| Forrige vers Næste vers |
Zefanias bog 2, 15 |
| 1992 Det var den jublende by, der lå trygt og sagde ved sig selv: »Jeg og ingen anden!« Hvor den er øde nu, tilholdssted for vilde dyr! Enhver, der kommer forbi, pifter hånligt og truer med hånden | 1931 Det er den jublende by, som lå så trygt, som sagde i sit hjerte: »jeg og ellers ingen.« Hvor er den dog blevet øde, et raststed for dyr! Enhver, som kommer forbi den håner med fløjt og hånd. | ||
| 1871 Dette er den jublende Stad, som boede tryggelig, som sagde i sit Hjerte: Jeg, og ingen uden jeg; hvorledes er den bleven til et Øde, et Leje for vilde Dyr? hver, som gaar forbi den, vil spotte og ryste sin Haand. | 1647 Det er den glade Stad / som boode saa tryggeligen / som sagde i sit hierte / (Jeg er) oc foruden mig (ingen) meere. Hvorledis er den blefven saa øde! Til Diurs Leye! hver som gaar der fræm / maa hvidsle / oc klappe med sin Haand. | ||
| norsk 1930 15 Dette er den jublende stad, som bodde så trygt, som sa i sitt hjerte: Jeg og ingen annen! Hvor den er blitt til en ørken, et leie for ville dyr! Hver den som går forbi, blåser av den og ryster hånlig sin hånd. | Bibelen Guds Ord Dette er den jublende byen, den som bodde trygt, som sa i sitt hjerte: "Her er jeg, og det er ingen ved siden av meg." Se, hvor hun er blitt lagt øde, til et sted hvor de ville dyrene legger seg til hvile. Hver den som går forbi henne, skal fnyse hånlig og vifte med hånden. | King James version This is the rejoicing city that dwelt carelessly, that said in her heart, I am, and there is none beside me: how is she become a desolation, a place for beasts to lie down in! every one that passeth by her shall hiss, and wag his hand. |
| 2:14, 15 PK 364-5 info |