Klik på versets nummer for at sammenligne oversættelser.
          Tilbage

Jobs bog 30

1992

King James Version

1 Men nu ler de ad mig, de som er yngre end jeg, og hvis fædre jeg ikke fandt værdige til at være sammen med mine hyrdehunde. 1 But now they that are younger than I have me in derision, whose fathers I would have disdained to have set with the dogs of my flock.
2 Hvad skal jeg med deres styrke, når deres livskraft går tabt? 2 Yea, whereto might the strength of their hands profit me, in whom old age was perished?
3 De er udtæret af nød og hunger, de afgnaver det tørre land, der allerede i går var den goldeste ørken. 3 For want and famine they were solitary; fleeing into the wilderness in former time desolate and waste.
4 Mellem buske plukker de mælde, gyvelens rødder er deres føde. 4 Who cut up mallows by the bushes, and juniper roots for their meat.
5 De er udstødt af samfundet, man råber efter dem som efter en tyv. 5 They were driven forth from among men, (they cried after them as after a thief;)
6 De bor på-bjergskråninger i jordhuler og klippehuler.6 To dwell in the cliffs of the valleys, in caves of the earth, and in the rocks.
7 De hyler mellem buskene, de finder sammen blandt tidslerne. 7 Among the bushes they brayed; under the nettles they were gathered together.
8 De er udskud, folk uden ære, de er jaget ud af landet. 8 They were children of fools, yea, children of base men: they were viler than the earth.
9 Men nu synger de nidviser om mig, og snakken går om mig. 9 And now am I their song, yea, I am their byword.
10 De afskyr mig og holder sig langt borte fra mig, de spytter mig endda i ansigtet. 10 They abhor me, they flee far from me, and spare not to spit in my face.
11 Gud har løsnet min buestreng og ydmyget mig, derfor kaster de tøjlerne af sig, når de ser mig. 11 Because he hath loosed my cord, and afflicted me, they have also let loose the bridle before me.
12 På min højre side rejser deres afkom sig, de slår benene væk under mig, de bygger deres ulykkesveje mod mig. 12 Upon my right hand rise the youth; they push away my feet, and they raise up against me the ways of their destruction.
13 Min sti bryder de op, de arbejder på mit fordærv, uden at nogen hindrer dem. 13 They mar my path, they set forward my calamity, they have no helper.
14 Som gennem et gabende murbrud kommer de, mellem ruiner vælter de frem. 14 They came upon me as a wide breaking in of waters: in the desolation they rolled themselves upon me.
15 Rædsler er vendt mod mig, min værdighed er blæst bort som af vinden, mit håb om frelse er forsvundet som en sky. 15 Terrors are turned upon me: they pursue my soul as the wind: and my welfare passeth away as a cloud.
16 Nu ebber livet i mig ud, elendighedens dage er over mig. 16 And now my soul is poured out upon me; the days of affliction have taken hold upon me.
17 Om natten borer det i mine knogler, smerterne gnaver ustandseligt i mig. 17 My bones are pierced in me in the night season: and my sinews take no rest.
18 Min hud er fuldstændig ukendelig, som kjortlens halsåbning hænger den om mig. 18 By the great force of my disease is my garment changed: it bindeth me about as the collar of my coat.
19 Han har kastet mig i dyndet, jeg er kommet til at ligne støv og aske. 19 He hath cast me into the mire, and I am become like dust and ashes.
20 Jeg råber til dig om hjælp, men du svarer ikke; her står jeg, men du giver ikke agt på mig. 20 I cry unto thee, and thou dost not hear me: I stand up, and thou regardest me not.
21 Ubarmhjertigt har du vendt dig mod mig; med hård hånd angriber du mig. 21 Thou art become cruel to me: with thy strong hand thou opposest thyself against me.
22 Du sætter mig op på stormen og lader den fare af sted med mig, dens rasen gennemryster mig. 22 Thou liftest me up to the wind; thou causest me to ride upon it, and dissolvest my substance.
23 Jeg ved, at du fører mig til døden, til huset, hvor alle levende skal samles. 23 For I know that thou wilt bring me to death, and to the house appointed for all living.
24 Og dog! Strækker man ikke hånden frem, når alt ligger i ruin? Råber man ikke om hjælp i sin ulykke? 24 Howbeit he will not stretch out his hand to the grave, though they cry in his destruction.
25 Har jeg ikke grædt over den, der har det hårdt? Har jeg ikke sørget over den fattige? 25 Did not I weep for him that was in trouble? was not my soul grieved for the poor?
26 Jeg håbede på lykke, men der kom ulykke,jeg ventede på lys, men der kom mørke. 26 When I looked for good, then evil came unto me: and when I waited for light, there came darkness.
27 Mit indre er i oprør, det falder ikke til ro, elendighedens dage ligger foran mig. 27 My bowels boiled, and rested not: the days of affliction prevented me.
28 Jeg går sørgende omkring, der er ingen sol; jeg står frem i forsamlingen og råber om hjælp. 28 I went mourning without the sun: I stood up, and I cried in the congregation.
29 Jeg er blevet broder til sjakaler, jeg er blevet ven med strudse. 29 I am a brother to dragons, and a companion to owls.
30 Huden på mig er blevet sort, min krop brænder i feber. 30 My skin is black upon me, and my bones are burned with heat.
31 Min citer er stemt til sorg, min fløjte til gråd. 31 My harp also is turned to mourning, and my organ into the voice of them that weep.
Forrige kapitel                                                                                        Næste kapitel