forbandelse, og det vil ende med, at man afbrænder den. | 8 But that which beareth thorns and briers is rejected, and is nigh unto cursing; whose end is to be burned. |
| 9 Selvom jeg siger sådan til jer, mine kære, er jeg overbevist om at det ikke står så dårligt til hos jer, og at I vil blive frelst. | 9 Vi er dog overbevist om, at det står bedre til med jer, I kære, og at frelsen venter jer, selv om vi taler, som vi gør. | 9 But, beloved, we are persuaded better things of you, and things that accompany salvation, though we thus speak. |
| 10 Gud er ikke uretfærdig. Han glemmer ikke det I har gjort, eller den kærlighed I viser ham ved at blive ved med at hjælpe dem der tror på ham. | 10 For Gud er ikke uretfærdig, så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed, som I har vist hans navn, ved at I har tjent og stadig tjener de hellige. | 10 For God is not unrighteous to forget your work and labour of love, which ye have showed toward his name, in that ye have ministered to the saints, and do minister. |
| 11 Jeg vil virkelig gerne have at I lige til det sidste vil være optaget af at alt det vi tror og håber på, går i opfyldelse. | 11 Men vi ønsker, at hver eneste af jer til det sidste vil vise den samme iver efter den rigdom, som håbet rummer, | 11 And we desire that every one of you do show the same diligence to the full assurance of hope unto the end: |
| 12 I skal ikke give op, men holde fast ved jeres tro og være tålmodige ligesom dem der har fået del i det Gud har lovet. | 12 så I ikke bliver sløve, men efterligner dem, som ved tro og tålmodighed arver det, som Gud har lovet. | 12 That ye be not slothful, but followers of them who through faith and patience inherit the promises. |
| 13 Da Gud gav Abraham sit løfte, svor Gud ved sig selv fordi han ikke havde nogen større at sværge ved. | 13 For da Gud gav Abraham sit løfte, svor han ved sig selv, fordi han ikke havde nogen større at sværge ved, | 13 For when God made promise to Abraham, because he could swear by no greater, he sware by himself, |
| 14 Han sagde: ›Jeg vil velsigne dig og give dig mange efterkommere. ‹ | 14 og sagde: »Sandelig, jeg vil velsigne dig og gøre dine efterkommere talrige.« | 14 Saying, Surely blessing I will bless thee, and multiplying I will multiply thee. |
| 15 Og da Abraham havde ventet længe og tålmodigt, fik han det Gud havde lovet ham. | 15 Så ventede Abraham tålmodigt og fik, hvad Gud havde lovet ham. | 15 And so, after he had patiently endured, he obtained the promise. |
| 16 Det er klart at et menneske sværger ved én der er større end ham selv, og at en ed bekræfter aftalen og afslutter enhver diskussion. | 16 Mennesker sværger jo ved en, der er større end de selv, og eden gør en ende på alle indvendinger og stadfæster dermed sagen. | 16 For men verily swear by the greater: and an oath for confirmation is to them an end of all strife. |
| 17 Derfor svor Gud over for alle dem han havde givet sit løfte; han ville nemlig vise at hans beslutning ikke kunne laves om. | 17 Da Gud med al tydelighed ville vise arvingerne til hans løfte, hvor urokkelig hans vilje er, så indestod han for det med sin ed; | 17 Wherein God, willing more abundantly to show unto the heirs of promise the immutability of his counsel, confirmed it by an oath: |
| 18 Løftet og eden er to urokkelige kendsgerninger der betyder at Gud ikke kan lyve. Det er en stor trøst for alle os der holder fast ved det håb vi har, og vil væk fra det nuværende liv. | 18 dermed skulle vi i disse to urokkelige kendsgerninger, som udelukker, at Gud lyver, have en sikker trøst, vi som har taget vor tilflugt til at gribe det håb, som ligger foran os. | 18 That by two immutable things, in which it was impossible for God to lie, we might have a strong consolation, who have fled for refuge to lay hold upon the hope set before us: |
| 19 Håbet er som et anker for vores sjæl; et sikkert og fast holdepunkt der rækker ind til Gud bag templets inderste forhæng. | 19 Det håb er som et anker for sjælen; det er urokkeligt og sikkert og rækker ind bag forhænget, | 19 Which hope we have as an anchor of the soul, both sure and stedfast, and which entereth into that within the veil; |
| 20 Dér er Jesus allerede. Han er gået i forvejen og er blevet ypperstepræst for os i al evighed, på samme måde som Melkisedek. | 20 hvor Jesus gik ind som en forløber for os, idet han blev ypperstepræst for evigt på Melkisedeks vis. | 20 Whither the forerunner is for us entered, even Jesus, made an high priest for ever after the order of Melchisedec. |