Jobs bog 14 |
| 1992 | King James Version |
| 1 Et menneske, en kvindefødt, har et kort liv, mættet med uro. | 1 Man that is born of a woman is of few days, and full of trouble. |
| 2 Han folder sig ud som en blomst og visner, han er som en flygtende skygge og kan ikke bestå; | 2 He cometh forth like a flower, and is cut down: he fleeth also as a shadow, and continueth not. |
| 3 og dog retter du dit blik mod hun og bringer ham for retten hos dig. | 3 And dost thou open thine eyes upon such an one, and bringest me into judgment with thee? |
| 4 Hvem kan gøre det urene rent? Ikke én! | 4 Who can bring a clean thing out of an unclean? not one. |
| 5 Når nu hans dage er fastsat, og du har bestemt tallet på hans måneder, sat den grænse, han ikke kan overskride, | 5 Seeing his days are determined, the number of his months are with thee, thou hast appointed his bounds that he cannot pass; |
| 6 vend så blikket fra ham, og lad ham være, så han kan glæde sig som daglejeren over sin dag. | 6 Turn from him, that he may rest, till he shall accomplish, as an hireling, his day. |
| 7 For et træ er derhåb, hvis det fældes, kan det skyde igen; det holder ikke op med at sætte friske skud. | 7 For there is hope of a tree, if it be cut down, that it will sprout again, and that the tender branch thereof will not cease. |
| 8 Selv om rødderne i jorden er gamle, og stubben dør i mulden, | 8 Though the root thereof wax old in the earth, and the stock thereof die in the ground; |
| 9 gror det igen, så snart det mærker vand, og sætter grene som et nyplantet træ. | 9 Yet through the scent of water it will bud, and bring forth boughs like a plant. |
| 10 Men dør en mand, er det forbi med ham, udånder et menneske, hvor er det så? | 10 But man dieth, and wasteth away: yea, man giveth up the ghost, and where is he? |
| 11 Vandet kan svinde i søen, floden kan blive tør og vandløs; | 11 As the waters fail from the sea, and the flood decayeth and drieth up: |
| 12 men har mennesker lagt sig til hvile, rejser de sig ikke; de vågner ikke, før himlen forgår, de vækkes ikke af søvnen. | 12 So man lieth down, and riseth not: till the heavens be no more, they shall not awake, nor be raised out of their sleep. |
| 13 Gid du ville gemme mig i dødsriget, skjule mig, til din vrede har lagt sig, sætte en frist og så huske mig igen! | 13 O that thou wouldest hide me in the grave, that thou wouldest keep me secret, until thy wrath be past, that thou wouldest appoint me a set time, and remember me! |
| 14 Kan en, der er død, få liv, da ville jeg holde ud alle min trængsels dage, til afløsningen kom. | 14 If a man die, shall he live again? all the days of my appointed time will I wait, till my change come. |
| 15 Du skulle kalde, og jeg ville svare, du skulle længes efter dine hænders værk. | 15 Thou shalt call, and I will answer thee: thou wilt have a desire to the work of thine hands. |
| 16 Men nu holder du tal på mine skridt; vogter du ikke på min synd? | 16 For now thou numberest my steps: dost thou not watch over my sin? |
| 17 Min overtrædelse ligger forseglet i pungen, ? \ du har klistret til for min brøde. | 17 My transgression is sealed up in a bag, and thou sewest up mine iniquity. |
| 18 Nej, et-bjerg kan styrte sammen, en klippe kan komme i skred; | 18 And surely the mountain falling cometh to nought, and the rock is removed out of his place. |
| 19 sten rives med af vandet, jord skylles væk af skybrud? og du slukker menneskets håb. | 19 The waters wear the stones: thou washest away the things which grow out of the dust of the earth; and thou destroyest the hope of man. |
| 20 Du tvinger ham i knæ for altid, så han må gå bort, du forvrænger hans ansigt og sender ham væk. | 20 Thou prevailest for ever against him, and he passeth: thou changest his countenance, and sendest him away. |
| 21 Hædres hans sønner, ænser han det ikke, går det dem dårligt, lægger han ikke mærke til det; | 21 His sons come to honour, and he knoweth it not; and they are brought low, but he perceiveth it not of them. |
| 22 så mange smerter har han i kroppen, så stor sorg har han i sjælen. | 22 But his flesh upon him shall have pain, and his soul within him shall mourn. |